Ting hængt op i fiskesnøre (som for eksempel Refik Anadols glasfiber-hjerne-projekt) og plancher med mange, mange vage ord er de to altoverskyggende temaer ved årets kæmpestore arkitekturbuffet, den internationale arkitekturbiennale i Venedig.
Udstillingen, der finder sted hvert andet år, er verdensarkitekturens helt store fest. Det er her, alle møder op. Enten for at udstille eller for at se og møde og diskutere arkitektur og arkitekter og verdens almindelige tilstand.
300 meters vage ord
Biennalen består både af en kurateret international udstilling og af en lang række nationale pavilloner, der på forskellig vis forsøger at supplere den store udstilling. Som konceptudviklende chef for hele butikken udnævner biennalemyndighederne til hver udstilling en hovedkurator.
Det er ham (eller hende eller dem), der finder på udstillingens overordnede tema, og som forfatter det spørgsmål eller budskab, som alt på udstillingen på en eller anden måde forsøger at forholde sig til.
Til årets biennale, der egentlig skulle have været afholdt sidste år, var valget faldet på lederen af MITs arkitekturprogram, libaneseren Hashim Sarkis. Sarkis som er uddannet i USA, og som har været professor og underviser gennem hele sin karriere, har slået et meget stort brød op.
»How Will We Live Together?« er det overordnede spørgsmål, han ønsker at belyse, og de projekter, han har inviteret ind for at hjælpe sig med at stille spørgsmålet, er stort set alle sammen projekter, der under ét er overbeviste om, at Jorden er ved at gå under.
Han mener, at vi har brug for en ny social kontrakt – og at denne sociale kontrakt naturligvis skal udvikles af arkitekter. Den nye pagt skal inkludere og udtrykke alle de dagsordener, som fylder mest i dagens aviser: klimakrise, biodiversitetskrise, migrantkrise, ulighed, fattigdom, sult, etnisk undertrykkelse, LGBTQ, flydende kønsbevidsthed og i det hele taget flydende bevidsthed af enhver slags.
Ambitionen er ædel, men desværre er det, som om Hashim Serkis har glemt, at arkitekter mest er praktikere. Når de skal prøve at formulere noget om verdens almindelige hæslighed og altings snarlige undergang, bliver det i bedste fald banalt og i værste fald opstyltet, pseudointellektuelt, dårligt formuleret nonsens.
Ikke ordmennesker
Man skal læse meget på årets udstilling, men efter at have tvunget mig gennem et par plancher følte jeg, at enhver tekst uden problemer kunne udskiftes med enhver anden tekst i udstillingen. Ingen ville opdage problemet, for de ord, der følger projekterne, er så luftige og meningstømte, at de lige så godt kunne have været genereret af en algoritme (hvad jeg faktisk tror, at de er). Det er altid noget med at »udforske« hvordan man »medierer« et »rum«, men aldrig noget, der fortæller den trætte besøgende, hvad de tre ord overhovedet betyder.
Men nuvel, arkitekter er som sagt ikke ordmennesker, og dårlige tekster er der på alle biennaler – problemet denne gang er, at der heller ikke er noget god arkitektur. Og det plejer der trods alt altid at være på Biennalen.
Hashim Serkis har bevidst undladt at invitere den internationale arkitekturs største stjerner, så den sædvanlige parade af nye projekter fra Jean Nouvel, Sanaa, Wang Shu, og hvad de nu hedder allesammen, får vi ikke. I stedet er der masser af projekter af yngre arkitekter og studerende, og det er et ædelt og fremadskuende greb, men også problematisk, fordi deres fravær gør det tydeligt, hvorfor de berømte arkitekter er blevet berømte.
Evnen til både at tænke radikalt nyt og samtidig holde fast i arkitektens fremmeste evne som formgiver er med andre ord ikke noget, der kommer nemt til alle. For eksempel udstiller universitetet i Stuttgarts Institute for Computational Design et nyt bud på en bærende konstruktion baseret på et glasfibernet.
Med deres netstruktur kan de lave bærende etagedæk med en materialevægt på kun 9 kg. pr. kvadratmeter. Det er jo imponerende. Problemet er bare, at resultatet af deres anstrengelser er meget grimt og helt uden æstetisk appel.
Og sådan bliver det ved ned gennem den altid fantastiske rebslagergang i det gamle værftsområde, hvor halvdelen af udstillingen finder sted: Masser af ting, der er OK interessante, men helt uden det, man plejer at forbinde med begrebet arkitektur, som siden antikken har været en syntese af struktur, formål og skønhed (eller firmitas, utilitas og venustas, som det hed hos arkitekturteoretikeren Vitruvius).
Jorden går under
I anden halvdel af den kuraterede udstilling, som foregår i Biennale-palæet i Giardini-området, går tingene fra slemt til værre. Her handler alt om at beskrive de mange måder, verden er ved at gå under på.
Også her mødes man af en sky af objekter hængt op i usynlige liner. Effektfuldt, men så heller ikke sjovere, når man nu har set tricket i brug fire gange allerede. Her er historier om overurbanisering, migrantkriser og meget, meget mere.
Det hele hviler på den præmis, at vi nu er gået ind i den antropocæne tidsalder. Altså den tid, hvor menneskets handlinger ændrer hele klodens geologi og dermed hele biotopen. Det er tung kost, og selvom alle de problemer, der tages under behandling, er reelle nok, og selvom enhver ved, at vi bliver nødt til at gøre noget nu, så forlader man Hashim Serkis udstilling med en deprimeret følelse af, at arkitekterne har givet op.
De (vi, jeg er jo selv arkitekt) kan pege på problemerne, men på Biennalen er der forbløffende få reelle bud på løsninger – altså virkelige løsninger, der ikke bare handler om at printe følelser i glasfiber eller »mediere« nogle »rum«.
Det hele minder en midaldrende anmelder som undertegnede om hans grønne ungdom i de marxistiske 1970ere. Dengang var der også blandt mine jævnaldrende en altomfattende følelse af, at Jorden var ved at gå under, og alle diskussioner blev foretaget med den præmis som uformuleret udgangspunkt. Dengang kaldte vi det »systemet«, og det måtte bekæmpes med kollektivisme, økologi og hash.
Hashrygningen er vist forsvundet, men de andre strategier synes stadig at være de mest populære. Meget typisk var det da også et vaskeægte kollektivistisk BZ-projekt fra tyske Raumlabor, der vandt årets pris for bedste bidrag til den kuraterede udstilling.
Et bidrag, der havde set nøjagtigt ligesådan ud, hvis det var blevet lavet i 1971 og ikke i 2001. Der er med andre ord ikke meget håb at hente hos arkitekterne. Men der er dejligt i Venedig, og om ikke andet kan årets Biennale fungere som en platform at starte fra: Lad os lave noget fremtidsarkitektur!
How Will We Live Together?
Den 17. internationale arkitekturbiennale i Venedig.
Kurateret af Hashim Sarkis og organiseret af La Biennale di Venezia
Arsenale, Giardini og Forte Marghera
Til 21. november
Åben hver dag mellem 10 og 18
