Klodens nationer tog forrige lørdag et stort og historisk skridt mod at forhindre farlige og uafvendelige klimaforandringer.
Man blev enige om at holde stigningen i den globale middeltemperatur »pænt under« to grader. Samt om at stræbe efter at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader i forhold til førindustrielt niveau.
Men kan vi overhovedet styre det globale termometer så præcist, som der lægges op til i Parisaftalen? Det lyder jo grangiveligt som om, at mennesker er eneherskere over planetens middeltemperatur – som om er vi udstyret med en gigantisk Danfoss-termostat, som vi nu indstiller til et sted mellem 1,5 og 2,0 grader over niveauet i 1880.
Det korte svar er nej – vi kan ikke styre temperaturen præcist. Af mange årsager, herunder en lang række naturlige klimafaktorer samt et væld af usikkerheder.
Den vigtigste usikkerhed er, at videnskaben ikke har præcis viden om den såkaldte klimafølsomhed. Det vil sige, at man ikke ved nøjagtig, hvor meget den globale middeltemperatur stiger ved en fordobling af atmosfærens koncentration af drivhusgassen CO2.
FNs klimapanel IPCC siger i sin seneste rapport, at en CO2-fordobling med al sandsynlighed vil give en temperaturstigning på mellem 1,5 og 3,0 grader. Men man udelukker hverken mindre end 1,5 og især mere end 3,0 grader. Og det er et enormt spænd – fra relativt håndterbare klimaforandringer til dybt risikable af slagsen.
En anden usikkerhed er den såkaldte feedback-mekanisme, altså om Jordens relative klimabalance pludselig tipper voldsomt som følge af en given temperaturstigning. Det kan eksempelvis være det ukendte punkt, hvor Grønlands afsmeltning bliver umulig at standse, hvor permafrossen tundra eller havbund pludseligt tør op og udsender enorme mængder af den potente drivhusgas metan, eller hvor havtemperaturen bliver så høj, at oceanerne stort ikke længere formår at optage CO2 fra atmosfæren, hvorefter drivhuseffekten forstærkes voldsomt.
En anden ukendt, menneskeskabt faktor er partikelforurening. I disse dage er der i Kinas hovedstad Beijing for anden gang inden for et par uger udsendt orange smogvarsel – det højeste og mest sundhedsfarlige niveau.
Smoggen er resultatet af småpartikler i røgen fra dieselbiler, kulkraftværker og fabrikker. Partiklerne, der også kaldes for aerosoler, hvirvles i store koncentrationer op i atmosfæren og spredes med de fremherskende vinde over millioner af kvadratkilometer.
I Kina gøres der i disse år store bestræbelser på at komme smoggen til livs, blandt andet ved filtrering af røgen og ved i det hele taget at skrue ned for det nationale kulblus. I Indien, hvor storbyerne er endnu hårdere ramt af smog end i Kina, må man formode, at man af hensyn til befolkningens sundhed snart kommer på tilsvarende tanker. Så hvad bliver effekten den dag, himlen bliver blå over New Delhi, Beijing og snesevis af andre asiatiske megabyer?
Forskerne er ikke helt enige, men den herskende opfattelse er, at den samlede effekt af en kraftig reduktion i partiklerne vil være opvarmende.
Og så er der de store naturlige klimavariationer. Et voldsomt vulkanudbrud – et af den slags, der kun forekommer en gang eller to per århundrede – kan køle Jorden ned med adskillige tiendedele grader i måneder og måske år. Der er hav- og atmosfærefænomenerne El Niño og La Niña i Stillehavet, årtierlange bølger, oscillationer, i Stillehavet og Atlanterhavet, som har henholdsvis let afkølende og opvarmende effekt. Endvidere er der de afkølende konsekvenser i især Vesteuropa ved en potentiel kvælning af den lune Golfstrøm som følge af ferskt smeltevand fra Grønland.
Og så er der naturligvis vores store kraftværk 150 millioner kilometer borte. Meget tyder på, at solen i de kommende årtier vil være en anelse mindre aktiv, end den har været gennem det 20. århundrede. Hvilket muligvis vil kunne dæmpe effekten fra den menneskeskabte globale opvarmning en anelse. Så længe det varer.
Læg dertil en anden ubekendt faktor, skyerne. Hvordan forandrer skydækket sig som følge af en mindre aktiv sol eller i kraft af færre småpartikler i atmosfæren? Også det kan være afgørende for temperaturdannelsen. På den baggrund siger det sig selv, at vi ikke kan regulere klodens temperatur med nær samme præcision som varmen hjemme i stuen.
Men, men, men. Er der én ting, som klimavidenskaben er enig om, så er det, at menneskers udledninger af drivhusgasser er langt den største faktor i klodens aktuelle klimaforandringer. Hvilket er bekymrende, ikke mindst set i lyset af, at vi i de første 20 år af det 21. århundrede kommer til at pumpe nogenlunde lige så meget drivhusgas op i atmosfæren, som vi gjorde i hele det 20. århundrede.
Siden 1880 er temperaturen allerede steget en rund grad. Det britiske Met Office vurderer endda, at 2016 med 95 procents sandsynlighed bliver endnu varmere end rekordåret 2015. Næste år ved denne tid kan temperaturen meget vel være steget til hele 1,14 grader over det førindustrielle niveau. Hvilket forsyner os med sølle 0,36 grader at tage af, før vi rammer den temperaturgrænse, som landene lige er blevet enige om, at man bør stræbe efter.
Det siger nærmest sig selv, at vi ikke når det mål. Ikke mindst når man tænker på, at den CO2, vi udleder i dag, først når sin maksimale varmeskabende effekt om ti år. Så der skal nogle helt enorme vulkanudbrud og en usædvanlig sløv sol til for at forsyne os med beskedne odds for at holde os inden for sikkerhedsgrænsen.