»Der er alt for mange mænd, der bruger en magt, de slet ikke har ret til«

Få ting kan gøre Roxy så vred, som når kloge muslimske piger dropper at gøre karriere for at gå hjemme og passe hus. Hun er praktiserende muslim, og hendes budskab til døtrenes generation er klart: »Jeres mødre har kæmpet hårdt for jeres frihed – brug den!«

48-årige Rukhsana Bibis – som alle kalder Roxy – har været forelsket i James Dean, siden hun var teenager. Det giver kilde til meget sladder i omgangskredsen, hvor en fjer har det med at blive til fem høns, men det er den dansk-pakistanske kvinde ligeglad med. Hverken hun eller hendes muslimske døtre skal ligge under for det nydanske rygtesamfund eller misforståede fortolkninger af islam, siger hun. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da vennerne til Rukhsana Bibis forældre hørte, at den unge muslimske pige havde fået lov til at gå til svømning, gik der et ramaskrig igennem det pakistanske rygtesamfund på den Københavnske vestegn: Havde de da slet ikke styr på datteren? Hvad var det næste: At hun skulle uddanne sig og have en dansk mand??

Det var i 1970erne og Roxy, som alle kalder hende, og hendes forældre var lige kommet til Danmark fra Pakistan.

»Min mor var feminist uden at vide det, for hun tog virkelig mange kampe imod den gammeldags kultur,« siger Roxy, da vi mødes i hendes hjem i Taastrup.

Kampe imod dem, Roxy kalder »landsbyonkler– og tanter«, der mente, at det var uanstændigt, at datteren dyrkede sport, blasfemisk at hun fik lov til at få kristendomsundervisning, og nærmest utilstedeligt at hun tog en uddannelse.

I dag er den 48-årige dansk-pakistanske kvinde mor til tre døtre og to sønner i aldrene 14 til 21 år, fuldtidsarbejdende læge­sekretær, medstifter af den frivillige børneklub Pangæa, frivillig i vågetjenesten og medlem af integrationsrådet i Høje Taastrup Kommune.

For to år siden blev hun nomineret til Integrationsministeriets pris for »Årets nydanske forælder«. Og senest er hun blevet noget nær kult på de sociale medier efter sin deltagelse i DR’s selfie-dokumenter »Muslimske pigers dagbog«, hvor tre af hendes døtre har filmet sig selv og deres liv.

Knuser hendes hjerte

Temaet for vores interview er, hvordan forældregenerationen ser på opblomstringen af et nydansk ungdomsoprør: Hvad siger hun som mor til de friheder, unge tager sig i dag? Er der en frigørelseskamp mod de konservative forældre i gang? Men Roxy indleder med at vende præmissen på hovedet:

»Jeg bliver så sur, når kloge og seje muslimske piger knokler i flere år, men ender med ikke at bruge deres uddannelse, fordi samfundet eller familien ikke accepterer dem. Tager små kontorjob, selv om de er uddannede jurister. Kaster den frihed, som vi har kæmpet for, over bord. Intet kunne knuse mit hjerte mere, end hvis en af mine piger, som knokler så hårdt i skolen, blev så hovedløst forelsket, at hun besluttede sig for bare at føde en masse børn, sidde hjemme og blive husmor.«

Der er måske nok et oprør, men i nogle kredse også en mere konservativ adfærd, siger hun. Og hendes budskab til den unge generation af muslimske piger er klart:

»Jeres mødre har kæmpet hårdt for jeres frihed – brug den!«

Blev skilt fra dominerende mand

Prisen for at underkaste sig en mand, kender hun nemlig kun alt for godt selv.

Efter en frigjort barndom og opvækst blev Rukhsana Bibi som 25-årig gift med en af sine fætre fra den pakistanske landsby. Da fætteren kom til Danmark, fik han et kulturchok. Han ville ikke acceptere, at Roxy gik til fødselsdage eller mødtes med sine veninder. Arbejde måtte hun gerne, men kun hvis hun kom direkte hjem.

Med årene blev fætteren – der nu var ægtemanden – stadig mere kontrollerende, og siden kom også den fysiske vold. Han bestemte, hvilket tøj Roxy måtte have på, og hvornår hun måtte gå ud af døren. Små fejltrin udløste voldsorgier mod hende og børnene. Men hver gang hun gjorde tilløb til at gå fra ham, var der altid nogle landsby­tanter, der agerede mæglere – for var det nu ikke bedst for en ærbar muslimsk kvinde at forblive gift med sin mand?

Først da Roxy var højgravid med deres yngste datter, og han endnu en gang begyndte at tæske løs på hende på grund af en banalitet, blev parret skilt, og Roxy fik den fulde forældremyndighed.

»Profeten Mohammed lærte os, at »den mest perfekte i troen er ham, som er bedst i sin adfærd, og den bedste er jer, er den bedste mod sin hustru«,« recitererer Roxy. Hendes eksmands opførsel har intet at gøre med Islam, understreger hun igen og igen.

»Den status, som kvinder i Europa har kæmpet for de sidste par hundrede år, fik de i det islamiske system for 1.400 år siden. Islam er i virkeligheden luksus for kvinden, for hun har både høj status og mange rettigheder. Sådan er virkeligheden desværre bare ikke. Der er alt for mange mænd, der bruger en magt, de slet ikke har ret til. Derfor har jeg for længe siden sat mig for, at mine døtre aldrig skal lade nogen begrænse dem i noget som helst.«

Åh, den kærlighed

Så Roxys tre døtre svømmer, arbejder frivilligt, er ude med veninderne. Lever et frigjort og selvstændigt liv. Da den mellemste datter for nyligt kom hjem og fortalte, at hun hellere måtte tage løsere tøj på i skole, fordi en af drengene havde kommenteret hendes figur, synes Roxy mest af alt det var underligt.

»Hvorfor sagde du ikke bare tak?« spurgte hun datteren.

»Vi lever i Danmark, hvor drenge og piger er vant til at se hinanden uden så meget tøj på. Unge, der er vokset op her, har rene hjerter. De er ikke som landsbyens mænd, der savler, bare de ser et skinneben. Jeg er sikker på, at drengen ikke tænkte så meget over det, så det skal min datter selvfølgelig heller ikke. Hun skal ikke ligge under for landsbytanternes trang til at evig og altid at gøre en fjer til fem høns.«

Roxys to ældste døtre går med hijab. Men ikke på moderens initiativ. Hun er stolt og glad over, at døtrene som hun selv er praktiserende muslimer, men kunne aldrig drømme om at dømme deres påklædning. Hendes børn har lige så meget frihed, som alle andre unge, siger hun.

Altså ind til vi kommer ind på det med kærlighed.

Kunne de have også kærester, hvis de ville?

Roxy vrider sig.

»Åh… det er et svært emne. Hvis du spørger mig direkte, så nej. Jeg ved også, at mine døtre aldrig ville gøre det, for de er så rettroende. Du må forstå: I vores kultur bliver det nemt stemplet som noget negativt, hvis en pige har haft kærester og senere skal giftes ind i et ærbart hjem. Men mine sønner….«

Roxy holder pause.

»Jeg har også forklaret dem, at det er forkert, selvfølgelig. Men jeg ved, at den ældste har haft danske kærester, og jeg kan jo ikke standse tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men jeg er vokset op med, at det er mere i orden, at drenge har kærester. Men jeg ville også synes, det var bedst, de ventede, til de blev gift.«

Men det er jo slet ikke udtryk for den kvindefrigørelse og ligestilling, du lige har talt om?

»Det er rigtigt. Det er virkelig uretfærdigt og gammeldags. Og jeg forstår godt, hvor du vil hen med det. Men du må tænke på, at vi altså allerede har rykket os rigtig langt.«

Ikke uden forældrenes velsignelse

Da Roxy var ung, var arrangerede ægteskaber for eksempel normen, og det var utænkeligt at blive gift med nogen fra en anden etnicitet. I dag forelsker herboende nydanskere med rødder i Tyrkiet, Pakistan, Irak og Somalia sig på kryds og tværs – med forældrenes velsignelse.

»Det viser netop, at de unge i dag gifter sig af kærlighed,« siger hun.

Men de skal stadig have forældrenes velsignelse og ring på fingeren, før de må kysse i offentlighed?

»Ja, det skal de altså. Det kan godt være, det er gammeldags, men som rettroende muslim tror jeg altså ikke på kæresteri. Jeg ville aldrig vende mine børn ryggen, hvis en af mine døtre fik en kæreste, men jeg ville blive ked af det og ville synes, at det var synd for hende, for hun ville få det svært.«

Det er et kildent emne og fuld af minefelter at tale seksuel frigørelse med en rettroende – muslim eller kristen, nydansker eller ej. For selvfølgelig kan man ikke bremse tiden, og Roxy er ikke i tvivl om, at der foregår mange ting bag forældrenes rygge.

Men det er ikke alle oprør, der tåler dagens lys, før de er fuldmodne. Og det bliver altså ikke med hende som heppekor, hvis døtrene – imod al forventning – skulle slå sig løs og eksperimentere med kærestri før ægte­skabet.

I 1970erne og 1980erne måtte hun og hendes veninder kæmpe for basale, sociale rettigheder såsom uddannelse og arbejde, som i dag er en selvfølgelighed for de unge. I dag går de unge så igennem samme tortur, når det gælder de forbudte forelskelser og retten til fri kærlighed før ægteskabet. Og sådan kræver det måske en generation at blive fri for alle kulturelle bånd.

»Dem, der ikke måtte uddanne sig, har kæmpet ekstra hårdt for deres børns ret til uddannelse. Og jeg tror også, at de unge i dag, som ikke tør handle på deres forelskelser, engang om 20 år vil kæmpe for deres børns ret til at udleve deres kærlighedsdrømme,« siger hun.

Lang kamp venter forude

Er det et oprør? Måske, men som med alt andet kræver det tid.

»Se bare: I dag siger alle, at det er normalt, at muslimske kvinder uddanner sig. Det ville ingen have troet for 40 år siden. I dag siger alle, at det er normalt, at nydanskere gifter sig på tværs af etniske skel. Det ville ingen have troet for bare ti år siden. Hvem ved? Om 20 år er det måske normalt, at en hijab-pige bliver gift med en blond muslim.«

Og kæresteri før ægteskabet?

»Åh,« siger Roxy.

»Det ved jeg ikke. For de rettroende tror jeg altså aldrig, at det vil blive accepteret. Det vil i hvert fald tage mindst 100 år endnu.«