Den vrisne stjerne, det gamle talent og den introverte vinder

Håndboldherrene har endelig indfriet årtiers forventninger ved at komme i den OL-finale, som altid har været så tæt på i tanken, og så fjern i virkeligheden. Leif Mikkelsen, træner for 80ernes Bolsjedrenge, mener, det bl.a. skyldes træner Gudmundur Gudmundssons indadvendte væsen.

De danske håndboldherrer, OL i Rio 2016. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så lykkedes det endelig – det som generation efter generation altid har fået fortalt var muligt. Danmarks håndboldherrer er i den OL-finale, der altid har været så tæt på i forventningerne, men en evighed væk i virkeligheden. Men nu har de sendt en af de så populære high fives af sted til alle dem, der kom forud. Helt til Bolsjedrengene, der i Los Angeles i 1984 kunne så meget og formåede så lidt. Mikkel Hansen med sin sagte irritable vrissen, Landin med sin venlige snarrådighed, og det 31-årige oversete evighedstalent Morten Olsen, der har brudt, hvad må have føltes som en forbandelse af skader og uindfriet potentiale, er nået dertil, hvor alle kastene på støvregnsdage i provinsens håndboldhaller altid pegede hen: finalen.

Leif Mikkelsen, der har været en institution i dansk håndbold gennem mange år, mener, at det er et hold, der har rejst sig af asken fra tidligere OL-slutrunder.

»Jeg tror, de har haft en smerte i sig, efter at de som regerende europamestre floppede fuldstændig i Beijing og London i 2008 og 2012. Det måtte ganske enkelt ikke ske igen,« siger han.

Dengang troede vi også, som en nation af overstadige AGF-fans, at vi kunne erobre hele verden. Men chancerne blev forspildt, og den udgave af journalister, som man finder på de danske TV-stationer, gav knap så mange begejstrede high fives til vennerne på banen, som man kan konstatere, de gør nu.

En træner, der gør forskellen

En af dem, der for alvor gør en forskel på landsholdet, er den 31-årige playmaker Morten Olsen, der debuterede for et årti siden, men først nu er med ved sin første slutrunde.

»Han har været et kæmpe talent, men har ikke fået det bedste ud af det. Han er blevet holdt tilbage af skader og har måske ikke haft Ulrik Wilbeks bevågenhed, men Gudmundur Gudmundsson har troet på ham, og den måde han er gået ind og har taget det ansvar, han er blevet givet, er helt vidunderlig. Vi har pludselig fået en mand, der med sine indspil gør Mikkel Hansen og holdkammeraterne uendelig meget farligere,« siger Leif Mikkelsen.

Gudmundur Gudmundsson har været stærkt kritiseret for sine valg af spillere, men han flagrer ikke forvildet rundt som en kastebold mellem andres meninger. I stedet står han fast i en grad, som ville gøre Svend Brinkmann stolt. Leif Mikkelsen mener, den islandske træner har en kvalitet, som ellers sjældent bliver fremhævet som noget positivt i vores hæsblæsende konkurrencesamfund, men som gør ham til noget nær den perfekte til at stå med ansvaret midt i hele det enorme forvirrende OL-virvar.

»Gudmundur Gudmundsson viste allerede ved OL i 2008, da han skaffede sølv til det islandske landshold, at han er i stand til at holde fokus i så vanskelige omgivelser,som OL er. Det er et rent gedemarked, hvor Usain Bolt pludselig står ved siden af dig i madkøen. Indtrykkene og bevågenheden er enorm. Men Gudmundur Gudmundsson er et introvert menneske, der er i stand til at lukke alt ude, og deri ligger en kerne til stor fordybelse,« siger Leif Mikkelsen.

Fra fyraftens- til fuldtidsprofessionelle

Han var selv træner for det måske berømteste af alle herrehold, Bolsjedrengene fra OL i 1984. I de år blev kimen lagt til den generelle opfattelse af herreholdet som et særligt talentfuldt hold, der aldrig vinder, når det gælder.

Bolsjedrengene fra OL i 1984. Fold sammen
Læs mere

»Det var nogle helt andre betingelser. To tredjedele af mit hold var i gang med at tage en uddannelse eller i job. Vi var fyraftensprofessionelle, eller amatører rent ud sagt, mens vi var oppe imod topprofessionelle spillere fra de andre lande. Vi kunne slet ikke matche dem fysisk, men vi var et af de stærkeste hold i forhold til taktisk klogskab. Det var et meget veluddannet hold med en anseelig mental kapacitet,« siger Leif Mikkelsen.

I ganske mange år har det altid været væsentlig mere interessant at høre interview med mandlige håndboldspillere end med fodboldspillere, hvilket blandt andet skyldes, at pengene har været mindre, og ideen om uddannelse derfor aldrig har været fjern. Men nu er pengene så store, at de for spillere som for eksempel Mikkel Hansen er til at bygge en hel tilværelse på.

Det ændrer spillerne, og det er ikke nødvendigvis kun godt. Som Danmarks ferieramte EM-fodboldlandshold viste i 1992, og som Pernille Blume, der for en stund droppede svømning op til OL, understregede med sin guldmedalje, så er det vigtigt at have andet end sin idræt i livet.

»Det er en problematik, der gælder i al eliteidræt. Man kan se på f.eks. Sara Slott, der vandt sølv, samtidig med at hun lige var blevet mor, at det er vigtigt, at man henter ressourcer og indsigt fra andre steder end sin sport, og selv om nogle i håndbolden stadig holder sig i gang med uddannelse ved siden af, kan jeg godt blive en smule urolig for udviklingen, fordi de kan fokusere så ensidigt på deres sport, når de tjener rigtigt mange penge,« siger Leif Mikkelsen.

Men det er indtil videre kun en uro i fremtidens overflade. Lige nu er håndboldherrerne endelig i den finale, som alle kastene, finterne og tankerne har ledt frem til, siden de stod med benold i en hal i provinsen.