CO2-udledningen fra Kina og dets utallige fabrikker, kraftværker og køretøjer begynder nu at nærme sig det dobbelte af USAs. Og det på trods af en svag stigning i USAs udledninger sidste år.

Men stort set lige så bekymringsvækkende er den voksende partikelforurening fra Kinas op mod 700 kulkraftværker og 240 mio. personbiler og andre motoriserede køretøjer.

Aktuelt åbner et nyt kulkraftværk i det store land omtrent hver niende dag, og sidste år ramte ca. 20 mio. nye biler kinesisk asfalt.

Vanen tro har store dele af landets befolkningstætte områder i de seneste uger været dækket af en tyk dyne af sundhedsskadelig – for ikke at sige livstruende – smog.

Det er et typisk vinterfænomen over Asiens metropoler. Årstidens langvarige højtryk skaber stillestående luft, ikke mindst ved jordoverfladen. Hvorved dynen af svovl- og sodpartikler bliver hængende frem for at blæse ud over landområderne.

I storbyerne forsvinder skyskrabere i den tykke dis, og solen forvandler sig til en svag, orange skive oppe i det grå, selv midt på dagen.

I Beijing nåede luftens koncentration af små, luftbårne partikler, der kan trænge ind i lungerne og derfra til blodbanen, tidligere på ugen 505 mikrogram pr. kubikmeter luft. Det er mere end 20 gange over det niveau, som WHO anser for sikkert og så højt, at kinesiske eksperter i en rapport advarer om, at Beijing i princippet er »ubeboelig for mennesker«.

Af samme årsag tør mange af hovedstadens indbyggere ikke bevæge sig uden for uden ansigtsmaske. Med regeringens nye og stærkt tiltrængte åbenhed omkring det indlysende sundhedsproblem er det blevet rutine lige at tjekke dagens partikelmåling på smartphonen, før man tager på arbejde. Er den under 100, anses det for rimeligt sikkert.

Smoggen har imidlertid andre og om muligt endnu mere skræmmende perspektiver.

For nylig talte den britiske avis The Guardian med lektor He Dongxian fra Kinas landbrugsuniversitet.

Kinesisk landbrug, sagde hun, kan i fremtiden komme til at lide under forhold, der »i nogen grad kan sammenlignes med en atomvinter«. Altså om de klima- og miljøforhold, der hersker efter en kernevåbeneksplosion.

Hendes forskning viser nemlig, at partiklerne i luften kan klæbe sig fast til planters grønne dele i så høj grad, at omtrent halvdelen af solens lys ikke kan nå planterne. Det hæmmer i alvorlig grad deres vitale fotosyntese, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for landets landbrugsproduktion og dermed evne til at brødføde befolkningen.

Også i USA bekymrer man sig over de voksende kinesiske udledninger.

Forureningsdynen og småpartiklerne fra afbrænding af især kul ser nemlig ud til at ændre på velkendte vejr- og klimamønstre, ikke mindst luftens cirkulation i den øvre atmosfære. Hvilket meget vel kan få – eller har fået – konsekvenser for vejret i Nordamerika på den anden side af Stillehavet. Det viser forskning fra bl.a. NASAs Jet Propulsion Laboratory, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Men de små partikler, såkaldte aerosoler, påvirker også skydannelsen.

Skyer kan ikke dannes, uden at ilt- og brint-molekyler i luften har bittesmå kerner i luften at binde sig til.

Sammen med et internationalt forskerteam har kemiprofessor Henrik Kjærgaard fra Københavns Universitet netop været med til at påvise, at små gaspartikler fra træer – ikke mindst løvskove – er fremragende for vandmolekyler at binde sig til og dermed danne skyer. Den danske solfysiker Henrik Svensmark forfølger en teori om, at kosmiske partikler fra rummet kan spille en tilsvarende rolle for skydannelse.

Men det står også fast, at små, beskidte partikler fra kulkraftværker uden sodfiltre på lignende vis fungerer aldeles glimrende som skydannere.

Som følge af sundhedsfaren og tiltagende syreregn blev det for årtier siden besluttet at montere store svovlfiltre på kulkraftværkers skorstene i Nordamerika og Vesteuropa.

Så vidt er man bare ikke for alvor kommet i Kina, Indien og en række andre store udviklingsnationer.

Det er vanskeligt at konkludere noget entydigt om konsekvenserne – når vi ser bort fra sundhedsfaren.

Men konsensus i klimavidenskaben er, sådan som jeg har forstået det, at svovlaerosolerne fra Asien overvejende har en afkølende effekt. De danner flere skyer, ligesom aerosolerne i højere grad synes at sende varmen bort fra Jorden frem for at suge solens varme til sig.

Hvilket fører til en noget skræmmende konklusion: I det øjeblik, at man i Kina og Indien af hensyn til befolkningens sundhed begynder at udstyre kulkraftværkerne med effektive svovlfiltre, vil den globale opvarmning accelerere.

Så egoistisk set bør vi måske bare glæde os over de kolossale kinesiske uddunstninger.