Dennis Kristensen går som KTO-formand efter strid

Intern splid i KTO får Dennis Kristensen til at trække sig som formand. Anders Bondo Christensen ny fungerende formand.

Uenighed i toppen af Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) får nu FOA's formand Dennis Kristensen til at trække sig som formand. Dermed skal der findes ny topforhandler, inden forhandlingerne om nye overenskomster for de offentlige ansatte går i gang i løbet af efteråret. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er indtil videre fungerende formand. KTO's forhandlingsudvalg mødtes torsdag og blev enige om en udtalelse, hvor politikerne bliver bedt om at blande sig uden om de kommende overenskomstforhandlinger. KTO's medlemmer har ikke noget imod ekstra penge til løn, men vil ikke have politisk indblanding i, hvordan pengene skal fordeles. FOA stemte imod udtalelsen.

- Som en konsekvens heraf er Dennis Kristensen fratrådt som formand for KTO, og næstformand Anders Bondo Christensen er fungerende formand, indtil bestyrelsen har foretaget konstitution, skriver KTO i en pressemeddelelse.

/ritzau/