Den russiske bjørn viser tænder trods våbenhvile

Knap et halvt døgn efter en våbenhvileaftale i den militære konfrontation i Kaukasus viste den russiske bjørn igen tænder i en militær operation, som ifølge de opskræmte indbyggerne i Georgiens hovedstad, Tbilisi, viser, at man ikke kan stole på den russiske regering.

»Jeg tror ikke på den russiske regering,« siger den den 54-årige georgier, Ramaz Toliashvili til Berlingske Tidende. Han er flygtet fra hus og hjem i byen Gori, som er blevet bombet af de russiske styrker.

En større russisk militærkonvoj rykkede i går mod Tbilisi, men drejede væk fra hovedvejen med retning mod en georgisk militærbase, som de russiske styrker ryddede. Samtidig blev georgiske landsbyer plyndret og brændt af militser, der er loyale over for Rusland. Det oplyste uafhængige kilder i krigszonen.

Nogle af de omkring 100.000 internt fordrevne, som Berlingske Tidende i går opsøgte i en flygtningelejr uden for Georgiens hovedstad, beskylder også de russiske soldater for at plyndre efterladte landsbyer. Rusland afviser, og anklager Georgien for brud på aftalen om våbenhvile. Også EU og den europæiske sikkerhedspolitiske organisation, OSCE, forholder sig skeptisk til forlydender om, at det russiske militær i går fortsatte sin offensiv ind i selve Georgien.

I Tbilisis gader vokser frustrationen over Vestens uvilje til for alvor at forsvare det provestlige Georgiens unge demokrati. Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, der i dagevis, har tryglet USA og EU og hjælp, sagde i går, at Vesten har et medansvar for Ruslands militære overgreb.

»Reaktionen har ikke været passende. Det er ikke kun de, der har begået alle disse forbrydelser, som er ansvarlige, men også de, der ikke har reageret på dem,« fastslog præsidenten.

Den amerikanske præsident George W. Bush udtrykte dog i aftes sin hidtil stærkeste opbakning til styret i Georgien efter den militære konflikt med Rusland. USA ønsker desuden nye forhandlinger om georgisk NATO-medlemskab.

EU bakkede i går op om den våbenhvile-aftale, som den franske præsident og EU-formand Nicolas Sarkozy har forhandlet på plads.

»Det viser, at EU kan skabe storpolitiske resultater,« sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K).