Der er sol i vente, Roskilde!

Det bliver tørt, men ikke helt tørt. Og danskerne kan være heldig at få temperaturen op på 20 grader - også på Roskilde Festivalen, hvor rocken ruller.

Weekendvejret bliver væsentlig bedre end de sidste par dage. Regnen vil aftage, og solen vil vise sit varme ansigt. Særligt de steder, der har været plaget af mange regnskyl, og som stadig får lidt vand fredag, vil lørdag og søndag næsten ikke få noget regn. Selv folk på Roskilde Festival vil få solen at se.

- Selv om Roskilde kan få op til fem millimeter regn fredag. Og i weekenden en til to millimeter. Så ser det da væsentlig bedre ud for dem. Solen kommer til at varme dem med temperaturer op omkring de 20 grader i weekenden, siger Michael Christiansen, vagtchef på DMI.

Overordnet vil der komme regn til tider med dagtemperaturer mellem 15-20 grader. Og let til frisk vind fra vest og sydvest. Lørdag og søndag tiltager solen.

/ritzau/