»Der bliver aldrig skrevet om alt det gode«

For ti år siden sagde man, »kom og spil fodbold«, og så kom alle, undtagen et par stykker, som stod og røg smøger. I dag er arbejdet med at få de unge i Slagelses ghettokvarter på ret spor blevet tungere og hårdere. Det samme er borgmesterens hovedpine.

Små piger leger foran boligblokkene i Slagelses store boligblokvarter Ringparken. På en solskinsmandag ligner området alt andet end en udfordret ghetto. Slagelses borgmester satser på at få Ringparken af regeringens officielle ghettoliste i løbet af nogle år - og de beboere, Berlingske har mødt, er hverken utrygge eller bange for at færdes i området. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I skal ikke være her. Og I skal slet ikke have det kamera med!«

Fotografen har begivet sig hen på basketballbanen for at fange et par hverdagsbilleder af livet i Nordbyen, men de tre robuste unge mænd får hurtigt jaget os væk.

Vi er taget til Slagelses ghettokvarter Ringparken for at lede videre efter forklaringen på paradokset: Hvorfor Sydvestsjælland klos op ad København har udviklet sig til et udsted – og med Slagelses borgmesters egne ord er blevet »indhentet af fremtiden«.

»Nordbyen er det sorte får. Når man fortæller folk, at man bor her, tror de, det er farligt,« siger Mona Larsen, en af projektmedarbejderne på stedet, der selv bor i de sociale boligbyggerier.

Der bor også en journalist i området, fortæller hun, som kun »skriver om ildebrande.« Det er en af grundene til, at flere af beboerne hader medierne.

Og det er rigtigt: Laver man en hurtig søgning på Nordbyen i lokalavisens artikeldatabase, dukker der stort set kun negative historier op: »Gamle kendinge sørgede for ballade i Nordbyen«, »Kastede sten efter motorcykler«, »Bil brændt«.

Engang var der sågar en historie om en kat, der var død i en af lejlighederne – underforstået at nogle af de unge ballademagere havde dræbt og tortureret den. Senere viste det sig, at det var en gammel, ærkedansk pensionist, der havde glemt at give den mad og drikke.

»Der bliver aldrig skrevet om alt det gode,« sukker Mona Larsen, der sidder sammen med Gurli Nielsen og en gruppe etniske kvinder inde i beboerhuset og laver håndarbejde. Mandag formiddag er der nørkleklub for kvinderne i kvarteret. Andre dage er der fodboldturnering, pigeklub, stolegymnastik, lektielæsning og dansk undervisning for tosprogede.

»Oasen« hedder stedet, der blev bygget som en del af områdets boligsociale helhedsplan i 1999, og her arbejder små ti medarbejdere dagligt for at vende Ringparkens ry og holde de unge beskæftiget med noget opbyggeligt og lovligt, så de ikke forfalder til at lave ballade.

Borgmesterens hovedpine

På en solskinsdag ser Ringparken både nydelig og hyggelig ud. De 20 ens boligblokke er kun fire etager høje, så byggeriet virker ikke massivt. Og ud over de tre intimiderende fyre på basketballbanen er alle, Berlingske støder på, søde og imødekommende.

Alligevel er forholdene i Ringparken ifølge byens borgmester, Stén Knuth (V), den største af alle byens pinsler. Eller måske i virkeligheden kondenseringen af mange af områdets socioøkonomiske udfordringer i ét og samme boligkvarter:

»Det er den, der giver mig størst hovedpine og det, jeg står op hver morgen for at kæmpe for at ændre,« siger borgmesteren.

Ser man på statistikkerne, forstår man, hvad venstrepolitikeren mener: Ingen steder er ledigheden så høj og uddannelsesgraden så lav. På centrum-venstre-tænketanken CEVEAs socioøkonomiske danmarkskort, der puljer en række parametre såsom husstandsindkomst, arbejdsløshed, uddannelse og kriminalitet, falder Slagelse ud som nr. 92 af 98 kommuner. Kvarteret omkring Ringparken, der er på regeringens officielle ghettoliste, er et af dem, der for alvor trækker ned. Det er derfor, Berlingske er taget på besøg.

I en mellemstor provinsby med langt lavere befolkningstæthed end København har ghettoudfordringerne det nemlig med at fylde mere, end deres omfang måske berettiger til.

For selv om udkantskommuner netop har et stort opland, hvor det er muligt at sprede byens socialt udfordrede borgere og dermed sikre en vellykket integration, er den klare tradition at samle dem i boligblokke i centerbyen, som altså her i Slagelse.

København har nok Mjølnerparken og en række andre udsatte boligområder. Men der er samtidig en koncentration af veluddannede, højtlønnede danskere, der trækker byen op. I provinsbyer, der i forvejen er udfordret af lav vækst og ringe uddannelsesniveau, tynger ghettoerne mere i regnskabet.

Da den lokale folkeskole, Nørrevangsskolen, blev færdigbygget med plads til 1.000 børn i 1972, var den symbolet på byens ekspansion og de nye, billige boliger. I begyndelsen af 1980erne udgjorde børn med anden etnisk baggrund 25 pct. af eleverne.

Siden flygtede stadig flere af de ressourcestærke danskere fra villakvartererne bag boligblokkene ind i byens privatskoler. For et par år siden udgjorde de nydanske børn over 75 pct., og kommunen valgte at lukke skolen og lade de 1.000 børn fra skoledistriktet køre med busser rundt til byens øvrige skoler.

Og skal man tro borgmesteren, ligger en vigtig del af nøglen til at få Slagelse ud af den socioøkonomiske bundplacering i at få bugt med problemerne i de udsatte boligområder.

»Det er hårdt arbejde. Men ambitionen er, at vi er ude af ghettolisterne om fem år,« siger han.

Rollemodeller giver mål i livet

Kl. er 11 om formiddagen på en mandag, og Ali sidder ude foran beboerhuset og slikker sol.

Hvorfor er den 17-årige ikke i skole?

»Jeg startede på 10. klasse, men det var ikke noget for mig, så jeg stoppede,« siger han fåmælt, da han har fisket høretelefonerne ud af øret.

I stedet arbejder han som medhjælper i en af Vestsjællandscentrets cafeer i centrum.

»Jeg tænkte, jeg gerne ville være kok. Men det vil jeg ikke alligevel. Nu vil jeg være stewardesse, fordi jeg synes, det er hyggeligt, når man er oppe og flyve og sådan.«

Hvordan vil du så blive det?

»Det ved jeg faktisk ikke. Det må jeg lige undersøge,« siger den unge fyr med hanekam og basketballtrøje.

»Altså, det er federe at arbejde, for så tjener man penge. Men det er bedre at få en uddannelse på et tidspunkt.«

Han tager høretelefonerne i øret og går. Så er audiensen slut, skal man forstå.

22-årige Moh Yussef står ved siden af og smiler. Den unge pædagogstuderende i pilotjakke er Alis rollemodel og coach, og selv om den unge fyr endnu ikke har en fremtidsplan, virker det til, han har lyttet.

For et par år siden var Moh Yussef en del af holdet af unge, der blev uddannet til ungecoaches. Nu giver han sine erfaringer videre til andre unge fra kvarteret.

»Rollemodelordningen er med til at bryde de usunde mønstre. For at hjælpe andre med at stille mål for deres liv og opbygge en rolle, skal man kunne gøre det for sig selv. Det er det, vi prøver at få de unge til,« forklarer han.

62 pct. af beboerne over 15 år i Ringparken har ingen anden uddannelse end grundskolen. For Slagelse som helhed gælder det 41 pct.

Sværere at fange unges opmærksomhed

Og opgaven med at afrette de unge er ikke blevet nemmere med årene, fortæller Mehmet Selo, der har arbejdet på Oasen i 15 år med at aktivere børn og unge i fritiden. Han har blå skjorte, gummisko og et erfarent ansigt, der udstråler stol-på-mig-jeg-vil-dig-kun-det-bedste.

»For ti år siden sagde man, »kom og spil fodbold«, og så kom alle, undtagen et par stykker, som stod og røg smøger og ikke ville være med. Siden har samfundsudviklingen gjort det sværere for os at fange de unges opmærksomhed,« siger han.

Særligt vintrene er hårde, for huset er ikke stort nok til alle, der gerne vil bruge det, når ikke udearealerne er i spil. Så begynder de rastløse unge at genere andre, og så blusser konflikterne op.

Men Oasen har også masser af succeser i banken, pointerer Mehmet Selo, med at tage de unge ballademagere i opløbet og også med at rette de kriminelle ud igen.

Som kommunen skriver i sin handlingsplan for området: »har Oasen en stor betydning for, at boligområdet fungerer som en god livsramme – på trods af den utryghed, som enkelte, primært grupper af unge, skaber.«

Mehmet Selos erfaring er entydig: Det handler om at begynde så tidligt som muligt. Får man børnene i nettet, når de er otte-ni år, kan man udstikke kursen og få sået frøene til, at de prioriterer skolen, interesserer sig for sport og får håb og mål i livet i stedet for at havne i »dårligt selskab«.

Derfor er mange af aktiviteterne i Oasen også målrettet de yngste beboere, og huset bliver i den grad brugt. I et område med mange firebørns-familier i 80 kvadratmeter store lejligheder er der ikke mange »heller« for de unge, som gerne vil have ro til f.eks. at læse lektier. Her er Oasen netop et fristed.

»Er udviklingen først gået skævt med en 14-årig, kan den stadig rettes op. Men det er meget svært,« siger han.

Medarbejderne snakker frem og tilbage. Nu skal jeg huske ikke kun at fokusere på det dårlige, siger de. Huske at skrive, at det er lykkedes Oasen at lave fodboldhold for tørklædeklædte piger og at tiltrække unge til uddannelsesbasar. Huske, at det kun er få af de unge, som laver ballade, og at der i det store og hele er dejligt og trygt, hvilket kommunens undersøgelser også viser, det går bedre med.

»Vi kan ikke styre, hvad de unge laver eller forbyde dem at ryge hash, når de er uden for Oasens lokaler,« siger rollemodellen Moh Yussef.

»Men vi kan gå foran med nogle gode eksempler og vise, hvad der kommer ud af at sætte nogle mål for fremtiden, så man kan finde en bedre retning for sit liv. Og det går rigtig godt for mange,« siger han.

I de kommende dage fortsætter Berlingske sin reportage for at undersøge, hvorfor Sjælland syd og vest for København er blevet indhentet af fremtiden. Vi besøger universitetet i Slagelse, som politikerne håber vil løfte uddannelsesniveauet og kaste nye nyttige skatteborgere af sig.