Det dansk-jødiske samfunds formand, Dan Rosenberg Asmussens, mor blev født i Ægypten. Efter Israels tilblivelse rejste hun sammen med hele sin familie til Israel. Langt de fleste medlemmer af de jødiske menigheder i Ægypten, der eksisterede i århundreder, tog flugten, og i dag er der kun ganske få ægyptiske jøder tilbage.

Den dræbte jødiske vagtmand Dan Uzans far, Sergeot Uzan, blev født i Tunesien, men også han og hans familie rejste til Ísrael.

Der var i årene omkring den jødiske stats oprettelse en kæmpeflugt hovedsageligt til Israel, men mange jøder tog desuden til Frankrig, Storbritannien og USA. Godt 850.000 jøder menes at være flygtet til den nye jødiske stat, mens andre 200.000 drog til bl.a. Frankrig; dog skal tallene tages med et forbehold.

Jøder har været bosat i muslimske lande i århundreder. Vi ved fra arkæologiske fund og historikere, at der har været jødiske menigheder i disse områder før Kristus tid, og at de jødiske menigheder løbende fik tilflyttere. I middelalderen havde jøder i den muslimske verden en gylden periode, men de var stadig udsat for forfølgelser og kollektive vilkårlige straffe. De boede hovedsageligt i ghettoer, de såkaldte mellahs, i byerne.

En gang imellem gik det helt galt, som da jøder i Marokko blev smidt ud af landet i 1100-tallet. Andre gange blev de præsenteret for valget mellem at konvertere til islam eller blive henrettet, som det skete for den berømte jødiske læge og filosof Maimonedes i 1100-tallet. Han valgte at forblive jøde og flygtede til et mere tolerant muslimsk land, men havnede i sidste ende i Palæstina.

Der var også blodige forfølgelser, som da muslimer i 1465 henrettede tusindvis af jøder i byen Fez. På den anden side blev jøder ikke behandlet dårligere end jøder i Europa, hvor der regelmæssigt var overfald, og hvor jøder også boede i ghettoer.

I den ottomanske storhedsperiode, hvor sultaner herskede over store dele af Mellemøsten helt op til Første Verdenskrig, havde jøderne rimelige forhold, og der kom endda jøder fra Spanien og Portugal, hvor de blev fordrevet i slutningen af 1400-tallet, men der forekom alligevel forfølgelser og massakrer som i Baghdad i 1828 og i Damaskus i 1840.

Jøder kom i klemme, da Frankrig udstrakte sit kolonirige til det nordlige Afrika. Fra begyndelsen af det 20. århundrede overtog Frankrig således magten i Marokko, og muslimsk vrede mod kolonimagten rettede sig i visse tilfælde mod jøderne og resulterede i en række blodige massakrer. Situationen var den samme i Libyen, hvor Italien overtog magten, hvilket medførte overfald på jøder.

I begyndelsen af det 20. århundrede boede godt 66 pct. af de cirka 800.000 jøder i det fransk-kontrollerede Nordafrika, godt 15-20 pct. i Irak og ti pct. i Ægypten. Andre 200.000 boede i ældgamle menigheder i Iran og Tyrkiet. Konflikten mellem arabere og jøder i Palæstina eskalerede op gennem 1920erne, og det fik konsekvenser for de jødiske menigheder i de muslimske lande. Konflikten skabte fjendskab mod jøderne, og flere regimer stod bag angreb på jødiske menigheder.

Den tiltagende kritiske situation var dog for intet at regne mod, hvad der ventede jøderne, da Anden Verdenskrig blev indledt.

De nordafrikanske lande Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen kom under nazistisk indflydelse, og jøder blev generelt forfulgt og i Libyen placeret i en KZ-lejr. Nazisterne forsøgte at ophidse den lokale muslimske befolkning til at begå overgreb på jøder, hvilket skete i flere tilfælde.

Også i Irak havde nazisterne held med at fiske i rørte vande i 1930erne og fik irakiske nationalister optændt af had til jøder. Hitlers kampskrift »Mein Kampf« blev udsendt, og uroligheder resulterede i drab på jøder og bombeterror mod jødiske institutioner. I 1941 var der antijødiske uroligheder i Bagdad, hvor 180 jøder blev dræbt og 240 såret.

Den værste modstander for jøderne i 1930erne og 1940erne var den palæstineniske leder Haj Amin el-Husseini, der var overhovedet for palæstinenserne og stormufti i Jerusalem. Han plejede nære forbindelser med nazisterne og besøgte Adolf Hitler i Berlin under krigen. Historikere har dokumenteret, at stormuftien og nazisterne havde planer om massemord på jøder i Mellemøsten og Nordafrika, hvis de vandt krigen.

Overgreb og fjendskab medførte, at store grupper flygtede efter Israels oprettelse. Fra 1948 til 1951 flygtede omkring 260.000 fra de arabiske lande og søgte hovedsagelig til Israel. Op imod 90 pct. af jøderne i Irak, Yemen og Libyen søgte væk.

Jøderne i Ægypten holdt ud lidt længere, men da krigen i 1956 endte med et ydmygende nederlag til den ægyptiske hær, mærkede de ægyptiske jøder også fjendskabet, og mange flygtede i de efterfølgende år.

Det eneste mellemøstlige land, der fik øget jødisk befolkning, var Libanon, hvor der førtes en tolerant politik, og hvor jøder fra de andre arabiske lande derfor søgte hen. Men i midten af 1970erne søgte også jøderne i Libanon væk.

Helt speciel var situationen i Iran, hvor der havde været store jødiske menigheder siden bibelsk tid. Omkring 1900 var der godt 60.000 jøder i Iran. Det relativt rolige liv i Iran kom til en ende med Israels oprettelse. Fra 1948 til 1953 emigrerede godt 30 pct. af de iranske jøder til Israel, men under shah Mohammed Pahlavi blev de beskyttet, og antallet var da oppe på cirka 80.000, før islamister overtog magten i 1979. Så begyndte flugten, der bragte godt 35.000 til USA, 25.000 til Israel og 5.000 til Europa. I dag er kun få jøder tilbage i Iran.

Også jøderne i Marokko havde en meget lang historie tilbage til bibelsk tid, men også her medførte Israels oprettelse prøvelser. I 1948 blev 44 jøder myrdet, og derefter forlod 18.000 marokkanske jøder landet til Israel. I løbet af 1950erne fulgte hovedparten af de tilbageværende efter.

Mange af de nordafrikanske jøder kom til Frankrig, men nu føler mange af nordafrikansk-jødisk afstamning i Frankrig, at det er usikre tider, og man har i den senere tid set en udvandring fra Frankrig til Israel.

Årsagerne til den store flugt var mange og skyldtes ikke kun angreb fra arabiske regimer og folkeligt had, men havde også rod i jødernes eget håb om at opfylde Det Gamle Testamentes bud om at rejse til det hellige land. Desuden forsøgte de jødiske ledere i Israel at opmuntre jøder til at rejse og organiserede til tider også flugtruter. Hvad, årsagerne til flugten var, er til stadig debat, fordi den jødiske flugt ofte sammenlignes med den palæstinensiske og er derfor blevet en del af den mellemøstlige strid.

I dag udgør jøder fra muslimske og arabiske lande og deres efterkommere godt halvdelen af Israels befolkning. Men hvor de palæstinensiske flygtninge blev fastholdt i flygtningestatus i lejre i de arabiske lande, blev jøderne integreret i Israel. Det var imidlertid ikke nogen nem integration, fordi den politiske elite i Israel var i hænderne på jøder fra Europa, og landets karakter tog form efter europæiske standarder. De arabiske jøder var generelt dårligere uddannet, og de følte ikke, at deres kultur blev værdsat i deres nye hjemland. For mange blev integrationen derfor en lang og vanskelig proces.