Den sidste mission

Efter julen 2009 og Kenneth Patrick Nielsens død gør Hold 8 klar til den sidste mission, inden holdet skal hjem. En stor operation, som skal genere og holde Taleban stangen. Men lysten til eventyr er vigende.

Afghanistan. Internationale styrker på vej ombord i en helikopter, der skal transportere dem fra Camp Bastion ned i Green Zone i Helmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Simon Hoffmann ved at få et flip. En mus har invaderet gruppens bil, Jûlkatten, og den lille ørkengnaver æder feltrationerne, bider huller i stof og lægger små lorte, som håner køretøjets pinlige orden. Det passer ikke Hoffmann. Han bruger timer på at udtænke fælder, installere en pind, som musen kan kravle op på og væk af sig selv, få lukket af og indrettet, så alt er klar til den forestående mission; den sidste, inden Hold 8 endegyldigt kan forlade Afghanistan.

De andre smiler ad ham og lader ham være, mens han pusler om bilen. Det er typisk Simon. Perfektionisten. Og lige nu, efter tilbagekomsten fra deres juleorlov, er alle mere eller mindre trukket ind i egne tanker, rutiner og gøremål. Afghanistan skal overstås, og det kan kun gå for langsomt.

“Du skulle være blevet hjemme,” sagde Martin Bengtsen – skytte på Simon Hoffmanns bil – da de mødtes i lufthavnskøen mellem jul og nytår efter endt orlov. Simons mor, Dorthe, studsede over det, og den henslængte, ironiske bemærkning skulle blive noget, som både Dorthe og Martin Bengtsen tænkte over i de kommende måneder. Forfulgte dem begge. Var det en forudanelse?

Men lige nu er det sådan, alle reelt har det omkring Hoffmann og Bengtsens gruppe. De har været i kamp. Har afprøvet deres tekniske kunnen. De har haft kontakt med civilbefolkningen. Set fremskridt, tilbageslag og været bange, nedslåede og udmattede. De har begravet to kammerater fra deres egen kaserne alene, og de har sendt flere hårdt sårede venner hjem. Afghanistan har ikke mere at byde dem. Men pligterne og forpligtelserne over for kammeraterne er de samme. Det ligger usagt under huden på dem, og der går allerede på flyet til Afghanistan rygter om, at Hold 8 skal deltage i en sidste stor og risikabel mission. Én af dem, som de havde håbet på flere af. Men lysten til eventyr er vigende, og for en del virker missionen nytteløs og stillestående.

Nytårsaften 2009 kommer og går. Enkelte tager en sjov hat på. Bengtsen og Hoffmann går i seng klokken 20. Alle har været hjemme, har set og krammet familien, kæresten og vennerne. Savnet er massivt; måske endda værre her i anden bølge. Som tsunamier.

Forberedelserne til Operation Tufaan Feschar II begynder de første dage i det nye år. Hele den danske kampgruppe skal være med; også 2. Lette Opklaringseskadron, der kører ud i ørkenen den 3. januar 2010. Soldaterne har forstået opgaven: I deres egen jargon skal de “op og lave ballade”; genere Taleban oppe mod nord i det danske ansvarsområde vest for den grønne zone, så de britiske styrker og Livgarden kan komme til at fjerne vejsidebomber og generelt operere i fred længere sydpå omkring Gereshk.

De tilbageværende tre i Hoffmanns bil tænker over det hver dag, når de kører ud: At K.P. er væk. Det er for sent i udsendelsen og ville være mere generende end aflastende at sætte en “fremmed” fjerdemand på bilen nu. Men K.P. mangler. I konkrete opgaver og mentalt. Martin Bengtsen, bilens skytte, havde tit brokket sig over at skulle “kravle over alt K.P.s lort,” når han skulle ind og ud af bilen.

Nu er de som en familie, der samles om spisebordet, men én stol står gabende tom. Intet er helt det samme. Om natten, når de skal overnatte ude i ørkenen, vælger Hoffmann, Bengtsen og Nørgaard at slå deres feltsenge op tæt ved hinanden på én side af bilen. Det kan praktisk lade sig gøre, nu hvor de kun er tre, og selv om de ikke taler om det, er der nok også lidt tryghedssøgen i det, forklarer en af soldaterne flere måneder senere.

Hårde kampe med Taleban

Eskadronen er over flere dage i hårde kampe med Taleban. De presser. Afskærer Talebans forsyningsveje. Ligger i intense skudvekslinger. Det går rigtig godt: Ud på eftermiddagen fredag den 8. januar 2010 gør eskadronen klar til at sikre sit hovedkvarter på en bakketop. Højt placeret, så Taleban ved selvsyn kan forvisse sig om, at de danske styrker ikke lader sig presse tilbage fra det land, de har vundet i dagenes løb. Hoffmanns bil får ved 17-tiden til opgave at sikre og afmærke en vej, så eventuelt sårede i løbet af natten kan transporteres bort til helikopterlandingspladsen i sikkerhed. Mørket er ved at falde på, og vejen skal mærkes med plastikpinde; markeringer, der kan ses med natbriller.

Simon Hoffmann støder kort forinden på to overordnede, som han kender fra sin konstabelelevtid. De griner sammen. Simon er i højt humør. Dagens opgaver lakker mod enden, og alle glæder sig til mad og søvn.

Nørgaard sætter sig på køleren af bilen, da Simon Hoffmann lemper bilen roligt fremad. Dermed kan Nørgaard nemt og hurtigt smide knæklysene i vejkanten. Martin Bengtsen står som vanligt op bag Simon.

Under dem, lige under Simons koncentrerede blik, kører Jûlkattens venstre forhjul over en skjult IED. Uden at noget sker. Måske mærker de end ikke et bump. Men så rammer venstre baghjul. Braget lyder klokken 17.47. Martin Bengtsen mærker et voldsomt tryk i hele kroppen. Som bliver han mast sammen fra top og bund som en brugt øldåse. Han husker, at han kigger ned og ser bilen forsvinde under sig. Som i slowmotion danser den tonstunge Hummer-lignende bil rundt i den sandfyldte luft under ham, og Bengtsen er på vej ud af den. Flyvende frit.

Over 400 meter væk fra bakkedraget løfter gruppefører Nikolaj Nothlev blikket og ser den største eksplosion, han nogensinde har overværet. Sand og bildele kastes 50, måske 100 meter op i luften oppe ved hovedkvarteret. “Det er mine folk,” når han at tænke, før han kalder Nørgaard over radioen. Nørgaard svarer selv, groggy og forslået; siger, at det er Hoffmanns bil, der er “kørt på”. Nothlev tænker handlingsorienteret og næsten matematisk: Det synes umuligt. Hvad er oddsene for, at samme firemandsgruppe, samme bil, rammes to gange af ulykker?

Da Nothlev og delingsfører Jon Winther få minutter senere når frem, ligger flere sårede spredt i tusmørkelandskabet. Førstehjælpsarbejdet er allerede i gang. Nogle af de sårede har fået sten, sand og fragmenter blæst ind i huden. Nørgaard, der sad på køleren med knækpindene, er slynget 50 meter væk, men er relativt uskadt. Martin Bengtsen er blæst fra sin skytteposition op gennem Jûlkattens tag og er landet i nærheden af bilen. Han forsøger at rejse sig, men kan ikke. Ingen ved, hvor stor højde, han er faldet fra, ned på den stenede ørkenjord. Hans skinneben er brækket og revet åbent. Hånden gør ondt. Han begynder at fryse.

Bengtsen er landet i nærheden af det nu forvredne og svært genkendelige køretøj. Jûlkatten har slået en piruette om venstre forhjul og ligger på højre side med fronten i modsat kørselsretning. Hele den venstre fjerdedel – sædet, hvor K.P. ville have siddet – er væk. Sprængt i tusinde stykker. Tæt på bilen og tæt på Martin Bengtsen ligger Simon med voldsomme kvæstelser i baghovedet. Sanitetsfolkene er over ham med hjertemassage næsten øjeblikkeligt. Måske med mere håb end realisme i hænderne, der arbejder hurtigt med hans livløse krop.

Inde i kommandostationen i Armadillo-lejren sidder Simon Hoffmanns kammerat, Lasse Ellegaard, da medarbejdernumrene på de sårede kommer ind. Ellegaard kan Simons nummer udenad. Han tænker, at det må være en fejl. At det er mærkeligt, at radiokommunikationen bruger en gammel, lidt usædvanlig kodestandard for de såredes tilstand. Hans mave synker sammen. For Hoffmann bliver meldt ind som en “T4”.

Simon er dræbt på stedet.

»Jeres søn er dræbt«

I Munkerup står Dorthe Sejer i køkkenet og laver fredagsmiddag til sig selv og Jørgen. De skal prøve en ny ret med laks. De kommer aldrig til at lave den opskrift igen. I mørket uden for træhuset kører et par biler langsomt forbi indkørslen. Som altid i det seneste halve år, når der er kommet fremmede biler på den lille privatvej, rejser der sig en boble af angst i maven på både Dorthe og Jørgen. Bilerne kører forbi, og boblen synker lidt, før bilerne vender og kommer til et sukkende holdt i skjul af hækken.

Kommer der tre personer fra militæret, er det dødsfald. Det har de hørt på pårørendemøderne. Alligevel er det vantro, der sidder i dem, da de åbner, og chefen for Gardehusarregimentet leverer den brutalt direkte melding: “Jeres søn er dræbt i Afghanistan”.

Dorthe, der står med maden mellem hænderne, siger, hvad der falder hende ind først: “Det kan ikke passe. Hvem skal så slibe vores knive?” Kontaktofficeren tager et fad og lægger oven på den halvfærdige mad. De kører til Rebeccas forældre først. Hun sidder i biografen med en veninde, da hun ser sin far stå med hængende skuldre i mørket og spejde efter hende. Med militærfolkene bag rattet kører Dorthe og Jørgen mod Helsingør, op for at finde Simons søster Kristine. Hun står nede på gaden, da de kommer. Skriger og råber – op i himlen til hendes afdøde far, der havde lovet at passe på Simon, og vredt efter militærmændene. “Jeg slår jer fandme ihjel,” råber hun og langer ud efter dem, så Dorthe og Jørgen må holde hende tilbage. Til sidst er det Elis, Simons far i Sverige, der skal have besked. Som ringe i vandet breder tragedien sig. Der er tusinder af ting at tage stilling til. Så meget liv, der bliver ødelagt den nat.

I Afghanistan går kammeraterne til ro. Mange har grædt og har lyst til det i dagene, der følger. De nærmeste begynder, af pligt, af skyldfølelse, af kærlighed at skrive umulige breve til Simons forældre og kæreste. I arbejdet gør man, hvad man skal, fordi man skal. Men som én siger: “Jeg mistede det sidste for Afghanistan lige dér”.

I København, på Rigshospitalet, vågner Martin Bengtsen fra sin operation. Han får beskeden om, at Rebecca har skrevet et takkebrev til delingen. Det synker ind, at Simon er død, og det går op for ham, at han er hjemme, i live, i sikkerhed. At der ikke er mere at gøre. Først da har han ro til at græde.

Uden for træhuset i Munkerup står Simons snemand. Han og niecen Karoline tumlede rundt i snemasserne lige før jul og fik, da Karoline blev træt, bakset den på plads uden for stuevinduet med søster Kristines hjælp. Som januar og februar går, bliver det varmere i vejret. Snemanden smelter; som en smertelig påmindelse om, at Simon glider længere og længere væk. Farvellet er pinefuldt og langtrukkent. Først i slutningen af marts, to en halv måned efter Simons bisættelse, er jorden blød nok til, at hans urne kan sænkes ned.

Spild?

Der er sorg i huset, da vi besøger Dorthe og Jørgen første gang seks måneder efter Simons død. Der er vrede. Ikke på Simon, men på krigen. På politikerne. På Taleban. På det uretfærdige og forkerte i Simons død.

Simons stedfar, Jørgen, undskylder sit ordvalg, da han skal forklare. Det ord bruger man normalt ikke om mennesker. Men ordet er “spild”.“Det er totalt spild af et godt menneske. Det bunder i min holdning til militær og krig, måske. Men det er jo unge, prægbare mennesker, der drager ud. De tror ikke, at det sker for dem. På den måde er der en manipulation over det. Jeg ser ikke det heroiske, kun spildet,” siger Jørgen Walther Jensen.

Dorthe har det ikke helt på samme måde. Hun ser blot meningsløsheden og det for en mor uforståelige i, at hendes kærlighedsbarn, perfektionisten, drengen, der blev opdraget til at yde omsorg for hele verden og blev forbudt skydevåben, kunne dø i en krig foranstaltet, besluttet og udkæmpet af “skiderikker”, som hun kalder dem. Den – meningsløsheden – er hun ikke kommet videre med.

Dorthe, Jørgen, Elis, Kristine og Rebecca har dage i sort. Dage, hvor Simon mangler, og hvor alt det, man aldrig fik talt om, fylder for meget i rummet til at kunne trække vejret. Hvor dét, at Simon døde for noget, som ingen i familien tror på, tynger alt andet ned. Der er dage, hvor de ikke kan udholde tanken om at omgås andre, som om intet var hændt. Og dage, hvor et stort bamsekram fra Simons kammerater føles som det bedste, man kan opleve i verden.

»Min død er ikke et debatemne«

For Simons mor er Simon selv blevet livlinen. En dag for nylig bemærkede familiens kontaktofficer, at hendes stemme lød helt anderledes i telefonen. Ikke glad, men anderledes let. Hun og Jørgen er holdt op med at køre til nabobyen, når de skal handle. Er startet langsomt op på jobbet. De frygter dem; holdningerne, bemærkningerne, spørgsmålene. Men kan godt se omverdenen i øjnene igen. Konfrontere sorgen. Realiteterne.

“Måske fordi jeg elskede Simon så meget, har jeg ham så voldsomt til stede inde i hjertet, at jeg indimellem kan høre ham sige: “Mor ... kom nu ... !” Når jeg kan høre det, så tænker jeg: “Godt, Simon, du har ret. Det er godt, du er her og lige kan skubbe til mig”. Det er måske præcis takket være Simon, at jeg trods alt er kommet en lille smule videre.”

Inden Simon tog til Afghanistan, skrev han møjsommeligt sin sidste vilje og sine afskedsbreve. Familien åbnede dem den 10. januar 2010. Nogle soldater nedfælder tre-fire linjer. Andre kan ikke eller vil ikke. Efterlader tomme kuverter til deres kære. Simon Hoffmann var ingen bogorm eller flittig skribent. Men han havde sine meningers skarpe og præcise mod. Også i afskedsbrevet, hvor han forsøger at tage brodden af den skyldfølelse, som forældrene stadig kæmper med at give slip på: At de ikke holdt fast i deres egne idealer og modsatte sig hårdere og voldsommere, at han tog af sted. Hvor umuligt og forkert det end ville have været at stække sønnens forsøg på at flyve selv.

Han er et hundrede procent afklaret, og dét er for Dorthe det vigtigste, der er at finde i Simons brev: tonen. Simon græder ikke i brevet. Ligesom han ikke ønskede, at han skulle se sin mor og sin kærestes grådfyldte ansigter for sig, når han tænkte på dem i Afghanistan, har det været en trøst, at Simons sidste ord ikke var tvivlende, fortvivlede, sorgfulde. Hans ord er, synes Dorthe, ordene fra en 23-årig knægt, der aldrig har mødt sorg, som havde fået sagt alt og følte sig elsket nok til at gå efter det, han selv ville:

“Min død er ikke et debatemne om deltagelsen i krigen. [...] Der er nok nogen, der vil mene, at jeg har spildt mit liv. Men til dem vil jeg sige: I tager fejl. Jeg døde ved at lave det, jeg elskede, nemlig at være soldat.”