Den troende professor

Eske Willerslev er en af Danmarks fremmeste videnskabsmænd. Samtidig har han en stærk tro på det guddommelige. På en tur i de svenske skove fortæller professoren og DNA-jægeren i en ny bog bl.a. om, hvordan naturvidenskaben, det overnaturlige og Sitting Bulls ånd kan hænge sammen. Vi bringer her et uddrag.

Indianer
Eske Willerslev i færd med at foretage et mundskrab for at sikre DNA fra indianerhøvdingen Sitting Bulls (foto fra bogen) efterkommere i South Dakota, USA. Foto: Eske Willerslev. Fold sammen
Læs mere

»Jeg var på besøg hos Sitting Bulls oldebarn for at få DNA fra både Sitting Bull og hans efterkommere. Men for at få lov til det, skulle jeg gå igennem en ceremoni, hvor Sitting Bulls ånd skulle sige god for mig.«

Det hele foregik i et hus, hvor hans efterkommere bor, i Black Hills i South Dakota. Eske blev budt indenfor. Ceremonien skulle foregå i kælderen.

»De er jo sindssygt religiøse, indianerne. Når man kommer og besøger dem, skal man medbringe tobak, som bliver hængt op i træerne ude foran huset. Altså, de er dybt, dybt religiøse. Vi var en 10‑15 mennesker, der sad rundt om medicinmanden i kælderen. Marvin hed han. Alle sang, og der blev slået på en tromme. Det var vildt scary, for jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Og så blev lyset slukket.«

I mørket kunne Eske høre noget bevæge sig rundt, og der fremkom et grønligt lys, der bevægede sig fra midten af rummet og hen mod ham.

»Pludselig kom det hen til mig, og så voksede det og blev større. Det lignede nordlys. Det kravlede rundt på mig og begyndte at blive suget op gennem min næse og min mund. Og bum – så var det væk.«

Jeg stopper lidt op – selv i den svenske morgenskov lyder det småuhyggeligt.

»Det var det ikke,« fortsætter Eske. »Det føltes helt vildt rart. Det var behageligt. Så blev lyset tændt.«

Rundt om ham sad de samme mennesker som før ceremonien. En af dem hjalp Eske ud af overraskelsen.

»Det var jo vildt mærkeligt, men de fortalte mig, at det, jeg havde set, var Sitting Bulls ånd. Det var helt vildt. Og vi havde hverken røget eller taget noget,« forsikrer han mig, mens øjnene spejder rundt i trætoppene.

Men hans erfaringer med de indianske ånder stoppede ikke der. For et par år senere vendte han tilbage til indianerne i Black Hills.

»Jeg besøgte Sitting Bull-familien igen senere i forbindelse med min forskning. I mellemtiden var jeg faldet ned ad trappen, og de var ikke i tvivl: Det er de onde ånder fra Standing Rock-reservatet. De siger, at de er nærmere beslægtet med Sitting Bull, end vi er, og de vil ikke have, at du udfører genetiske undersøgelser på hans knogler. De har sendt deres onde ånder

efter dig og prøver at ødelægge studiet af Sitting Bulls DNA. Du må simpelthen igennem en ny ceremoni, hvor vi prøver at beskytte dig mod de onde ånder.«

Ergo måtte Eske igen ned i kælderen. Målet med den nye ceremoni var at sy ham en skindpose til beskyttelse mod de onde ånder.

»Vi sad der i kælderen, og medicinmanden messede alt muligt og påkaldte sine forfædre, sine ånder, som så fortalte, hvad der skulle være i posen. Jeg ved ikke, hvad der kom i den, det vil jeg aldrig nogensinde få at vide... men han sammensatte posen specielt til mig.«

»Men,« siger jeg, for det er gået op for mig, at denne slags sager ikke er noget, man tager let på. »Når du går med til de her ceremonier, er det så, fordi medicinmanden siger, det er vigtig og af respekt for ham, og fordi I har fået DNA af familien... Eller er det, fordi du tror på det?«

Eske tager et kort øjeblik farten af sin hastige fremfærd og vugger hovedet fra side til side, mens han overvejer.

»Begge dele – helt klart begge dele.«

Begge dele... Igen må jeg undres. Han har været med til ceremonier blandt aboriginere i Australien og blandt indianere i USA og har bevæget sig rundt blandt stammefolk i Sibirien. Men at deltage er langtfra det samme som at tro. Vi fortsætter frem gennem skoven.

Den lille skindpose fik Eske med hjem som beskyttelse og styrke, og den viste senere sit værd.

Et par år efter, at Eske havde fået posen, var han på ekspedition på Grønland sammen med en række permafrostforskere. For at komme ned i den evigt frosne jord havde de et stort motoriseret jordbor med.

»Men permafrostboret satte sig hele tiden fast, og de kunne ikke få det løs,« fortæller Eske, mens han spejder til højre og venstre.

»Så sagde jeg: Hold nu kæft mand, vi har brug for nogle helt andre kræfter.«

På det tidspunkt gik Eske med skindposen i en snor om halsen. Den tog han frem og lagde oven på boret.

»Så gik de i gang igen, og boret kom fri. Derefter borede de med posen liggende på boret, og det kørte bare derudaf.«

»Men den professor, der holdt boret, var på ingen måde overbevist. Han sagde, at det bare var held, at der ikke var en skid i det der,« husker Eske og fortsætter:

»Okay, men så fjerner vi posen, sagde jeg, fjernede posen, og så sagde det bare ‘bang’ – så sad boret fast igen.«

Eske griner og fortsætter:

»Professoren med boret mente, at det var helt hul i hovedet – det er jo bare opspind, det er bare held. Prøv at lægge den igen, mand, så kan du se, at der ikke sker noget, sagde han. Igen lagde jeg posen på boret, og så kom det fri og kørte derudaf.«

Det gentog sig flere gange.

»Hver gang posen blev fjernet, sad boret fast. Og professoren blev mere og mere rød i hovedet. Det var totalt grineren,« fortæller Eske og griner hostende.

Så Eske mener, at posen har særlige kræfter.

»Mener du, at du tror på ånder, eller Gud eller hvad man nu skal kalde det – noget, der er større end os?«

Han stopper op og vender sig mod mig.

»Jeg ved jo, hvor lidt videnskaben egentlig ved. Der er så mange ting, vi ikke kunne forklare for 200 år siden, men som vi forstår i dag. Det er videnskabens betingelse, at der er masser af ting, vi ikke kan forklare. Jeg er overbevist om, at der eksisterer ting, som vi bare ikke kan veje og måle endnu.«

»Men det er vel ikke det samme som at tro på noget, der er større end os,« indvender jeg – »det er vel bare at sige, vi ikke er kloge nok endnu?«

»Ja, det er selvfølgelig rigtigt, men jeg har oplevet så mange gange i Sibirien, og også med indianerne, at noget er større end os. Jeg tror på noget, jeg vil kalde guddommeligt – ikke ham der med et hvidt skæg. Men energi eller kræfter, som vi ikke kan måle og veje, og som er en del af det at være levende. Det at være levende indbefatter en guddommelig kraft.«

Det vil jeg gerne lige udfordre ham lidt på. Vi kan jo alligevel ikke finde det bjørnekranie lige her, og morgenmaden synes længere væk end nogensinde.

»Kan det så være et biologisk princip som for eksempel evolution,« spørger jeg for at indsnævre hans lidt svævende forklaring om, at alt liv indbefatter en guddommelig kraft.

»Ja, måske. Der findes en række modeller for, hvordan livet opstod. Men jeg mener ikke, at de modeller er et hak bedre end at sige, at det er noget guddommeligt, der skabte liv.«

Tunge ord fra én, der står som galionsfigur på naturvidenskabens Santa Maria.

»Min pointe er, at når vi taler om livets opståen, så er der plads til andre forklaringer end den naturvidenskabelige. Der er masser af ting, vi ikke kan forklare, og jeg vælger så – og det er mit valg – at kalde det en guddommelig kraft. Men det, jeg kalder guddommeligt, kan godt om 1.000 år vise sig at være noget, vi kan måle og finder ud af er en kraft, en energi, som er unik for alt levende, og som, når vi dør, stadig lever videre...«.

Lige netop sammenblandingen af tro og videnskab er fyldt med ømme, videnskabelige tæer. Mange forskere mener, at der kun er plads til det, vi kan måle og veje. Men for Eske har denne tro også betydning i hverdagen. Efterhånden mener jeg at kende Eske godt nok til at blive helt personlig.

»Men betyder det, at du beder?«

»Ja, hvis jeg står i en meget kriseagtig situation – for eksempel da jeg skulle til Australien for at tale med aboriginerne om at få lov til at offentliggøre deres DNA, og jeg havde brugt masser af tid og af penge og andre menneskers karriere – og måske skulle skylle det hele ud i lokummet. Da bad jeg en bøn for, at det ville gå godt. At jeg ville få styrke og kraft til at klare det. Jeg aner ikke, hvad jeg bad til – bare til det guddommelige. Det levende indeholder en energi, en sjæl, noget guddommeligt – noget man måske kan påvirke med en bøn.«

Blæsten får de grønne blade over vore hoveder til at hvisle og knitre. Vi sætter os på en ny, mosbegroet stenbunke og finder kopper og termokande frem.

»Men er den opfattelse forenelig med det at være videnskabsmand?«

»Ja, fuldstændig – vi skal lade være med som videnskabsmænd at sige: Jamen, der er ikke nogen Gud, og der er ikke noget, der er større, og det hele er overtro og alt mulig andet. For vi ved det ikke. Sandheden er, at vi ikke ved det, og vi har ikke et bedre svar end en eller anden medicinmand hos aboriginerne eller hos indianerne. Vi aner ikke en skid mere med hensyn til det spørgsmål, end de gør. Det er sådan set realiteten.«