»Der er jo ingen grund til at bruge­ penge på at shoppe, når jeg alligevel­ skal dø om lidt«

Første gang, Karina fik brystkræft, var hun gal over, at hun måske ikke ville kunne få børn i fremtiden. Anden gang var det pludselig ikke så vigtigt med de børn, for da var hun bange for at dø selv.

Da hun opdagede knuden i armhulen, satte hun sig ned i badet og græd. For Karina Hansen var der ingen tvivl: Brystkræften var kommet tilbage, og nu døde hun. Lige om lidt. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For et år siden fik 33-årige Karina Hansen nye silikonebryster. 17-årspigebryster, som var større, end da hun var 17. Flotte, hvis hun selv skal sige det. Hun havde en kæk korthårsfrisure, det var godt vejr, og hun skulle på ferie. Snart skulle hun begynde at arbejde på fuld tid igen.

»Nå, det var så brystkræft, tænkte jeg. Det var virkelig nederen, men nu er jeg stærkere. Videre!«

Det var forår, og der var halvmaraton i København. To af hendes bedste venner løb, og Karina skulle ned på Østerbrogade, nedenfor lejligheden på 4. sal, hvor hun har boet snart sagt altid, og huje. Men da hun stod ude i badet mærkede hun, det, lægerne havde overbevist hende om, nærmest var en umulighed: En knude under armen, dér hvor det gamle ar sad.

»Der kunne sikkert være tusind forskellige årsager, men jeg vidste det med det samme: Det er kræft, og nu dør jeg! Så jeg blev virkelig, virkelig bange. Og så satte jeg mig ned for at tude, blev alt for forsinket og tudede noget mere.«

I dag er der kun få, der dør af brystkræft, det siger alle brochurerne. Og det ved Karina Hansen om nogen. En gentest viste efter første omgang, at hun bærer genfejlen BRCA1 og dermed har 80 pct. risiko for at få sygdommen. Det var derfor, hendes bryster blev fjernet via en såkaldt dobbelt mastektomi først på året og erstattet af implantater. Samme type indgreb som den amerikanske skuespiller Angelina Jolie fik foretaget omtrent samtidig, nemlig en omfattende operation der fjerner de ellers raske bryster for at forebygge risikoen for at få kræft. Det burde altså ikke være teknisk muligt for Karina at få tilbagefald. Så knuden, vidste hun, var virkeligt dårligt nyt.

»Men jeg syntes, det var svært at græde på forkant, for jeg vidste ikke, om jeg havde lov. Så jeg tog makeup på, gik ned på gaden, heppede på mine venner og sagde ikke et ord.«

Det var lørdag 29. marts, og der var ikke åbent på hospitalet. Så efter maratonet ringede hun til brystkirurgen, som hun kender en smule privat. Lægen sagde, at det nok var lymferne, der var hævede, at hun ikke skulle bekymre sig, men at hun selvfølgelig skulle komme ind til en kontrol. Hospitalet havde allerede en biopsi liggende fra arvævet, som blev taget rutinemæssigt et par uger tidligere, og lægen forklarede, at man alligevel ikke kunne gøre noget, før man havde svar på biopsien. Hvis der mod forventning skulle være noget i den, skulle hun nok ringe. Det trøstede.

Ferien med vennerne i Malaga var en god adspredelse. Når hun legede med gudbarnet på to, glemte hun næsten knuden.

Artiklen fortsætter under billedet

Da hun opdagede knuden i armhulen, satte hun sig ned i badet og græd. For Karina Hansen var der ingen tvivl: Brystkræften var kommet tilbage, og nu døde hun. Lige om lidt. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

»Det var først, når jeg skulle sove, at jeg græd. Jeg græd mig selv i søvn hver aften. Og så vågnede jeg om morgenen og tog mig sammen. Jeg syntes ikke, jeg kunne tillade mig at være rigtigt ked af det. For hvad nu, hvis ikke der var noget, så havde jeg pisket en stemning op uden grund. Det ville jeg ikke have siddende på mig.«

Da lægen ikke havde ringet fredag i Malaga, vidste Karina, at der var noget galt. Så ville der jo blive behov for den samtale, som kirurgen, for en god ordens skyld, havde booket til mandag morgen. Det er sjældent gode nyheder, når de skal overbringes ansigt til ansigt.

Læge med tårer i øjnene

Så blev det endelig mandag 7. april, og Karina åbnede døren til klinikken.

»Lægen kiggede på mig med tårer i øjnene og sagde: »ja ...«. Da brød det fuldstændig sammen for mig. Indtil da havde jeg haft en flig af håb, men dér var det slut. Nu vidste jeg, at det var nu. Vi fik en rigtigt god snak om, hvad der nu skulle ske, og hun havde ordnet det hele og lagt en plan. Men sekundet jeg trådte ud fra samtalen, kom dødstankerne rigtigt.«

Hvilken kirke skulle hun begraves i? Skulle det være der, hvor hun var døbt, eller den hun var konfirmeret i? Karinas bedsteforældre var begravet i den ene, og hun tænkte, at det kunne være fint at ligge der sammen med dem. Under alle omstændigheder ville det blive anderledes.

»Jeg forestillede mig, at der sikkert ville komme rigtigt mange til begravelsen, for jeg er jo ung, så jeg ville sørge for, at det ikke blev alt for sørgeligt. Jeg syntes, en af mine veninder skulle synge en sang.«

Lægen havde booket scanning næste dag og operation om onsdagen. Det hele lå klar. Brystkirurgen gjorde den værste samtale i Karinas liv tålelig, og med lillesøster ved sin side klarede hun den hjem fra hospitalet.

Den tanke, der fyldte mest, var dog ubehaget ved at skulle fortælle moren nyheden.

»Hun ville næsten ikke kunne bære mere, det vidste jeg. Så jeg ville ikke ringe. Det var helt sindssygt for mig at skulle fortælle dem, at jeg var syg igen. Jeg trak det så længe, jeg kunne; ventede på at min mor skrev en SMS til mig og spurgte, om alt var gået godt. Så blev jeg nødt til at ringe. De brød fuldstændig sammen begge to. De kender også oddsene. Jeg kan stadig høre dem blive helt stille i telefonen og min mor sige »nej, nej …«.«Da Karina var yngre, spøgte hun altid med, at hun ikke ville nå at blive gammel. Hun ville blive spist af en tiger, og så kunne det være lidt sjovt, når folk spurgte, om de kunne huske hende dér Karina – nårh ja, hende der blev spist af en tiger. Det ville være vildt.

»Jeg synes, det bed mig lidt i numsen, at jeg havde været så kæk, for nu kunne det være, at jeg ville blive en af dem, der skulle dø ung. Pludselig syntes jeg, at alle sange passede på min situation. »Still not too old to die young …« Det ville blive mig lige om lidt.«

Hun inviterede sine venner hjem til fest, så sad de og drak, og alle kunne stille spørgsmål, og de snakkede. Karina græd ikke. Men hun græd, da de gik. Hun græder kun, når hun er alene.

Det var en vild periode. Der blev drukket utroligt mange sjusser. Alt det broccoli, hun havde spist, og alle de fiskepiller og alt det træning, hun havde dyrket igennem livet. Hvad havde hun gjort for at fortjene dette?

»På et tidspunkt tænkte jeg, at det er også dumt, at jeg køber noget nyt tøj, for det kan jo ikke betale sig. Der er jo ingen grund til at bruge penge på at shoppe, når jeg alligevel skal dø.«

Da det blev efterår, og hun blev færdig med kemoen, spurgte mange, om de skulle fejre det.

»Det skal vi overhovedet ikke, sagde jeg. Vi fejrede det sidste gang, det gik ikke særligt godt, så vi skal ikke fejre det igen. Jeg har skrevet »cancer survivor« på Facebook og fået masser af likes og søde kommentarer. Dét gør jeg bare aldrig mere.«

Første gang var hun gal over, at kræften kunne gå ud over hendes fertilitet. BRCA1-genet påvirker ikke kun brysterne, men kan også angribe æggestokkene, som det derfor også kan være nødvendigt at skære væk. Anden gang var det pludselig ikke så vigtigt med de børn, for da var hun bange for at dø selv.

En bunke af parykker

Man forestiller sig, at noget så stort i ens liv vil få én til at bryde det hele op, gentænke tilværelsen, leve til det fuldeste. Og så sker der lige præcis det modsatte: Man går tilbage til sit projektkoordinatorjob i ejendomsinvesteringsfirmaet, arbejder for meget og gør præcis de samme ting som før. Var det ellers ikke den type skelsættende øjeblikke, der skulle få folk til at dyrke ekstremsport eller blive frivillige i Afrika?

I soveværelset ligger en bunke parykker. De lange har lidt tykkere hår end Karinas eget. De korte ser underligt unaturlige ud, synes hun. Første gang, kemoen fik hende til at tabe håret, gik hun ind til frisøren, barberede håret af og trådte ud med en ny identitet. Denne gang bruger hun dem ikke, gider ikke længere gå rundt og være klædt ud.

»Jeg synes nærmest, det med håret er det værste. Det er det eneste, som blander andre folk ind i sygdommen. Så er det lige meget, at ham nede i Joe & The Juice siger, at jeg ser godt ud. Jeg føler alligevel, at jeg er et dårligt catch

Sådan ser andre hende ikke, medgiver Karina. Hun er høj, slank og veltrænet, har markerede høje kindben og et bredt smil. Under den sorte hue, hun stadig ikke har sluppet helt, er håret så småt begyndt at pible frem.

»Når jeg ser mig selv udefra og forestiller mig mit eget billede, ser jeg ikke sådan ud. Så ligner jeg mig selv, som jeg så ud, før jeg blev syg. Hvor jeg ikke havde falske øjenvipper og tegnet mine øjenbryn. Hvor jeg havde hår på mit hoved. Og mine største udfordringer var, hvordan jeg skulle få råd til at gå på tøjudsalg.«

Første gang, hun fandt en knude, sagde hun det heller ikke til nogen med det samme. For var det ikke meget normalt at tænke sådan, når der var så meget kræft omkring én? Hun tænkte, at hun i forvejen fik alt til at handle om sig selv og ville ikke skabe et show.

»Jeg er utroligt god til at ignorere virkeligheden og gå ud af den og lade som om. Det kan jeg. Fuldstændig lade som om det ikke er der. Kun når jeg ser refleksionen af mig selv i spejlet, tænker jeg: Det havde jeg glemt. Jeg havde glemt, at jeg ser sådan ud. Men jeg er nok ret privat. Jeg kan simpelthen gemme det til senere.«

Forsøger at bevare troen

De første måneder efter marts-lørdagen i badet sygner hen i vrede og fatalistiske aftendrømme. Men i løbet af sommeren holdt de mest morbide tanker langsomt op. De fortog sig, da håret røg af igen, og Karina var i gang med strålebehandlingen. Så handlede det bare om at klare det. Man kan ikke være i krise i så lang tid. Man bliver nødt til at holde op på et tidspunkt.

»Jeg kan i hvert fald slet ikke være ked af det så lang tid ad gangen. Jeg kan ikke blive i det. På et tidspunkt går det over. Så kan det ramme mig, når det bliver mørkt, eller når jeg vasker op. Så tager jeg en tur, hvor jeg bliver ked af det og gal og afmægtig og sætter mig på gulvet og tuder.«

Lige nu er hun sygdomsfri. Men hun er sygere indeni. Der er blevet stjålet to år af hendes ungdomsliv, fordi alt har stået på standby.

»Jeg føler mig som en skal. Det kan godt være, at folk er rigtig søde og siger, at jeg ser dejlig ud. Sådan har jeg det bare ikke. Jeg føler lidt, at jeg har fået et lavere topniveau for lykke. Jeg kan bare ikke blive helt så glad. Det er nederen at have silikonebryster, og at jeg ikke kan få børn på helt samme vilkår som andre. Jeg er af natur glad og afslappet, men nu er jeg bange for, at jeg vil bære på en lille angst resten af livet, at jeg bliver dårligere til at slappe af.«

Det er ikke, fordi hun ikke går i byen eller til julefrokoster. Hun er også for længst begyndt at shoppe igen. Om lidt er strålebehandlingen overstået. Så er der kun kontroller tilbage. I lægefagligt sprog er Karina rask. Der er længere mellem tudeturene, og snart skal hun arbejde fuld tid igen.

»Det er lang tid siden nu, at det var så mørkt. Sådan har jeg det ikke mere. Jeg tror, jeg er rask, og jeg tror ikke, jeg skal dø,« siger hun.

»Men jeg tør ikke omfavne det, for jeg har lært af skade, at det er farligt. Der kommer ikke til at være nogen fest denne gang. Men jeg prøver at tro på det. Jeg tror, det bliver bedre, når mit hår vokser ud igen.«