Der er jo ingen grund til at slå

Han kan med største lethed dræbe sin modstander med de bare næver, men Kurt Ørum har valgt at bruge sin kampsport til at hjælpe omsorgssvigtede børn. Desuden har han opfundet kampformen og livsfilosofien »dai ki haku« med udøvere i hele verden. »Det er mit bidrag til verdensfreden,« siger han fra sin trelængede gård syd for Viborg.

VIBORG

Han er helt vild med at slås. Så vild, at han har udviklet sin egen form for nærkamp, opbygget sit eget træningscenter og uddannet et net af instruktører, der sørger for at udbrede kendskabet til kampsporten både herhjemme og i fjerne egne af verden.

Men han er næsten endnu mere vild med ikke at slås. Det er nok at vide, at han til enhver tid kan »ekspedere« en eventuel angriber og lige nøjagtig yde den modstand, som er nødvendig for at undgå selv at komme til skade.

»Det giver en dejlig ro. Jeg kan færdes uden at tænke på, hvad de to skumle HA-rockere på den anden side af gaden pønser på. Jeg ser dem som to mennesker, der ikke har haft det så nemt - ikke som to farlige forbrydere. Og dermed sender jeg heller ikke de signaler, der måske kan få dem til at angribe mig,« siger Kurt Ørum.

Han har netop vist rundt på sit landsted, der ligger lige syd for Viborg.

Her har han en tønde land og en trelænget, gulmalet ejendom med stråtag. I den ene længe er der socialt opholdssted for seks børn og unge, i den anden er der træningscenter med værelser, fællesrum og træningshal, og i den tredje bor han selv. Lige nu sidder han inde i stuen med et krus the.

»Man kan sige, at jo bedre jeg er blevet til den form for nærkamp, jo mere har jeg også fjernet mig fra at bruge den. I dag skal der virkelig meget til,« siger Kurt Ørum.

Ingen kød

I det hele taget bryder den næsten to meter høje mand sig ikke om at slå på noget som helst levende. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har klasket en flue, men det må være længe siden.

Han spiser heller ikke kød, for han bryder sig ikke om, at et dyr har måttet lade livet for hans skyld.

»Jeg har respekt for alle levende væsener, og jeg mener, at det driver noget træls frem i folk at slå dyr ihjel. I mine øjne er der noget klamt ved jægere. De bruger jagten som en undskyldning for at få lov at slå lidt ihjel. Og tilsvarende må en slagteriarbejder da ende med at blive kold og primitiv,« siger Kurt Ørum.

`

Jeg prøver at lære andre, at de ikke skal stresse rundt, men koncentrere sig om det vigtige. Skære det overflødige fra. Og så må jeg selv gå forrest.

,

Der er stille i stuen, for Kurt Ørum går ikke ind for store musikanlæg og fjernsyn.

Der er også tomt, for Kurt Ørum kan ikke lide at have for mange ting. De kommer bare til at styre én, siger han.

Derfor er her også halvmørkt. Det enlige stearinlys kan ikke lyse stuen op sådan en vinterformiddag, og elektriske lamper er her ingen af.

»Jeg prøver at lære andre, at de ikke skal stresse rundt, men koncentrere sig om det vigtige. Skære det overflødige fra. Og så må jeg selv gå forrest,« siger Kurt Ørum, der til daglig kun hedder Shihan.

Det betyder »højtærede mester« og er en titel, som han engang fik tildelt og befinder sig godt med.

»Beboerne på opholdsstedet siger også Shihan, og det er måske lidt som skipper på Fulton. Det er en del af helheden og disciplinen,« siger han.

Ud af 10. klasse

Selv husker Kurt Ørum ikke, hvornår han begyndte at slås. Kun hvornår han fik lov at gå til træning i kampsport, og det var på sin 14 års fødselsdag. Først judo og senere karate.

»Jeg var hele tiden overbevist om, at det var det, jeg ville lave, selv om ingen bakkede mig op. Ingen kunne vel forestille sig, at man kunne komme til at leve af det,« siger han.

Han gik ud af 10. klasse, og inden længe havde han startet egne klubber og var i fuld gang med at udvikle sin egen kampform, dai ki haku, der er en blanding af kendte orientalske kampformer og så hans helt egne ideer.

I dag har Kurt Ørum for længst nået sortbæltestadiet og har rang af 7. dan inden for nærkamp. Dermed er der tre trin tilbage for at nå den ypperste top på verdensplan, og det håber han at gøre - eller se en af sine elever gøre, for det vil være lige så godt.

Han træner hver dag. I træningslokalet mod en frivillig modstander og udenfor, hvor han sætter pris på at færdes på en af sine to islandske heste. Og det gerne på den bare hesteryg og kun med et par snore i hestens grime. På den måde skal han nemlig være fuldt koncentreret for at styre forløbet.

Dertil kommer nogle rolige stunder med meditation, for ifølge Kurt Ørum er det vigtigt at fordybe sig og fundere over tingene, når man beskæftiger sig med mennesker og med en kampform, der kan dræbe.

»Dai ki haku er blevet til en ædel kampform, der kan ændre noget i verden. Den retter mennesker af ud fra deres egne forudsætninger og opbygger deres karakter, moral og samvittighed. Og jo mere de selv kommer til at fylde, jo mere urokkelige føler de sig. Og samtidig lærer de at tænke selvstændigt, så de kan improvisere i en presset situation. Jeg går meget op i de gode, gamle dyder - alt det, der også var i spejderklubben,« siger han.

Stolt af sine drenge

Nærmest ved et tilfælde fik Kurt Ørum kontakt til en dreng, som havde alvorligt brug for at komme hjemmefra. Han endte med at flytte ud til landstedet, hvor han var i tre år og sugede til sig af Kurt Ørums nærkampfilosofi. I dag er han i flyvevåbnet og har familie, siger Kurt Ørum ikke uden stolthed på drengens vegne.

Ansvaret for drengen havde bragt Kurt Ørum i kontakt med de sociale myndigheder, og pludselig var ideen om et opholdssted for andre omsorgssvigtede børn født.

Stedet blev udelukkende bemandet med personale, der var dybt involveret i dai ki haku.

»Det er folk, jeg kender igennem flere end ti år. For at arbejde med børn og unge på den måde skal man være i balance og have overskud. Man skal ikke flippe ud, selv om der opstår en krise. Og det gør der, for vores børn har en tendens til altid at løbe ind i problemer. Selv ved et halbal med 300 mennesker styrer de altid hen imod de allerværste personer,« siger han.

`

Jeg er henrykt over, at jeg nu i tyve år har kunnet leve af det her.

,

Ud over de fastboende børn og unge på opholdsstedet har et halvt hundrede mennesker deres jævnlige gang på stedet for at træne, ligesom Kurt Ørums netværk af instruktører rejser rundt til fjerne egne og underviser.

Helikopterlanding

Derudover kommer nogle udvalgte elever en måned ad gangen for at få helt intensiv træning. Og det er mange typer mennesker, der gerne vil lære at forsvare sig med dai ki haku. Også de der har så mange penge, at de nok kunne få råd til at overlade det til bodyguards. Således har Kurt Ørum netop fået godkendt et areal bagved gården til helikopterlandingsplads, fortæller han.

I årenes løb har Kurt Ørum tjent ganske mange penge på sin kampform. Så mange, at han altid har kunnet leve op til sit mål om ikke at skylde penge væk.

Og så mange, at han nu sammen med sin revisor arbejder hen imod at stifte en fond, der skal komme udøvere af dai ki haku over hele verden til gode.

Selv føler han sig ikke fristet til at bruge løs af pengene.

»Jeg er henrykt over, at jeg nu i tyve år har kunnet leve af det her. Men jeg ville også gøre det for en lille fagforening. For mig betyder det alt, at mine mål i livet foreløbig er nået, og at jeg hele tiden kan hjælpe nye mennesker i gang med det samme. Det er mit bidrag til verdensfreden.«