Der er langt mellem indvandrerne i foreningsdanmark

Efter årtiers indvandring er der fortsat forholdsvis få indvandrere i forhold til etniske danskere i idrætsforeningerne, og det er i særdeleshed indvandrerpigerne, der ikke finder vej til gymnastiksalene og sportsbanerne.

Tvillingerne Aya og Maria (nummer to fra venstre og yderst til højre) er glade for at spille håndbold i Ajax København. Men der er ikke mange piger som dem med en ikke-vestlig baggrund i klubben. Ud af klubbens omkring 750 medlemmer er der ikke meget mere end 15 med indvandrerbaggrund. Fold sammen
Læs mere

Som de løber rundt på banen i Valby Hallen med deres holdkammerater, er tvillingerne Aya og Maria blot to håndboldpiger som så mange andre i de danske idrætshaller.

Men de tiårige piger fra Ajax København er noget for sig. Deres forældre er oprindeligt fra Marokko, og i det danske foreningsliv er der langt mellem sportspiger som tvillingerne, der enten er indvandrere fra ikke-vestlige lande eller efterkommere af ikke-vestlige indvandrere.

Trods årtiers indvandring, utallige integrationsprojekter og almindelige antagelser om fritidslivets værdi for integrationen, er der inden for foreningssporten stadig få indvandrere i forhold til i resten af samfundet. Det er i særdeleshed indvandrerpigerne, der ikke finder vej til idrætsforeningerne. Det samme gælder deres forældre, mens drengene i enkelte sportsgrene er forholdvis godt repræsenteret.

Det på trods af at Danske Gymnastik- og idrætsforeninger (DGI) arbejder med værdier som mangfoldighed og inklusion, og at Danmarks Idrætsforbund (DIF) beskriver integration som en del af forbundets samfundsansvar. Og på trods af, at flere partier taler om, hvor vigtigt det frivillige foreningsliv er for integrationen.

Udviklingschef i DIF Morten Mølholm erkender, at »det kunne have været bedre, og at det kunne være gået hurtigere« med integrationen i DIFs mange forbund og foreninger. Men, understreger han, forenings- og idrætslivet består af frivillige, og for dem er »integration en tung opgave at løfte«.

Berlingske ser i en ny serie nærmere på, hvordan det går med at integrere ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere i det frivillige idrætsliv. Et foreningsliv, hvor mange specialforbund ikke har en egentlig integrations- eller mangfoldighedspolitik, og hvor ingen har et samlet overblik over, i hvilket omfang indvandrere finder vej til det danske foreningsliv.

En undersøgelse fra 2011 foretaget af DIF når dog frem til, at 28 procent af danskerne er medlemmer i idrætsklubber, mens tallet for indvandrere og flygtninge er 18 procent. Når det gælder indvandrerkvinderne, er blot ti procent medlemmer af idrætsforeninger, og når det gælder frivilligt arbejde, er andelen endnu mindre. Ifølge en rundspørge blandt foreningsformænd i DGI er færre end to procent af ledere, trænere og bestyrelsesmedlemmer i DGIs foreninger af anden etnisk herkomst end dansk. Rundspørgen er dog alene baseret på formændenes skøn.

Ifølge Danmarks Statistik er 11,3 procent af befolkningen i dag indvandrere eller efterkommere, mens ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere udgør 7,3 procent.

Der er formentlig kun ganske få eller ligefrem ingen ikke-vestlige indvandrere i badmintonsporten og på samme måde er der ikke mange inden for gymnastik, ligesom antallet af indvandrere i håndbold heller ikke afspejler antallet af indvandrere i samfundet. Til gengæld tiltrækker den helt store sportsgren, fodbold, næsten lige så store andele af indvandrerdrenge som etnisk danske drenge.

Ifølge professor Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet, vælger ikke-etniske danskere ofte sportsgrene, som de kender fra deres egne kulturer.

»De kender fodbold, men ikke badminton, håndbold og andre udbredte sportsgrene i Danmark. Derfor dyrker de ikke disse i nær samme grad som fodbold,« forklarer Bjarne Ibsen, der bl.a. har beskæftiget sig med indvandrere og frivilligt arbejde og idrætsliv i udsatte boligområder:

»I de lande, de kommer fra, er der ikke tradition for pigeidræt, og i visse indvandrerkredse er der en større kontrol med piger og forbehold over for, at de er fysisk aktive.«

Brug for flere penge til arbejdet

Ifølge udviklingschef Morten Mølholm bidrager DIF gerne til integrationen. Klubberne og foreningslivet er nemlig »guld værd«, når det handler om at lære dansk kultur at kende. Men skal det frivillige foreningsliv, ikke mindst i områder med mange indvandrere, blive bedre til at rekruttere ikke-etniske danskere, skal der flere offentlige midler til, understreger han. Altså flere penge end de fire millioner kroner, som DIF årligt får fra de såkaldte satspuljemidler til integration i forbindelse med projektet Get2Sport. Et projekt, der bliver beskrevet som en succes.

»I betragtning af de udfordringer, der har været på området, har indsatsen og resultaterne faktisk været rigtig gode, især i forhold til på drenge og mænd,« siger Morten Mølholm.

Bjarne Ibsen forklarer, at omkring 35 procent af voksne danskere og cirka 20 procent af voksne indvandrere udfører frivilligt arbejde. Mens danskere ofte er frivillige i bl.a. sportsklubber, så er det f.eks. social arbejde, indvandrere arbejder med som frivillige.

Men, understreger han, »det er ikke nødvendigvis den etniske eller kulturelle baggrund, der er afgørende for, om indvandrere deltager i foreningslivet«.

»Socioøkonomisk faktorer er afgørende for deltagelse i foreningslivet. Indvandrere er i højere grad uden arbejde eller uden uddannelse. Derfor kommer deres børn ikke i samme grad i foreningerne. Det samme gælder danskere uden arbejde og uddannelse. Deres børn er væsentligt mindre aktive i foreningerne end andre danske børn,« siger Bjarne Ibsen.

Piger er svære at fastholde

I håndboldklubben Ajax København vurderer formand Anita Kristiansen, at omkring 15 af klubbens 750 medlemmer har ikke-vestlige rødder. Hun understreger, at klubben »meget gerne ville have flere«, da den henter medlemmer fra bl.a. Vesterbro, Kgs. Enghave og Sydhavnen, hvor der er mange indvandrere. Men, som også Bjarne Ibsen påpeger, kender mange indvandrere ifølge Anita Kristiansen ikke til håndbold.

»Vi har ikke nedskrevet noget om integration, men det er en del af vores værdier. Vi vil gerne afspejle det område, vi ligger i,« siger hun:

»I håndbold stifter man bekendtskab med danskerne, foreningslivet og det at være frivillig.«

Ifølge Anita Kristiansen har klubben tidligere forsøgt sig med et integrationsprojekt for voksne, etniske kvinder. Men da der ikke var flere offentlige støttemidler, »faldt projektet«, som hun udtrykker det.

Et særligt problem er det tørklæde, som mange muslimske piger bærer, når de bliver ældre. Anita Kristiansen har som træner i et enkelt tilfælde været vidne til, at en pige måtte stoppe med at spille, fordi hun ikke kunne få lov at bære tørklæde til træning og kamp. Pigens forældre ville ikke tillade, at hun spillede uden tørklæde.

»I et andet tilfælde aftale vi med en piges forældre, at hun gerne måtte tage tørklædet af. Bare det skete lige før, hun gik på banen, og at hun tog det på med det samme, når hun var færdig på banen. Hun måtte ikke bade med de andre,« siger Anita Kristiansen.

Ifølge udviklingschef i Danmarks Håndbold Forbund (DHF) Søren Simonsen vil »indvandrerne rigtig gerne spille håndbold«, men »det er rigtig svært at fastholde dem«.

»Samtidig ved vi af erfaring, at forældrene ikke har en naturlig tilgang til foreningslivet,« forklarer han.

Det gælder ikke Ayas og Marias mor, Noura Bendali. Hun dyrker selv masser af sport, har løbet maraton og spillet fodbold og har tre sønner, der spiller fodbold. Hun kom til Danmark som toårig fra Marokko, og modsat mange andre indvandrerfædre, var hendes far meget bevidst om, at hun skulle dyrke sport.

Noura Bendali er muslim, hun går med tørklæde, og piger »bliver ikke dårlige muslimer af at gå til håndbold«, understreger hun.

»Jeg tror, at sådan noget som at piger og drenge er til stævner sammen, er med til at afholde mange muslimske forældre fra at sende deres døtre til sport,« siger hun:

»Det er ærgerligt. Min børn går på en dansk-arabisk skole, og for mig er det vigtigt, at de har danske venner og venner uden for skolen.«

Forældrenes engagement er vigtigt

Akkurat som Ajax København har forsøgt sig med integrationsprojekter, har Greve Badmintonklub prøvet at lokke indvandrerunge til klubben. Men »det er ikke lykkedes«, som formand Anne Marie Lyduch udtrykker det.

»Vi havde en dreng i vores klub, som vi brugte en del tid på. Han blev også integreret i klubben. Men efter nogle år faldt han fra,« siger hun:

»Vi så aldrig hans forældre, og vi vil jo gerne, at forældrene bakker op om deres børns sport.«

Forældrene er nemlig vigtige for integrationen, og udviklingschef i DIF Morten Mølholm kalder det »en kæmpe udfordring« at få indvandrerforældre involveret i deres børns sport.

»Forældrene kommer fra nogle kulturer, hvor sport i høj grad er noget, man skal have penge for at lave. Men her er kulturen, at man skal betale kontingent, og man skal samtidig også levere et stykke frivilligt arbejde for at få klubben til at løbe rundt,« siger han.

Professor Bjarne Ibsen understreger, at »det at komme i foreninger og deltage i deres aktiviteter kræver overskud«.

»Derfor behøver det ikke være udtryk for andre værdier, eller at man tager afstand fra det danske samfund, når ens børn ikke går til sport. Det kan også være, at man bare ikke har det overskud, der skal til, for at hjælpe og støtte sine børn i at gå til sport,« siger han.

Anne Marie Lyduch understreger, at foreningsarbejdet er frivilligt, og det begrænser mulighederne for at arbejde med integration.

»Vi gør, hvad vi kan,« siger hun:

»Sidste år forsøgte vi os med, at en af vores unge dygtige spillere tog ud på en skole og trænede piger med anden etnisk baggrund. Pigerne var glade for det, men de kom bare ikke i klubben. I dag er der ingen med ikke-vestlig baggrund i Greve Badmintonklub, og jeg tror ikke, at der er mange rundt omkring i dansk badminton,« siger Anne Marie Lyduch, der også er lærer og medlem af byrådet i Greve Kommune for Venstre.

Hun tilføjer, at kommunen med puljer giver lokale klubber muligheder til at søge midler til køb af udstyr eller betaling af kontingent til f.eks. indvandrerbørn eller andre børn fra familier med begrænsede midler.

»Der er muligheder, men de bliver ikke rigtig udnyttet. I hvert fald ikke når det gælder integration,« siger hun.