Den røde tråd

Politikere beskyldes ofte for at være nogle vendekåber. Men holdningsændringer er fremsynede politikeres reaktion på en omskiftelig verden, mener SFs Anne Grete Holmsgaard, der har skiftet ungdommens støtte til den palæstinensiske organisation PFLP ud med kamp for et grønt EU.

Den røde tråd - 1
I dag er Anne Grete Holmsgaard optaget af at gøre SF til et rentonet EU-parti.<br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

I august 1980 i Beirut tilslutter den 32-årige Anne Grete Holmsgaard sig som repræsentant for Venstresocialisterne (VS) en samarbejdsaftale med den palæstinensiske organisation PFLP, der fører en væbnet kamp mod Israel for selvstændighed.

I september 2003 i Aalborg glæder den 55-årige SFer Anne Grete Holmsgaard sig over, at hendes nye parti tager et ordentligt skridt i retning af Den Europæiske Union. En fælles europæisk udenrigspolitik er blandt hendes mærkesager.

Anne Grete Holmsgaard er én af de politikere, der har foretaget mange politiske spring i sit liv. Verden har ændret sig på tredive dramatiske år, og det har hun også selv, forklarer hun. Men allerede det første spørgsmål - om linjen fra PFLP til EU - får Anne Grete Holmsgaard til at forsvare den røde tråd: »Den aftale har aldrig været specielt skelsættende for mig, men jeg arbejdede meget med Mellemøsten i den periode, og jeg har grundlæggende det samme syn på Mellemøsten og konflikten i dag, som jeg havde dengang,« svarer Anne Grete Holmsgaard.

Rettigheder respekteres
Hun peger på kravet om, at de israelske bosættelser afvikles, og at palæstinensernes nationale rettigheder respekteres. Det glider over i et forsvar for et stærkt overstatsligt samarbejde i EU som den eneste måde at sikre en markedsregulering og miljø- og forbrugerbeskyttelse i EUs indre marked. Men vent et øjeblik. Sagde hun ikke lige, at hendes syn på Mellemøsten er uændret?

Den aftale indgik I vel vidende, at PFLP var involveret i terroraktioner. Har du også de samme grundholdninger her. Ser du i dag terror som et middel, der kan være legitimt i en politisk kamp?

»Jeg er imod terror, det er klart. Det var jeg også dengang. Men i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp. Det har jeg da et meget klart bud på i dag. Jeg er da helt klart imod de terroraktioner, der bliver lavet også i Mellemøsten. De har jo antaget en helt anden karakter, end dengang, hvor der blev ført en militant og en væbnet palæstinensisk kamp for overhovedet at blive anerkendt som en nation med rettigheder,« siger hun.

Men kan man i den kamp retfærdiggøre de flykapringer, som PFLP var involveret i?

»Nej, det har jeg heller aldrig retfærdiggjort,« siger hun.

I 2001 sagde Anne Grete Holmsgaard til Weekendavisen: »Vi betragtede flykapringerne som et middel i kampen.«

Er det stadig din holdning?

»Jeg ville formulere mig anderledes i dag, det er der ingen tvivl om. Men ét er at konstatere som en kendsgerning - hvor ubehagelig den end er - at det var flykapringer, der placerede palæstinenserne, som nogle verden overhovedet lagde mærke til. Noget andet er, at ingen mennesker dybest set kan forsvare terrorhandlinger over for civile. Det kan jeg heller ikke,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Nu vi taler om grundholdningerne, så er Israels ret til at eksistere - og altså en to-statsløsning i Mellemøsten - både SFs og EUs holdning. Er det også din holdning?

»Der har jeg faktisk skiftet holdning. Dengang havde jeg - synes jeg selv i dag - den noget naive opfattelse, at man faktisk kunne etablere en samlet stat for alle med fulde rettigheder, uanset om de var jøder, muslimer eller kristne. Det har historien vist var en naiv forestilling. Det kan ikke lykkes uden en to-statsløsning,« siger hun.

Også i den grundlæggende økonomiske samfundsanalyse, som Anne Grete Holmsgaard har brugt mange timer på at diskutere på venstrefløjen, har hun bevæget sig i flere ryk. Første skift kom, da hun i 1970erne mistede troen på VS's ønske om at nationalisere store dele af erhvervslivet til fordel for den næsten klasseforræderiske tanke om Økonomisk Demokrati. Da hun blev valgt ind i Folketinget for SF i 2001 var det med en næsten lige så kontroversiel støtte til EUs Økonomiske og Monetære Union. Den ØMU som SF året inden havde holdt Danmark ude af. Anne Grete Holmsgaard må være blevet kaldt vendekåbe mange gange?

»Jeg er blevet kaldt højreorienteret. Jeg er faktisk ikke i synderlig udstrækning blevet kaldt en vendekåbe, og når jeg ikke er blevet det, så tror jeg, det skyldes, at jeg har været meget omhyggelig med at sige, hvad jeg står for,« forklarer SFeren, der fra 1987 til 2001 har siddet i forskellige lederjob.

Rasende dårlig
Du har aldrig skiftet holdning på de her områder, fordi det var opportunt? Fordi du kunne se, at tiden gik imod venstrefløjen, og hvis du ville have lederstillinger, så måtte du moderere dig?

»Det har jeg altså altid været rasende dårlig til. Da jeg gik ud af VS, var jeg politisk ordfører, så jeg sad som blommen i et æg. Pressen var nødt til at spørge mig om alt mellem himmel og jord. Og jeg vidste godt, jeg ville få en mere anonym rolle i SF,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Hun ser politiske holdningsændringer som naturlige for politikere, der har blikket rettet mod muligheder og trusler i horisonten.

»Jeg synes jo, det er langt værre, hvis man ikke er tro over for det, man selv oplever. Hvis man går og siger ting, man ikke kan stå inde for, så kan man vælge to ting. Man kan enten lukke øjnene og sige: Det går nok. Det er der nok ingen, der opdager. Eller man kan sige: Det her må jeg simpelthen sætte mig ned og tænke over. Og så må man melde kulør,« siger Anne Grete Holmsgaard, der tilføjer:

»Det er jo en tillidspost at sidde herinde på Christiansborg, og vælgerne har jo ret til at vide, hvad man står for.«