Den store katastrofe

Ét af historiens berømteste vulkanudbrud fandt sted i Italien i år 79, da den tilsyneladende udslukte vulkan Vesuv eksploderede. Udbruddet blev senere beskrevet af et øjenvidne, romeren Plinius den Yngre, hvis beretning er berømt, fordi den er den ældste af sin art i verden. Men den er problematisk, betoner nyere forskning.

Den store katastrofe - 1
Et af de mange ofre for de laviner af aske, der styrtede ned over Pompeji i forbindelse med Vesuvs udbrud i år 79.<p><br>Scanpix/Nordfoto Fold sammen
Læs mere

Om formiddagen 24. august år 79 gik vulkanen Vesuv, der regnedes for udslukt, totalt uventet i udbrud og forårsagede en naturkatastrofe af gigantiske dimensioner i det tæt bebyggede, naturskønne Campanien. Hele det omliggende kulturlandskab, vin- og kornmarker samt velplejede olivenlunde blev lagt øde.

Byerne Herculaneum, Pompeji og Stabiae blev hårdt ramt, og deres beboere gjort hjemløse, hvis de ikke var omkommet under vulkanudbruddet. I Herculaneum er således fundet et par hundrede skeletter af mennesker, som blev fanget af en af flere glohede askelaviner. Også i Pompeji er fundet spor af omkomne mennesker.

Nogle af disse fund skyldes den italienske arkæolog Giuseppe Fiorelli, som engang i 1800-tallet udviklede en metode, der gjorde det muligt at fastholde visse øjebliksbilleder. Han kom opfindsomt på den idé at lade hulrum i tuffen udfylde med flydende gips. De størknede gipsfigurer viser mennesker, som har søgt tilflugt for nedslaget af pimpsten og regnen af aske i bygninger, der styrtede sammen over dem og begravede dem.

Der er således mennesker, som holder sig for munden, antagelig for at undgå indåndingen af giftige dampe. Der er f.eks. de to lænkede gladiatorer i kasernen, som ingen tænkte på at befri; der er kirurgen med sine operationsinstrumenter; der er manden, hvis fyldte pengepung efter dødskampen gled ud af hans hånd; der er også hunden, som forgæves har søgt ly under dørvogterens seng. Desuden er der fundet enkelte spor af skeletter bl.a. af seks æsler og et muldyr i et bageri, hvor de trak bagerens mølle.

Klokken otte om morgenen 25. august var det hele antagelig forbi. Alene i Pompeji omkom mindst ti procent af byens ca. 20.000 indbyggere. Det frugtbare Campanien - Campania felix - var ikke længere Italiens kornreserve, og landskabet, som man indtil da havde kunnet beundre ude fra øen Capri, havde ændret udseende, skriver romeren Tacitus (ca. 56-120).

Det havde Vesuv også. En del af vulkankeglens top var sprængt væk.

Naturkatastrofer kendt fra historien har i det sidste årti påkaldt sig forskeres forstærkede interesse. Ikke mindst det navnkundige Vesuvudbrud i 79 er blevet behandlet flere gange under forskellige synsvinkler; historiske, litterære, vulkanologiske.

Interessen skyldes på den ene side, at vi i Europa kun har ganske få vulkaner overhovedet og slet ikke af Vesuvs type; på den anden side, at to breve, udfærdiget af romeren Plinius den Yngre (61-113), er de vigtigste skrevne historiske kilder, vi har om katastrofen. De er samtidig den ældste beskrivelse af et vulkanudbrud, vi har.

Plinius den Yngres to breve er imidlertid ikke helt så gode historiske kilder, som det almindeligvis antages. De er nemlig litterære breve og først udformet rundt regnet 25 år efter det berømte vulkanudbrud.

Det ene af brevene, der handler om den i år 79 kun 17 år gamle Plinius den Yngres egne synsindtryk, har dog tilsyneladende et vist autentisk præg, når han beretter om forvirringen, ængstelsen og panikken, som bredte sig i flådehavnen Misenum ca. 30 kilometer vest for Vesuv.

Det andet brev med den berømte lange skildring af hans morbrors, Plinius den Ældres, dristige ekspedition fra Misenum til kysten nær Vesuv, er mere problematisk. Det skyldes dels, at det hører hjemme i en litterær genre, der handler om store mænds endeligt (exitus); dels, at morbroderen, en berømt naturvidenskabsmand, bliver stiliseret som en helt igennem heroisk person, der er i besiddelse af en stoisk ro også i farens stund.

Plinius den Ældre, der også var admiral for den romerske middelhavsflåde og stationeret i Misenum i bugten ved Neapolis (Napoli) sejlede nemlig på anmodning modigt af sted for at undsætte folk, der boede umiddelbart under Vesuv i den modsatte side af bugten ca. 30 kilometer øst for Misenum.

Først udvælger han et let og hurtigtsejlende krigsskib til opgaven, dernæst udskifter han dette med større skibe. Det virker umiddelbart troværdigt. Men en anden samtidig kilde, historikeren Svetonius, kender kun en kortfattet version: Nemlig at Plinius den Ældre stak i søen med det lette krigsfartøj med kurs mod Vesuv og omkom. En forskers endeligt.

Klassisk er Plinius den Yngres skildring af vulkaneruptionen i form af en »paddehattesky« på himlen:

»Den 24. august, kort efter middag, gjorde min mor min morbror opmærksom på en usædvanlig stor sky på himlen (...). På grund af afstanden var det ikke muligt at afgøre, hvorfra skyen steg op. Først bagefter erfarede vi, at den kom fra Vesuv. Skyen, der af udseende mindede mest om et pinjetræ, skød nemlig i vejret som en gigantisk træstamme og bredte så sine grene ud til siderne. Det skyldtes formodentlig, at den blev drevet op af et kraftigt lufttryk nedefra, og dernæst, efterhånden som dette tog af, eller den blev tynget ned af sin egen vægt, forsvandt ud til siderne. Snart var skyen hvid, snart plettet og snavset afhængig af om den medførte jord eller aske«.

Plinius den Yngres skildring begynder altså - siger vulkanologer - først ved udbruddets tredje fase. Han har således ikke hørt det gevaldige brag, da lavaproppen eksploderede, eller set det vældige nedslag af støv og aske, som vinden drev sydøstover, så Pompeji og nærmeste omegn blev tildækket.

Flere forskere har på baggrund af Plinius den Yngres beskrivelse forsøgt at rekonstruere det kronologiske forløb af Vesuvs udbrud i detaljer. De tillægger hans tidsangivelser en eksakthed, der er overdreven, selv om vi i dag kan sige, at Solen 24. august år 79 steg op klokken 5.10 og gik ned klokken 18.43.

Endelig skal pointeres, at datoen ikke er sikker. Håndskrifterne er delte. Måske var det 23. november. Til gengæld nævner Plinius den Yngre i det ene brev, at der i mange dage forud for eruptionen havde været jordskælv, hvilket italienske forskere nu klart mener at have fundet arkæologisk dokumentation for.

De fleste mennesker dengang satte jordskælvene og vulkanudbruddet i relation til de mytiske giganter, som mange ligefrem mente, at guderne havde fængslet under Vesuv. Visse jøder tolkede Vesuvs udbrud som Guds gengældelsesaktion for den romerske kejser Titus' destruktion af templet i Jerusalem i år 70.

Pompeji genopstod ikke mere som by. Dog glemtes erindringen om, at den engang havde eksisteret, aldrig. Den levede i de lokale bønders omtale som cività (byen). Dens ruiner er - efter at kong Vittorio Emanuele i 1860 overdrog arkæologen Guiseppe Fiorelli den systematiske udgravning af den antikke by - gradvis blevet kendt. De udgravede ruiner minder i dag den besøgende og ikke mindst den lokale befolkning i det ret så tæt befolkede område om den store fare for en ny gigantisk naturkatastrofe, Vesuv til stadighed frembyder. Den i dag 1.280 meter høje vulkan Vesuv er nemlig - med mellemrum - stadig aktiv. Og det næste udbrud kan ventes når som helst.

Allan A. Lund er historiker, dr.phil.

Litteratur: K. Wilhelm: »Um acht Uhr morgens war es totenstill«. (FAZ, 19. okt. 2000). H. Sonnabend: »Naturkatastrophen in der Antike«, Stuttgart 1999; Stuttgarter Kolloquium zur historischen Geographie des Altertums 6, 1996, udg. af E. Olshausen og H. Sonnabend, Stutt-gart 1998.