Deniz begravet i Tyrkiet

16-årige Deniz Özgur Uzun blev fredag begravet i sin fars landsby i det vestlige Tyrkiet. Danmarks ambassadør fastslog, at der ikke lå racisme bag drabet.

Omkring 500 familiemedlemmer og officielle personer tog i dag afsked med Deniz Özgur Uzun, da han blev begravet i landsbyen Tatar i det vestlige Tyrkiet. Her stammer den 16-årige drengs far fra, og her havde forældrene besluttet, at begravelsen skulle finde sted.

Den danske ambassadør i Ankara, Jesper Vahr, deltog og gav udtryk for sin medfølelse med forældrene. Desuden understregede han, at det var vigtigt, at politiet havde fastslået, at der ikke lå racistiske eller islamofobiske motiver bag drabet.

Deniz Özgur Uzun blev overfaldet af tre unge danskere den 19. marts i Polensgade på Amager, da han var ude på sin avisrute. Han døde senere af sine kvæstelser.

/ritzau/