Der lades op til klimavenlig kørsel

Elbiler er klimavenlige og kan klare op til 90 procent af danskernes daglige kørselsbehov, siger Trafikstyrelsen. Oliebranchen mener, klimagevinsten er tvivlsom.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stikket i kontakten før sengetid og bilen er sprængfyldt med energi næste morgen. Jensen kan køre sig selv på arbejde og børnene til sport på en natlig opladning.

Mellem 80 og 90 procent af danskernes daglige kørselsbehov kan klares med elbiler. Og allerede fra næste år drøner de første masseproducerede eksemplarer af fremtidens klimavenlige køretøjer ind på det danske marked.

Det fremgår af en ny redegørelse fra Trafikstyrelsen. Den kommer, efter at regeringen har besluttet at bane landevejen for strømbaseret bilisme ved at give elbilerne fire år mere uden den afgift, der er pålagt benzin- og dieselbiler.

»Jeg synes, det er opløftende at se, at de første masseproducerede elbiler fabrikeret af de kendte bilfabrikker vil kunne imødekomme danskernes daglige kørselsbehov. 80 procent af os kører under 100 kilometer om dagen. Det betyder, at vi ikke engang får behov for at lade bilen op i løbet af dagen, men kan nøjes med at lade i nattetimerne, hvor der både er miljøfordele og økonomi i elbilen,« siger transportminister Hans Christian Schmidt (V) i en kommentar til redegørelsen.

Ifølge redegørelsen er elbiler rundt regnet dobbelt så klimavenlige som biler, der kører på benzin eller diesel. En lille elbil belaster klimaet med cirka 60 gram CO2/km, mens en benzinbil i samme størrelse udleder knap 120 gram/km.

Samtidig er elbilerne billigere i strømforbrug end benzinbilerne er i udgifter til brændsel. Ifølge Trafikstyrelsen koster det 27 øre pr. kilometer at køre i en elbil, mens prisen er godt det dobbelte for en sammenlignelig benzinbil.

Energi fra kul

Oliebranchen Energi- og Olieforum deler dog ikke Trafikstyrelsens vurdering.

»Hvis du sætter en elbil til stikket i dag, er det marginal strøm fra kulkraftværker, den oplades med, og det er mindre klimavenligt end benzin,« siger teknik- og miljøchef i Energi- og olieforum Michael Mücke Jensen.

Den udlægning finder Lærke Flader højst teoretisk. Lærke Flader er chef for Dansk Elbil Alliance under energiselskabernes organisation, Dansk Energi.

»Hvis der pludeselig skulle to millioner elbiler på gaden i morgen, kunne man ikke gøre det uden at skovle flere kul på. Men elbilerne kommer jo på markedet i takt med udbygningen af den vedvarende energi,« siger Lærke Flader.

Fra benzin til strøm

Hun mener, at den korrekte udlægning af elbilernes klimabelastning er, at de slet ikke udleder CO2.

»Når bilerne skifter fra benzin til strøm, bidrager de slet ikke til transportsektorens udledning af drivhusgasser, fordi de så i stedet bliver omfattet af det kvoteloft over udledningen, som gælder for kraftværkerne. Det øger prisen på kvoter for udledning og dermed incitamenet til at udbygge den vedvarende energi,« siger hun.

Trafikstyrelsens redegørelse om elbiler kommer samtidig med, at en bredt sammensat arbejdsgruppe under energistyrelsen er begyndt at se på, hvordan en struktur af ladestationer kan etableres som grundlag for en voksende park af elbiler i Danmark.

Netop spørgsmålet om adgang til opladning af bilerne er centralt for deres udbredelse. Elbiler kører kun 100 til 150 kilometer på en opladning, derfor er et net af ladestationer en af forudsætningerne for en større elbilpark.