»Vi er længe forbi new public management og to procents produktivitetskrav«.

Ordene er fællestillidsrepræsentant Laila Maria Hansens. De falder, når hun over for Berlingske skal beskrive hverdagen på Rigshospitalet for de cirka 500 social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, operations-teknikere og neurofysiologiassistenter, der er organiseret i FOA/SOSU.

En hverdag, hvor de hele tiden må sige »jeg kommer om lidt« eller »et øjeblik« til patienter eller pårørende vel vidende, at det bliver et langt øjeblik. En hverdag, hvor hun jævnligt ser ikke mindst yngre kolleger bryde sammen i gråd over, at de ikke kan give patienterne den fornødne omsorg. En hverdag, hvor hun går til sygefraværssamtaler som aldrig før.

Det er, set med Laila Maria Hansens briller, blevet virkeligheden for de såkaldte varme hænder i det danske sundhedsvæsen, hvor hun har arbejdet i 30 år. Altså de medarbejdere der sørger for, at fru Olsen får sit bad, at der er gjort klar til operationen, at smertepatienten får sin pille, at der bliver gjort rent på stuen og så meget andet.

Som hun ser det, bliver der hele tiden optimeret og rationaliseret på sygehusene. Hvilket »kan være meget godt«, men hun og kollegaer på gangene skal hele tiden »køre længere på literen«, som hun siger.

Svært at sige nej til en patient

Derfor kommer det heller ikke bag på hende, at Dansk Erhverv i en ny undersøgelse når frem til, at antallet af sundhedsfaglige årsværk i samtlige landets regioner blot er steget med otte procent fra 2007-2017, mens de administrative årsværk i samme periode er vokset med 30 procent. Hun kan også nikke genkendende til kritikken af, at administration og dermed afrapportering fylder stadig mere i sundhedsvæsenet.

»Nu har regionen også indført Sundhedsplatformen. Et dokumentationssystem, der kræver mange klik og er en stor udfordring for alle faggrupper,« siger hun.

»Det er beregnet, at Sundhedsplatformen giver nogle besparelser, som man så gennemfører, inden man ved, om der reelt er en besparelse, fordi systemet er i en udviklingsfase og ikke fuldt implementeret,« siger hun.

Hun beskriver, hvor svært det kan være at skulle forlige sig med at sige nej til en patient.

»Det er altså en psykisk belastning. Jeg går til flere og flere sygefraværssamtaler med personalekonsulenter eller andet ledende personale. Der er mange, der bliver syge af det her arbejde,« siger hun.

»Ledelseslaget er jo ikke tæt på. Det er jo ikke dem, der står og lover en patient noget, som man allerede, når man siger det, ved, at man ikke kan holde.«

Da Laila Maria Hansen begyndte på Rigshospitalet i 1979, var de omkring 1.500 sygehjælpere. I dag er der godt 500 plejestillinger organiseret i FOA/SOSU.

»Det siger noget om, at der i den grad er blevet rationaliseret. Det skulle man også – på nogle områder – for et højt specialiseret hospital kræver højt specialiseret personale. Men plejen og hjælpen til patienterne er der jo stadig brug for,« fortæller hun.