Den spanske fodboldmanifestation

Umiddelbart ligner det modsætninger, der mødes, når de to hold Real Madrid og Atletico Madrid tørner sammen i Champions League-finalen på lørdag. Men først og fremmest er det en spansk fodboldmanifestation.

Umiddelbart ligner det modsætninger, der mødes, når de to hold Real Madrid og Atletico Madrid tørner sammen i Champions League-finalen på lørdag. Men først og fremmest er det en spansk fodboldmanifestation. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRICE COFFRINI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Zinedine Zidane havde været usædvanligt anonym, da første halvleg gik ind i sit sidste minut. Stillingen var 1-1 mellem Real Madrid og Bayer Leverkusen, der havde indstillet sig på uafgjort ved pausen, da Santiago Solari sendte venstrebacken Roberto Carlos af sted mod baglinjen. Med et sprint på 25 meter overhalede han tyskernes højre back Zoltán Sebescen og sendte et højt indlæg ind mod straffesparksfeltets halvbue, hvor Zinedine Zidane kom løbende. Da indlægget havde nået sin maksimale højde og begyndte at dale næsten lodret ned, havde franskmanden allerede stoppet sit løb og drejet kroppen, så han nu stod med højre skulder mod målet. Han havde god tid, mens bolden faldt. Bagfra kom Leverkusens Michael Ballack stormende i et tilbageløb for at forhindre det, der nu skete:

Zinedine Zidane var koncentreret og i fuld balance, da han svingede venstrebenet, ramte bolden perfekt og sendte den op i det nærmeste målhjørne. I det øjeblik scorede han sejrsmålet i Champions League-finalen 2002.

Målet blev Champions League-historiens mest ikoniske til dato den aften på Hampden Park i Glasgow. Sommeren forinden var han blevet verdens dyreste fodboldspiller, da Real Madrid havde købt ham for 150 milliarder italienske lire eller cirka 550 mio. kr. Det var den slags, han var købt til.

I 1998, da han havde afgjort VM-finalen for Frankrig, var han blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller. Det samme blev han i 2000. Året efter sit mål mod Bayer Leverkusen i Champions League-finalen blev han det for tredje gang.

På lørdag står Zinedine Zidane som træner i spidsen for det Real Madrid-hold, der skal forsøge at vinde sin 11. Champions League-titel, når det møder landsmændene og hovedstadsrivalerne fra Atletico Madrid på San Siro i Milano.

Han er som skabt til jobbet. Skabt til kampen. For selvfølgelig skulle netop han en dag stå i spidsen for netop Real Madrid i netop Champions League-finalen. En af historiens bedste fodboldspillere som cheftræner for en klub, der i sin selvforståelse er verdens største og mest fornemme. En klub der samler på stjerner af den størrelse, Zinedine Zidane selv var, da han blev købt af klubpræsident Florentino Perez til det sagnomspundne Galactico-hold, hvor han fik superstjerne – som Luis Figo, Ronaldo og David Beckhamsom holdkammerater.

Foto: YOAN VALAT.

Det er lige så rigtigt, at Zinedine Zidane i dag står i spidsen for Real Madrid, som at Diego Simeone står i spidsen for Atletico Madrid. En god spiller. Virkelig god, men ikke verdens bedste, aldrig verdensmester, aldrig vinder af Champions League. Ingen elegantier, men en arbejdsmand. En hård hund. Hvor Zidane er en Galactico, er Simeone en Atletico.

Hver især er de perfekte i deres helt forskellige klubber, og når de mødes på lørdag, kunne det sagtens være historien om modsætninger, der mødes. Historien om spillestilene. Real Madrids possessionspil med bolden på egne fødder i mere end 55 procent af tiden mod Atleticos omstillingsspil med en boldbesiddelsesprocent på lige omkring de 48. Real Madrids pasningsspil med over 600 afleveringer per kamp mod Atleticos blot 450 afleveringer per kamp. Noget forfinet mod noget beregnende, uden at det ene er bedre end det andet.

Men det kunne også være historien om to nært beslægtede bysbørn, der har visse og langt større ligheder, end mange lige husker: Nok har Real Madrid på grund af sin lange, flotte historie fans fra alle samfundslag, og nok er Atleticos tilhængere generelt mere aggressive og rebelske, men begge klubber har en fortidig forbindelse til Franco-styret og henter deres faste, medfødte fans på den politiske højrefløj. Den egentlige arbejderklub i Madrid er den lille venstreorienterede Rayo Vallecano, hvis tilhængere har både Che Guevarra-bannere og republikanerflag med til sine hjemmekampe.

Nok havde Real Madrid ifølge Deloittes seneste Football Money League Report den største omsætning i verden (577 mio. euro), og nok omsatte Atletico samme år for kun 187 mio. euro. Men det rakte stadig til en 15. plads i verden, langt tættere på verdens rigeste klubber end på de fattigste.

Så måske er den mest fantastiske historie om kampen i virkeligheden den om, at det blot er anden gang, to klubber fra samme by mødes i en Champions League-finale, og at det også var de to, der mødtes, da det for to år siden skete for første gang. Satte man en passer ned midt mellem de to klubbers stadioner, Santiago Bernabeu og Vicente Calderon, ville man kunne nå dem begge inden for en radius af tre kilometer. I den lille del af Europa er det to gange på tre sæsoner lykkedes at samle kontinentets to bedste fodboldhold, og når et af dem på lørdag har vundet, vil Madrid overhale Milano som den by, der med 11 triumfer flest gange har vundet Champions League eller Mesterholdenes Europa Cup, som turneringen hed indtil 1992.

Det er ellers ikke meget mere end tre år siden, mange var klar til at erklære den spanske fodboldæra død. Med landsholdets europamesterskaber i 2008 og 2012, verdensmesterskabet i 2010 og med FC Barcelonas Champions League-sejre i 2009 og 2011, var der i fem år ikke gået en eneste sæson, uden et spansk hold havde vundet noget stort, hvorpå det var, som om magien forsvandt.

Foto: EXPA/ Alterphotos/ Acero.

Reelt var det kun i 2013, at ingen spanske hold vandt noget som helst, men da Champions League-finalerne i både 2012 og 2013 var uden spanske deltagere, og det spanske landshold i 2014 røg ud af VM i Brasilien allerede efter gruppespillet, føltes det som et tungt fald. Et mæt spansk landshold, en fodboldstil, der blev kaldt tikitaka efter boldens hurtige bevægelser langs græsset mellem medspilleres fødder, men som modstanderne havde læst, og en tysk opblomstring på både klub- og landsholdsplan ændrede fodboldens verdensbillede for en stund. For en stund, ja.

For med en garanteret spansk Champions League-vinder på lørdag er det første gang, siden Aston Villa i 1982 afsluttede en suveræn engelsk epoke med seks engelske Europa Cup-sejre i træk, at klubber fra det samme land vinder tre eller flere år i træk. Hvem sagde krise? Englænderne måske. Deres landshold har ikke vundet noget siden VM i 1966, mens det seneste klubhold, der nåede en Champions League-finale var Chelseas vindere fra 2012 – altså for fem finaler siden. Spanierne gør i hvert fald ikke.

Trods store økonomiske vanskeligheder i Spanien er det lykkedes at holde et højt niveau også i klubberne under Real Madrid og FC Barcelona, fordi talentudviklingen stadig er uhyre effektiv, mens den i England i årevis har været håbløst bagud. Paradoksalt nok kan de enormt værdifulde engelske TV-aftaler og klubbernes deraffølgende købekraft tilskrives en stor del af skylden for den mangelfulde talentudvikling, fordi klubber har været i stand til og derfor valgt i høj grad at hente deres bedste spillere i udlandet frem for langsommeligt at skabe dem selv.

Fra årene efter årtusindskiftet tog de allerbedste dog til Spanien, da Florentino Perez hentede Zinedine Zidane og de andre Galacticos til Real Madrid, mens Barcelona skabte deres spillere selv på La Masia-akademiet og krydrede med topnavne som Ronaldinho, Eto’o og Thierry Henry. Og sådan har det været siden.

Spanien er tilbage som stormagt, og når Champions League-vinderen skal findes på lørdag, er det altså anden gang på tre år, at det bliver blandt de to hold fra Madrid.

Da de for to år siden mødtes i Lissabon, stod Diego Simeone også dengang i spidsen for Atletico Madrid. Dengang lignede de længe en vinder, da de førte med 1-0, indtil Sergio Ramos udlignede for Real Madrid i tredje minuts overtid. Atletico faldt sammen, og i den forlængede spilletid scorede Real yderligere tre gange og vandt med misvisende 4-1. Han har revanche til gode, Diego Simeone, mens Zinedine Zidane som træner står i sin allerførste finale.

Den 4. januar i år overtog franskmanden jobbet fra den fyrede Rafael Benitez, der blot havde siddet i stolen i et halvt år, og mange frygtede, at det ville gå helt galt. Den tidligere Champions League-vindende træner Ottmar Hitzfeldt kaldte det direkte »sindssygt« at ansætte en træner helt uden erfaring fra andet end B-holdet, som han havde fået lov at prøve kræfter med uden den store succes. Men helt sindssygt viste det sig nu ikke at være.

Nok var det ærkerivalerne fra Barcelona, der kunne lade sig kåre som mestre, da den spanske sæson sluttede i sidste weekend, men i den tid, Zinedine Zidane havde trænet holdet, havde Real Madrid hentet fire point flere end de nykårede mestre, som de tilmed havde besejret med 2-1 i deres seneste indbyrdes kamp. Det blev Zidanes første store triumf som Real Madrid-træner. Den anden kan vente lige om hjørnet. I forhold til sidst han stod i en finale, er den største ulempe, at han ikke har sig selv i startopstillingen.