Den vilde Venstre-løve er tæmmet

Efter hårde ungdomsår med både bægerklang og alvorlig sygdom prøver Venstreløven Martin Geertsen at lægge stilen om. Men selv en voksen og ansvarlig kulturborgmester elsker at huje på Faxe-tribunen i Brøndby.

Den vilde Venstre-løve er tæmmet - 1
Som kulturborgmester prøver Martin Geertsen at opføre sig pænt: »Jeg går ikke over for rødt mere. Det må se idiotisk ud, når jeg venter ved Gammeltorv, mens alle andre pisker over.«<br> Foto: Liselotte Sabroe <p><br> Fold sammen
Læs mere

Interview

Det stærke sollys på Kongens Nytorv trænger kun svagt igennem de farvede vindusglas ned til et hjørnebord i Hviids Vinstue. Cigaretrøgen spiller i kulturborgmester Martin Geertsens ansigt, som blegt lysende understreger, at det udendørs ferieliv har måttet vente i år. Et interview over en kop kaffe ligner et velkomment afbræk fra bøgerne.

Det er 13 år siden unge Geertsen forlod de fædrende jorde på Lolland for at studere i København. Så det er på tide at blive færdig, selv om det afsluttende speciale koster mange sommerdage i skygge.

Statskundskaben har i årevis kørt på lavblus, mens Martin Geertsen til gengæld plejede sine politiske ambitioner og steg til tops på rådhuset.

»Men nu skal jeg sgu' i mål. Det irriterer mig grænseløst, at noget i min tilværelse er ufuldendt,« fastslår han med en pludselig med fast stemmeføring i skarp kontrast til en ellers flegmatisk attitude.

Hyppige og vilde nætter på Toga Vinstue sammen med andre fremstormende politikerspirer hører fortiden til. Nu fører en mere ansvarsbevidst Geertsen sig i stedet frem som gæst ved film- og teaterpremierer.

»I gamle dage kunne vi sidde på værtshuset til klokken fem om morgenen flere døgn i træk. Det orker jeg ikke mere. Og det gider jeg ikke mere.

Ansvaret tynger, indrømmer Martin Geertsen, der, før han blev kulturborgmester, dårligt nok havde besøgt et eneste af byens teatre. Men han nyder sin status som kulturboss og fortryder, at han ikke tidligere dyrkede kulturlivet noget mere: »Mit job er et privilegium og en personlig dannelsesrejse. Det er kommet så vidt, at mine venner beder mig holde kæft om teaterstykker på mindre scener i København.«

Mens opkomlingen har mødt bred anerkendelse for sit engagement i kulturlivet, står det småt til med de kulturpolitiske fingeraftryk. Ifølge Geertsen fordi overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) med talent har hugget Venstre-ideer og gjort dem til sine. Da Kramer indgik forlig om 22 mio. kr til idrætten, skete det bag om ryggen på kulturens borgmester, som også hævder, at Kramer har tyvstjålet hans forslag om afskaffelse af lukkeloven: »Han kopierer Venstres forslag og fremsætter dem selv med et halvt års forsinkelse. Det er klart irriterende. Men om rønnebærrene er sure, ved jeg ikke. Jeg har ikke fået lov at smage.«

Sidste år stod Geertsen til spanking hos Parkens bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, der i bogform rasede over, at kommunen overdrog Cirkusbygningen, som Parken havde drevet, til svenske Wallmans Saloner.

FCK-bossen betegnede Geertsen fra Lolland som en politisk letvægter og antydede, at han som erklæret Brøndby-fan havde et horn i siden på Parken og FCK. Sådan måtte det være, når nu Geertsen var set forlade vestegnen grædende efter et Brøndby-nederlag, mente Østergaard.

»Jeg har nu aldrig grædt over Brøndby. Men jeg har tit haft lyst til det. Enten af glæde, eller hvis de har spillet som en pose nødder. Man kan udskifte sin kone, sin bil og sin skjorte - men ikke kærligheden til sin fodboldklub. Jeg tror, at FCK med deres voldsomme opbakning her i byen har råd til, at jeg er Brøndby-fan.«

Så mens Søren Pind mænger sig i Parken med ministre og andre spidser til FCKs kampe, hujer Martin Geertsen fortsat sammen med gamle fadøldrikkende VU-kammerater på Brøndbys Faxe-tribune. En sammenligning han bruger som eksempel på forskelle i livsopfattelser mellem ham og Søren Pind: »Jeg er meget mere anarkistisk og afslappet af natur end han er. Søren bliver nok skidesur over at læse det, men han er ekstremt liberal og meget konservativ - en rigtig familieværdiernes mand.«

Som VU-formand i København var det Martin Geertsen, der styrede den jævnaldrende Søren Pinds kampagne op til forrige valg. Med Pind som boss har de siden kørt parløb på Københavns Rådhus, og Martin Geertsen drømmer ikke om at give vennen konkurrence på lederskabet: »Alle de appelsiner, jeg overhovedet har kunnet skrabe sammen, er lagt i Sørens turban, som er den klart dygtigste af os. Han er tit sindssygt stressende at være sammen med, fordi han mentalt altid er på vej til sit næste projekt. Vi kan råbe af hinanden, men vi enes næsten altid uden, at han bruger sin magt som leder.«

I sommeren 1999 satte testikelkræft en brat stopper for Martin Geertsens hidtil hektiske ungdomsliv i Københavns politiske minefelt. På Rigshopspitalet måtte han have fjernet begge testikler, og da den efterfølgende kemoterapi sluttede, ventede endnu en nedtur: Også en knude i maven måtte opereres ud, fordi kræften havde bredt sig.

»Det var en forfærdelig omgang - man lever ligesom i en osteklokke og tænker ikke på andet end sin sygdom,« husker Martin Geertsen, som under og efter sygdommen fik stor støtte fra både politiske venner og modstandere.

Blandt andet husker han, at den konservative Grethe Henius en dag besøgte ham på Rigshospitalet: »Det elskelige menneske! Jeg lå der med slanger hængende ud alle steder - men hun tog mig bare i hånden og spurgte stille, hvordan jeg havde det. Og Søren Pind kom med morgenaviser hver dag i borgmesterbilen . . . . Folk tror det måske ikke, men dybest set er politikere altså også mennesker.«

Han tror, at kræften er bekæmpet, men sygdommen har sat livet i nyt perspekltiv: »Der skal mere til at få mig op af stolen i dag, og jeg har svært ved at hidse mig op over kærestens bulnede finger.«

Hvis Martin Gertsen skal have børn, ønsker han at opleve sin kone gravid frem for at adoptere. På grund af testikel-operationen kan det i så fald kun ske ved inseminering med nednedfrosset sæd: »Jeg er under kyndig vejledning på Rigshospitalet og skal bare sige til. Der er ingen aktuelle planer, men jeg er jo 33 år, så alt er vel i støbeskeen.«`

Der skal mere til at få mig op af stolen i dag, og jeg har svært ved at hidse mig

op over

kærestens

bulnede finger

,

Martin Geertsen

om sin kræftsygdomDen sidste udmelding omfatter også visioner for et København, hvor tidssvarende idrætsanlæg og medborgerhuse prioriteres lige så højt som sygehuse, plejehjem og daginstitutioner. Derfor lægger Geertsen op til, at kulturbudgettet på 700 millioner kroner løftes med op til 50 millioner kroner:

»Det kræver en politisk mentalitetsændring, hvis byen skal matche moderne menneskers krav om, at f.eks. børn i Grøndalscentret ikke får lungebetændelse, fordi taget er utæt.«

Geertsen griber endnu engang i Kings-pakken. Der er kampe nok at kæmpe endda. Så opgøret med dén last må vente lidt endnu.