Den indadvendte chauvinist

Stop! Byen er befolket af fremmede. Nogle stikker ud, fascinerer og dukker op igen og igen. Vi genkender dem, men ved ikke noget om dem. Berlingske stoppede to af dem og spurgte: Hvem er du egentlig?

77-årige Niels Rydung i sin lejlighed på 23. etage i højhuset Domus Vista på Frederiksberg. Foto: Nils Meilvang. Fold sammen
Læs mere

Siden 1980erne har man jævnligt set ham i gaderne i Indre By i København og ved baren på Café Sommersko. På Krasnapolsky. På Floss. Altid det samme rolige udtryk og den karakteristiske høje pande med langt hår i siden. Altid iført sort læderjakke, cowboystøvler og sorte jeans. Måske med et glas vin foran sig på disken. Altid alene. Havde han venner? Hvad ventede han på? Hvem var han?

Berlingske stopper ham en dag på Strøget.Han hedder Niels Rydung, fortæller han og trækker tre af sine erotiske novellesamlinger op af en plastikpose. De er udgivet på hans eget forlag, Ultra-Press.Vi aftaler at mødes hos ham.

Niels Rydung er 77 år gammel og bor på 23. sal i højhuset Domus Vista. At træde ind i hans toværelses lejlighed er som at træde ind i en anden verden. Der er rødt overalt. Hjertepuder. Lavalamper. Duge i nervøs velour. På væggene erotiske plakater, erotiske tegninger og hans egne fotografier af nøgne kvinder med og uden blottet køn. De fleste er prostituerede. På borde og reoler opstillinger af afklædte Barbie-dukker i umulige stillinger. En massiv samling bøger om erotik og sex i reolerne.

I soveværelset hænger et billede af en nøgen narkoprostitueret. Han har fotograferet hende på sengen. Hun har uglet hår og er skind og ben. Under billedet har hun med enden af en tændstik dyppet i hendes eget blod skrevet: »For ever Niels.«

Han karakteriserer selv lejligheden som en mellemting mellem et bordel og et erotisk museum. Te og et par øl er stillet frem og Mozart sat på anlægget.

Piger er levende skulpturer, mener han. Han har kun kendt tre piger i sit liv, som han ikke har betalt for. Den første prostituerede købte han som 29-årig i 1960erne på Kakadu Bar. Siden er det blevet til over 350.

Hvor er kærligheden i dit liv?»

Det spørgsmål har jeg fået tit, og jeg kan kun sige, at grænsen mellem kærlighed og det købte er hårfin.«

Hvad med empati og hengivenhed?

»Jeg har meget svært ved at tale med almindelige kvinder, og jeg har ingen venner på min egen alder. De er ofte så bornerte. Jeg ved ikke hvorfor. Det er betydeligt lettere for mig at tale med letlevende piger.«

Han har aldrig haft en fast kæreste, fortæller han.

»Det skyldes nok min ungdom, hvor jeg var indadvendt og slet ikke vidste, hvordan jeg skulle tale med piger. Det har luderne lært mig. Min erfaring er, at piger ikke bryder sig om min indadvendthed. Jeg har kun haft et par løse forhold, hvor det var kvinderne, der gerne ville noget længerevarende og dybere. Men jeg bakkede ud. Jeg har ingen forklaring på det, for de var jo kvalificerede, akademiske kvinder. En bekendt sagde engang: ’Niels. Alt det her med de prostituerede og erotikken, det er jo sket efter, at din mor er død.’ Og det er der nok noget om. Min mor var meget dominerende.«

Fotos: Nils Meilvang og Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

Niels Rydung voksede op sammen med sin søster i en patricierlejlighed på Pileallé. Moderen og faderen var lærere og troende.

»Det var et meget, meget puritansk miljø, jeg voksede op i. Sex og alkohol var noget frygteligt noget,« husker han.

Faderen kunne blive lettet over, at de ansatte i Illum under Besættelsen havde dækket de »splitterravende nøgne« mannequindukker til i udstillingsvinduet. Og da han i sine unge år fortalte sin mor, at han og stuepigen, Edith, ville på natklub, når de blev gamle nok, var moren ved at falde ned af stolen.

»En NATKLUB! Ved du overhovedet, hvad en natklub er? Min mor så allerede for sig sin fortabte søn.«

Frederiksberg-drengen Niels Rydung er pensioneret lærer og jurist, fortæller han. Som jurist arbejdede han et år hos Dansk Arbejdsgiverforening. Det kedede ham, så han tog job på Frederiksberg Privatskole i fagene dansk, tysk og historie. Han blev fyret, fordi det rygtedes, at han plejede omgang med Vesterbros lette kavaleri. Hans sidste faste ansættelse var i 1982. Siden har han ernæret sig ved at skrive til Ugens Rapport og Tidens Kvinder om erotik, narkohandel og de mørkere sider af København. Sporadiske læserbreve og rejsereportager er det også blevet til.

Er alle nøgenbillederne og din hang til prostituerede og sex og dine noveller og det hele – er det et oprør eller hvad?

»Jeg har været påtvunget mange ting. F.eks. juraen. Så, hvis man skal analysere det, så er det nok et oprør. Men et ubevidst oprør. Jeg har accepteret vilkårene og forsøgt at få det bedst mulige ud af det. Det er svært at sige, hvad der er frit valg, og hvad der har været påtvunget, for de stillinger, jeg har haft, har jeg aldrig været hundrede procent glad for. Og med hensyn til faste kærester eller ægteskab … jeg savner det ikke. Altså en kvinde på 70 år med åreknuder og gråt hår og konstante hospitalsindlæggelser. Nej.«

Nogle ville kalde dig mandschauvinist?

»Det tager jeg som en stor kompliment. Jeg respekterer de piger, jeg har købt, som mennesker, der virkelig giver mig noget. Ikke kun selve akten, men det at sidde og tale med dem og se dem og fotografere dem. Jeg har det lettest med pigerne fra gaden. Alt det der med: ’Har du set den og den kunstudstilling eller film’. Det springer jeg altså over og går direkte til sagen. En af pigerne har sagt til mig: ’Niels, din lejlighed skal være et fristed for os piger.’ En anden har sagt: ’Niels, du skal leve længe, for hvem skal vi ellers ringe til?’ Det begynder altid med, at jeg har købt dem, og så er de blevet mine veninder.«

Hvad har omkostningerne været ved det liv, du har levet?

»Der er hverken tale om en omkostning eller et bevidst valgt. Det er bare sådan, det er gået. I ordet omkostninger ligger, at man savner det.«

Niels Rydung tænker sig om.

»Når jeg tænker tilbage, er det, som om der alligevel er en rød tråd, en skæbnens mening i mit liv. Og det har været elementet af livsnyderi. Ja, det er gået langsomt. 30, 40, 50, 60 år før jeg har fundet min melodi. Men når det skal være sådan her, så er det nogenlunde.«