Da min mands morfar for nogle år siden flyttede på plejehjem, fik vi lov til at få nogle af hans ting. Vi gik rundt i det hjem, som min mand havde tilbragt mange lykkelige somre i, og så det blive pillet fra hinanden.
Vi udvalgte de ting, vi ville have. Nogle store fade, nogle smukke tæpper, et billede af en dame, der strikker, et krystalfad til kager, et par skåle og en smørskål med et par guldsmørblomster på låget og i tung hvid porcelæn. Den har aldrig været til salg, fandt jeg ud af, da jeg googlede den, men er blevet brugt som gave fra mejerierne, måske til andelshaverne, måske til gode kunder. Den er pæn, og jeg elskede at tage den ud og stille på bordet til morgenmad i weekenderne.
Indtil en dag i juleferien for et par år siden, hvor jeg lidt for hurtigt hev noget ud af køleskabet, og smørskålen røg med og gik i stykker. Man må ikke græde over ting, der går i stykker, men jeg blev så ked af det. Fordi den var noget særligt. Den havde en historie, den var en budbringer fra det hjem i Middelfart, der var fyldt af kærlighed og omsorg og omhu, og jeg elskede tanken om, at den mormor, som jeg aldrig har mødt, var med ved bordet. Hun var også glad for at lave mad, har jeg fået fortalt, og vi fik også hendes opskriftbøger, der er vidunderlige.
De første opskrifter, hun har skrevet ind, er skrevet pertentligt med blæk, og efter de fleste står der i parentes »mor«. Jeg er så glad for tanken om, hvordan hun har sikret sig sin barndoms opskrifter. Og for hvordan man i bogen kan se, hvordan hendes skrift udvikler sig. Hun syltede, hun bagte, og hun serverede det for andre, for hun var også – som jeg – glad for at holde fester og have besøg. Jeg tror, jeg ville have kunnet lide hende, og jeg synes, jeg kan se på hendes ting, at vi også havde samme smag. Vi elsker også begge to hendes barnebarn.
Så jeg kunne ikke holde ud, at den skål skulle være væk. Og heldigvis fandt jeg en ny på nettet, til salg i Århus, hvor min bror bor. Så han kørte ud og købte den og tog den med til København, da de kom her på besøg. Det var en ny smørskål, men det var den samme, og efterhånden glemte jeg, at den ikke kom fra Middelfart.
I december lavede jeg samme nummer. Lidt for hidsigt hiveri og det samme dumme klonk, da smørskålen ramte gulvet og gik i stykker. Jeg bandede og gik på nettet. Der var endnu en til salg, igen i Århus og den købte jeg og fik sendt afsted. Pakkede ud og kiggede på blomsterne, der snor sig på låget.
Nu står den igen i køleskabet og pynter igen på morgenbordet, og det er jo ikke den samme fysiske genstand, men det er den samme. Den er et transportmiddel af minder, og på en eller anden måde giver det hele endnu bedre mening. Den smørskål er både vores og min mands bedsteforældres. Dens historie er nu vores. Og derfor elsker jeg den endnu mere – også selv om jeg ved, at lige den her udgave nok går i stykker en dag. For historien, den forsvinder aldrig.