Den sidste beskedne generation

På plejecentret Lyngehus venter personalet stadig på det krævende generationsskifte, som har ramt resten af velfærdsdanmark. Her vil beboerne nødigt være til besvær eller bruge for mange penge.

Der er ingen krævementalitet at spore hos de ældre beboere på plejecentret Lyngehus i Allerød. Eneste lille minus er maden. Den kommer udefra, så her dufter ikke længere af mad fra køkkenet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christian Mogensen er en af de friske. Den 91-årige tidligere tillidsformand hos Dyrup i blå T-shirt og med tatoveringer på armene er selv gået ned i spisesalen og smører selv sin morgenmad. Han behøver kun hjælp til bad og det med støttestrømperne.

»Jeg havde selv ønsket at komme hertil og var ikke nervøs for noget. Vi får mad serveret hver dag, og personalet gør en masse for at arrangere ting for os,« siger han.

»Det er jo ikke noget, man rigtig kan være utilfreds med.«

En halv snes af Lyngehus’ 40 beboere har sat sig til rette i morgenmadssalen. Andre står først op senere eller kan bedst lide at passe sig selv.

»Jeg synes, vi får, hvad man kan forvente,« siger Ruth, der i sin tid arbejdede i landbruget og kom hertil med sin syge mand og siden er blevet på plejecentret. Hun tager en bid af sin brødskive med et tykt lag smør.

»Se på os,« griner hun. 

»Det er jo et driverliv.«

Mellem de ældre vimser Anne Wagner Smitt rundt og sørger for, at alle har det godt. Kommunen har egentlig sparet alle aktiviteter væk, men på Lyngehus har de valgt at flytte en del af ressourcerne fra den elementære pleje til en aktivitetsmedarbejder, der sørger for, at de ældre ikke kun overlever, men også lever og liver op. Om tirsdagen er der kryds-og-tværs, om onsdagen gymnastik. Hvis beboerne skulle ønske sig noget, var det ikke mere praktisk hjælp, men flere »Anner«, lyder bønnen.

»Anne er vores guru,« siger Karen Margrethe Jensen, en af de yngste og friskeste beboere på 69.

»Var det ikke for hende, ville der ikke ske noget. Det er bare ærgerligt, at hun ikke er her i weekenden.«

Ét bad er rigeligt

Mens resten af velfærdsinstitutionerne kæmper med et krydspres mellem kommunale nedskæringer og stadig mere krævende borgere, er det, som om de høje serviceforventninger ikke rigtigt er kommet til Lyngehus. Og det selv om Allerød Kommune ifølge Berlingskes Kommuneindeks faktisk er den kommune herhjemme, der bruger fjerdemindst pr. indbygger på ældrepleje.

Da politikerne for nylig besluttede, at Allerøds ældre skulle have ret til bad flere gange om ugen og ikke kun ét som hidtil, var personalet nervøse for, om de nu kunne få det til at hænge sammen, og om det ville blive nødvendigt at ansætte flere. Paradoksalt nok viste det sig, at badkravet slet ikke var så stærkt hos beboerne som hos politikerne.

»Nej puha,« siger Christian Mogensen, inden han trisser over i sin lænestol for at læse.

»Én gang må altså være nok.«

»Vi venter stadig på det generationsskifte, som skulle gøre beboerne mere krævende. Det er bare ikke rigtigt kommet endnu,« siger Anikke Larsen, der har arbejdet som sosu i mere end ti år.

»Ét er, hvad man kunne ønske sig, når man er ung og rørig. Men ens egne krav ændrer sig også, når man bliver ældre, og alting kræver mange flere kræfter. Selv for de nyere generationer. Man skal huske på, at i dag kommer folk først på plejecenter, når de er meget dårlige.«

Aktivitetsmedarbejder Anne Wagner Smitt kan stadig forundres over, hvor beskedne de ældre er.

Da centret for nylig fik en pose legatpenge, og Anne havde indkaldt til beboermøde, var det næsten umuligt at finde noget at bruge dem til. Hvad med en massagestol eller nogle nye havemøbler? Næ, det så de ikke nogen grund til. Kunne de så tænke sig at være med til at vælge gardiner? Tjae, heller ikke her, var der nogen, der rigtigt bød ind.

Og selv om mange ville have råd til og glæde af f.eks. en iPad eller kassebåndoptager, så de kunne høre lydbånd, er det en fremmed tanke for dem sådan at bruge penge på sig selv. De nøjes med det, kommunen stiller til rådighed.

»Mange vil helst ikke være til besvær og blander sig nødig i diskussioner. Hvis vi arrangerer noget, vil de gerne være med, men de tager sjældent initiativ, så spørger de hellere: »må vi virkelig det?«. De er så beskedne, at man nogle gange godt kunne ønske sig en anelse mere initiativ, når det gælder de større linjer.«

Tørt rugbrød og længsel efter madduft

Nej, alt det, der fylder i politikernes diskussioner og avisernes spalter, er de sådan set godt tilfredse med. Det er nærheden, samværet, duften, grinene, de vil have mere af.

»Vi får alt for mange kartofler og sovs. Og for lidt salat. Skriv det,« siger Vera Egeriis på 78, der sidder i kørestol og har så mange smerter, at hun bliver nødt til at være sengeliggende hver dag fra kl. 13 og indtil næste morgen.

»Og så er maden blevet betydeligt ringere om aftenen. Rugbrødet er så tørt, at det ikke er til at tygge igennem.«

Det sidste har en af de andre beboere klaget til Ældrerådet om. Men problemet er først og fremmest, skal man forstå, at maden ikke længere laves af en kogekone i plejecentrets køkken, men er udliciteret og bliver bragt ind hver dag. De savner duften af hjemmelavet mad, og fleksibiliteten så de kan spise, når det passer dem.

»Rengøringen kan vi ikke klage over. Og selv om man nogle gange kan sidde og vente en halv time på at få hjælp, gør personalet, hvad de kan,« siger Vera Egeriis.

»Men hvor ville det være dejligt, hvis der var tid til, at nogen kunne køre mig en tur i det dejlige vejr.«