Den hårde kamp efter krigen

USA tager imod sine hjemvendte soldater. Men hvad gør man med tusinder af ødelagte helte?

En ammunitionsvogn fra det 3. US Infanteri kører over Arlington National Cemetery under begravelsen af syv soldater fra Vietnamkrigen, 21. marts 2014. De jordiske rester af de syv soldater begraves samlet. De blev alle meldt savnet, da deres fly styrtede ned i 1964. 1.642 amerikanske soldater fra Vietnamkrigen savnes stadig og er aldrig fundet. Foto: Michael Reynolds/EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ARLINGTON: »De er heldige. De ligger her. Sådan har jeg tit tænkt, for livet har ikke altid været let. Og det er det stadig ikke for dem, der vender tilbage fra krigene. Vi er alle helte. Men bange helte. Vi tænker på krigen hver eneste nat, selv om vi i dag bliver hyldet som nationens helte. Så hvad kan vi bruge det til?«

Jeg møder Peter Alkins og en række Vietnam-veteraner på Arlington-kirkegården uden for Washington, D. C., USAs mest sakrosankte gravplads for de soldater, der har kæmpet i USAs mange krige. Lige fra borgerkrigen fra 1861 til 1865 over Første og Anden Verdenskrig til Korea, Vietnam, utallige konflikter i Mellemøsten og i Asien til Irak og Afghanistan. De ligger der i hundredtusindvis. Den ene kridhvide stenplade med den dødes navn, fødselsdag, dødsdag og dekorationer følger den anden i en snorlige række med en militær præcision. Som om stenpladerne var soldater, der var klar til parade. Enkelte sten er lidt større. Men efter 1976 skulle alle have den samme gravsten. For i døden er alle helte lige, uanset rang.

Peter Alkins kom tilbage til USA i 1970 efter to ture i Vietnam. Tidsånden var ikke med ham. Jo, han var en helt. Men han var også en person, der blev spyttet på og set ned på og kaldt for »børnemorder«. Uniform gik han ikke i. Det var tiden med hippier, hashrygning, fed musik, Woodstock-festivalen med Jimmy Hendrix og hans legendariske protestnummer »The Star Spangled Banner«. Det var opgørets tid, og Jimmy Hendrix gav i Woodstock sin version af den amerikanske nationalhymne i protest mod Vietnam-krigen. Som en musikkritiker skrev: »Man kunne høre napalmbomberne falde og skrigene fra de personer, der blev ramt af dem, i musikken«.

Amerikanerne havde med andre ord for første gang nogensinde et uldent forhold til de helte, der vendte hjem fra en krig, USA på forhånd var dømt til at tabe, og hvor brutaliteten blev skildret dagligt i TV-udsendelserne.

»Vi anede ikke, hvad vi var gået glip af. Det var en stor ungdomsfest herhjemme med rock og fed musik og vores veninder og venner, der levede det glade liv. Vores liv var beskidt og fyldt med rædsler. Når vi kom hjem, var det umuligt at finde os til rette. Vi havde ikke langt hår. Vi stank langt væk af militæret, og det var ikke velset. Det var en krig, amerikanerne ikke ville kendes ved,« fortæller en anden Vietnam-veteran i følget.

Alkins fik et job, men både for ham og for mange af hans soldaterkammerater kom djævlen om natten. Når skyggerne blev lange, voksede frygten og angsten, og lydene blev forvrænget. Han havde posttraumatisk stress uden at vide det. For han tilhørte måske den første generation, der ikke sov godt om natten, da han kom hjem fra krigens rædsler. Alle sagde, at man var svag, hvis man viste følelser. Posttraumatisk stress? Det kendte man ikke til i militæret, og det var slet ikke accepteret i det omgivende samfund.

»Der er mange, der fortalte os, at vi reagerede, som vi gjorde, fordi tiden var en anden. Vi, der ikke flygtede til Canada eller på anden måde undgik at blive kaldt ind til militæret, blev lagt for had af vores venner. Vores forældre havde kæmpet enten på Europas slagmarker under Anden Verdenskrig eller i Korea. De var generationen uden nogen synlige psykiske problemer. De blev modtaget som store helte. De var enten vindere af en krig eller som i Korea deltagere i en militær indsats, der var mere klar og ren end Vietnam. Veteranerne fra Anden Verdenskrig blev hyldet med parader, da de kom hjem. Vi var den første generation, der sad og tudede ude på toilettet og rystede af angst, når vi var alene. Vi kunne ikke andet, fordi vi fik at vide, at vi var en samling tabere. Mange tog deres eget liv eller levede et kummerligt liv med narkotika eller sprut,« fortæller han.

I dag ved Peter Alkins og de andre i veteranfølget, at de ikke var »en svagelig generation«, som de ellers fik tudet ørerne fulde af. USA får i dag tusinder af soldater hjem fra krigene i Irak og i Afghanistan. Og de begår selvmord og lider under posttraumatisk stres og kan ikke finde ud af livet. Hele verden gør honnør for dem, når de møder dem på gaden med deres veteranmærker. Men de hjemvendte soldater føler ikke, at de får den hjælp, de skal bruge for at slippe helskindet igennem processen med at vænne sig til en civil tilværelse. De hjemvendte fra Irak blev modtaget lunkent, fordi det var en krig, amerikanerne ikke fattede og kun halvt accepterede. De nye generationer af soldater ved til gengæld, at deres problemer ikke skyldes, at de tilhører en »luksusgeneration«, som Peter Alkins fik at vide som grund til, at de ikke kunne klare livet ved fronten. De nye generationer af soldater ved, at de har mange lidelsesfæller fra Vietnam og fra krigene, der fulgte. Men der er også rigtig mange, der kommer hjem og bare fungerer i et normalt arbejde. Og det gør måske det hele værre, at nogle trods alt klarer det.

Nye tal viser det sort på hvidt. The Washington Post har i samarbejde med Kaiser Family Foundation foretaget en undersøgelse, som Pentagon ikke er glad for, men som man med blandede følelser har gennemlæst: Flere end halvdelen af de 2,6 millioner amerikanere, der har været sendt i krig i Irak og i Afghanistan, kæmper med helbredsproblemer. De føler sig løsrevet fra samfundet. De har fået langt større problemer, end Pentagon hidtil har vidst eller har villet vide. Hver anden af dissse veteraner siger, at de kender en kammerat, der har forsøgt eller har begået selvmord, og flere end én million veteraner lider under problemer med at knytte et forhold til andre mennesker eller oplever et direkte vredesudbrud fra tid til andet.

Alt dette stod på forsiden af The Washington Post for godt et par uger siden, da nyheden om skyderiet på den gigantiske militære base Fort Hood tikkede ind hos generalerne i Pentagon. Fire personer, inklusive den soldat der skød mod omkringstående, døde, og mordene blev begået af en soldat, der havde været i Irak, men ikke direkte i kamp. Han var blevet behandlet for depression, men havde altså ikke direkte været indblandet i kamphandlinger. Og derfor skete der endnu en gang noget tilsyneladende uforklarligt: En soldat går amok på grund af et skænderi om orlov, men der var intet, der kunne forudsige denne reaktion.For sandheden er også, at der i forhold til mange andre krigsførende lande bliver gjort meget for veteraner i USA, men åbenbart langtfra tilstrækkeligt. Det er i dag et faktum, at flere soldater dør på grund af selvmord i USA end ved krigshandlinger. Og så kan man gøre honnør nok så mange gange for de hjemvendte og give dem rabatter på alt lige fra dagligvarer til forsikringer. Det nytter intet, når krigen er blevet så stor en belastning for mange af dem, der vender hjem.Antallet af selvmord har faktisk flere år i træk været større end det reelle tab på slagmarken. Og da en af generalerne i Army News i forbindelse med offentliggørelse tallene sagde, at »han ikke vidste, hvorfor så mange begik selvmord«, gik de sociale medier amok.

»Så generalerne ved ikke, hvorfor folk begår selvmord. Militæret bruger tonsvis af dollar på at uddanne folk til at slå ihjel, men tænker ikke på, at det har konsekvenser. Og de bruger meget lidt tid på at hjælpe dem med at lære at leve med de minder, de har, når de vender tilbage fra krigen,« lød en kommentar fra Archie1954, som ikke var den eneste, der slog det tema an.

Og fra forsvarets ledelse lyder der også ofte det mantra, at »det ikke er alle, der rammes«.

Og billedet er broget. For med forsvarsminister Chuck Hagels ord, »bliver soldaterne modtaget med stor varme og begejstring overalt i samfund­et«. Dørene står åbne for dem, og nogle af dem får også et arbejde. Man kan derfor ikke sammenligne veteranerne fra Irak og fra Afghanistan med veteranerne fra Vietnam. Den sidste var en helt igennem upopulær krig. Irak-krigen er nok uforståelig for mange amerikanere og ses som overflødig af cirka halvdelen af befolkningen. Men krigen i Afghanistan var direkte afledning af terrorangrebet den 11. september 2001 og derfor en langt mere »ren krig« med rigtig mange frivillige. Og når man spørger veteranerne selv, mener de fleste også, at de udførte et godt stykke arbejde i de to lande, men at det ikke lykkedes at etablere duelige demokratiske samfund, fordi regeringerne de to steder ikke samarbejdede. Så enkelt er det for dem. Meningsløsheden er der et eller andet sted, selv om det heller ikke er entydigt. For på trods af den utilfredshed, der er med overgangen til et stille og roligt liv i USA, er der en overraskende entydig holdning til det, de har lavet. 90 procent ville gøre det hele om, hvis det var muligt.«

»Måske er det også et tegn på, at selv om man har det dårligt, har man kæmpet for en god sag og vil gøre det igen. Det vil være et nederlag at erkende, at man har spildt en del af sit liv og fået skader, der er svære at reparere. Og derfor søger man også en forklaring på, hvorfor udslusningen til det civile liv er så kompliceret. For man kan ikke fortælle sig selv, at man aldrig skulle have meldt sig i første omgang,« siger en højtstående officer til Berlingske.

Mange af dem, der i dag sluses ud i samfundet, meldte sig frivilligt lige efter 11. september. Det var en idealistisk gruppe af folk, der tog til Afghanistan og senere også til Irak. Men der var selvfølgelig også rigtig mange flere, der var rekrutteret direkte i indkøbscentre i USAs allerfattigste områder med løfter om uddannelse, når de var færdige med tjenesten, og med en fast løn, mens de var i militæret. Mange var 18 år. USA har ikke haft værnepligt siden lige efter Vietnam-krigen, hvor man stillede værnepligten i bero. Så det er ofte gennem en meget pågående hvervekampagne i håbløse områder, at man finder de nye soldater. De er dårligt uddannede med en halv eller en hel highschool-uddannelse bag sig. De har oplevet et kammeratskab i militæret, men er nu hjem vendt til ingenting. For de kan ikke andet end ingenting. De har lært at skyde, og det er det.

Den gode nyhed er, at det amerikanske erhvervsliv har satset en storstilet kampagne på at få »heltene i arbejde«. Der er kommet flere end 400.000 jobtilbud fra virksomhederne til det amerikanske handelsministerium, der forsøger at koordinere nogle af forsøgene på at få veteranerne i arbejde. Og de har stået i kø for at tilbyde de veteraner, der stort set ingen uddannelse har, et job i lavtlønsgruppen. Wal-Mart har lovet at stille 100.000 job til rådighed. Home Depot, en amerikansk byggemarkedskæde, 55.000. McDonald’s 100.000, Starbucks 10.000. Altsammen job til godt syv dollar i timen eller måske lidt mere, når præsident Barack Obamas nye minsteløn på godt ti dollar slår helt igennem. Men arbejdsløsheden for gruppen af hjemvendte soldater mellem 25 og 35 år er to procentpoint højere end for de, der aldrig har været soldater. Og det er ikke uvæsentligt. Men hvorfor?

Årsagen er, at nogle af veteranerne lider af posttraumatisk stress. De bedste af dem møder op på de jobbørser, der bliver sat op i forskellige delstater. Men de fleste bliver hjemme og er ikke i stand til at sælge sig selv eller blot at udfylde de nødvendige papirer, der skal scannes ind på de jobhjemmesider, der findes på internettet.

»Det er en utrolig svær gruppe at have med at gøre, og selv om alle er velvillige, er det ikke bare sådan at få fat i disse veteraner. De er syge, og de får af mange forskellige grunde ingen hjælp. Enten fordi de ikke selv kan overskue det, eller fordi deres enheder ikke har været gode nok til at få dem til at søge hjælp,« siger en officer til Berlingske. Han arbejder i Pentagon med nogle af personalesagerne og må derfor ikke udtale sig hverken om konkrete sager eller om mere specifikke problemer på de enkelte tjenestesteder.

The Washington Post har et eksempel på en, som har fået et job. Men selv det løser ikke hans problem. Christopher Lloyd, 31 år, har haft to ture i Afghanistan og har efter lang tids søgen endelig fundet et job hos en autoforhandler i Texas, hvor han for otte dollar i timen gør biler klar; han vasker dem og pudser vinduer. Lloyd lider af posttraumatisk stress, har fået en større gæld, har haft drukproblemer, og hans forhold til hustruen er for længst røget sig en tur.

»Jeg undrer mig stadig over, hvorfor jeg så stadig står og vasker biler til otte dollar i timen, når nu man gør så meget for at få os i rigtigt arbejde,« siger han.

Men sandheden er, at det er de job, der findes, og det er de job, Wal-Mart og de andre giver veteranerne. For de færreste af dem kan andet end, kynisk sagt, skyde og køre bil. Og arbejdsløsheden er stadig høj i USA efter finanskrisen. De gode job er der simpelthen ikke, og Lloyd skal kæmpe mod jævnaldrende, som ikke har været i Afghanistan, men som har brugt tiden til at uddanne sig.

Ved indgangen til Arlington er der en gravsten, som Vietnam-veteranerne er stoppet ved. Under stenen ligger John F. Riegel fra Virginia. Kort og godt fortæller stenen, at Riegel var i det amerikanske marinekorps. Han blev født den 23. januar 1949 og døde en måned før sin 19-årsfødselsdag i Vietnam. Han havde allerede opnået flere medaljer, fordi han var blevet såret i kamp. Men trods det fortsatte man med at sende Riegel ud på slagmarken, indtil et skud i brystet satte en endelig stopper for ham.

»Vi ved ikke, hvad han ville være blevet til, men vi ved, at mange både dengang og i dag vender hjem til et dårligt liv. Det er hårdt at være helt, især når man slipper levende fra det,« siger Peter Alkins og gør honnør.

Respekten for de hjemvendte er der. Både de døde og de levende.