»Der er mange børn, der ikke glæder sig til juleaften«

For første gang holder BørneTelefonen åben juleaften. Selvom julen skulle være hyggens højtid, er der mange børn, der frygter dagen, fordi de ved, den ikke bliver lige så hyggelig som hjemme hos vennerne, påpeger Børns Vilkår.

MODELFOTO. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Juletræet er blevet pyntet med de hjemmeflettede julehjerter og andestegen udsender himmelske dufte fra ovnen. Forventningerne til juleaften er hygge og tid til familien. Men for mange børn er ventetiden slet ikke så sød, som julesangene prædiker.

»Selvom det er jul, er der stadig børn, der har problemer med enten forældre, der drikker - eller dårlig stemning på grund af en skilsmisse - eller at man slet ikke kan finde ud af det i familien,« fortæller Helle Tilburg Johnsen, afdelingschef i Børns Vilkår, der i år for første gang holder BørneTelefonen åben juleaften.

»Det er godt, at der er nogen, man kan ringe til, så der er et øre, der lytter, så børnene kan læsse af,« siger Helle Tilburg Johnsen.

Derfor holder BørneTelefonen åben fra 11 til 23 juleaften, hvor et hold frivillige sidder parat ved telefonerne - til både opkald og smser.

»Hvis børnene har lyst til at opgive deres anonymitet, kan de også få hjælp af en bisidder, så de kan blive fulgt til kommunen og få hjælp til at løse problemerne, for familiens problemer holder jo ikke op, bare fordi julen holder op,« siger Helle Tilburg Johnsen.

Hun påpeger, at problemerne i hjemmet kan synes endnu værre i juletiden, fordi forventningerne er skruet op.

»Der er rigtig mange børn, der op til julen bliver bekymret for, hvordan julen bliver derhjemme, fordi der er store forventninger til højtiden - og de ved godt, at deres juleaften ikke bliver lige så lykkelig som vennernes jul,« siger Helle Tilburg Johnsen og tilføjer:

»Der er en forventning om, at det er en særlig dag, hvor man skal have det særligt rart sammen. Så bliver kontrasten endnu større, hvis man har forældre, der drikker eller skændes.«

Det er støtte fra TrygFonden og private midler, der gør, at BørneTelefonen kan holde åben juleaften - og for første gang også nytårsaften.