Den gamle mand og hadet

Hans storhedstid var i 1980erne, hvor han ledte Ku Klux Klan på march gennem Syden og – måske – dræbte tre homoseksuelle. Nu er han 73 år, sigtet for massakren på et jødisk center, og verden er løbet fra ham.

Frazier Glenn Cross Jr, alias F. Glenn Miller, da han 14. april blev fremstillet i retten i Kansas - mistænkt for at have myrdet tre mennesker ved to jødiske institutioner i Kansas City. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters / Dabid Eulitt/ Kansas City Starr/Pool
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De færreste mennesker havde hørt om Frazier Glenn Miller – og det var bedst sådan.

For hvis de kendte ham, var det typisk en konsekvens af had, enten fordi de hadede eller blev hadet, for det var, hvad han gjorde sig i. Det var, hvad han levede for. Had.

Palmesøndag i år blev »de færreste« til »de fleste«; den 73-årige mand blev et navn og en rullende film på de amerikanske nyhedskanaler. Tre mennesker var blevet dræbt på to jødiske institutioner i Kansas City, og på kanalerne kunne man se en mand med et ansigt som en brandtomt blive ført væk. Regnen gennemvædede, hvad der havde været hans hår og fik hans tunge briller til at dugge.

Hans T-shirt var hvid, hans skæg gråt og hans motiv sort. Betjentene satte ham ind i en politibil, og gennem bagruden kunne man høre ham råbe med hæs sydstatsaccent:

»Heil Hitler.«

Men hvem var han, og hvor kom han fra? Og er der andet end en tragedie i ham?

Berlingske blotlægger her historien om Frazier Glenn Miller, bl.a. baseret på retsdokumenter fra den amerikanske forbundsret. Det er en unik historie om det yderste amerikanske højre og dets netværk, for siden slutningen af 1970erne har Miller været allestedsnærværende, når det – i bogstavelig forstand – brændte. Dengang kunne klanmedlemmer og nynazister foretage deres forbrydelser og regne med, at et hvidt nævningeting ville foretrække dem frem for deres ofre. Men ikke mere. Branden er gået ud.

Historien er også en historie om det materiale af søllehed, som skaber soldater og ledere for en ekstrem bevægelse, for gennem Millers curriculum fanger sanserne lyden af klirrende flasker, lugten af den ene cigaret efter den anden, og en trist personlig konflikt, som bl.a. inkluderer en sort mandlig prostitueret på bagsædet af en gammel bil.

Få dage efter de antisemitiske drab i Kansas City landede en rapport, som på den ene side ikke havde noget med drabene at gøre, og på den anden side alt med drabene at gøre.

Rapporten blev offentliggjort af borgerretsorganisationen Southern Poverty Law Center, og den handlede om Stormfront.

Stormfront er det største af de to toneangivende højreradikale online-foraer i USA; det mindre, men mere vulgære forum hedder Vanguard News Network, og tilsammen har de under 25.000 registrerede brugere. Det er ikke mange og især ikke taget i betragtning, af op mod halvdelen af brugerne bor uden for USA.

Hvis man læser de to sites, får man fornemmelsen af mænd, hvide mænd, som masturberer gennem had mod alle minoriteter og for den sags skyld også mod andre højreradikale, som netop ikke er dem. Som klamrer deres våben, deres sydstatsflag og deres neuroser tæt til kroppen – men så ikke mere. De råber om revolution, men ikke i regnvejr.

Rapporten fra Southern Poverty Law Center gør op med den illusion. Ikke nødvendigvis med den psykologiske profil, men med ufarligheden. For i de seneste fem år har brugere på Stormfront begået tæt på 100 drab, fremgår det. For eksempel manden, som dræbte seks mennesker ved et Sikh-tempel i Wisconsin i 2012? Manden, som dræbte tre politibetjente i Pittsburgh i 2009?

Og manden, som begik majoriteten af mordene – Anders Breivik i 2011? De var alle registrerede brugere på Stormfront, alle hvide, alle arbejdsløse, alle bitre, alle forsørget af deres kone, mor eller bistandskontoret, og alle – som rapporten udtrykker det – »wound collectors«. De ledte på internettet efter undskyldninger for deres situation, og så vendte de den som vrede mod samfundet eller jøderne eller andre minoriteter.

Brugere hos Vanguard News Network inkluderer bl.a. den mand, som i 2011 placerede en rygsæksbombe fyldt med gift ved en Martin Luther King parade i Spokane. Og også den mand, som i 2012 forsøgte at overtage en lille by i North Dakota og gøre byen til en »arisk by« opkaldt efter ham selv.

Plus nu Frazier Glenn Miller. Siden 2004 har han skrevet 12.228 hadfyldte indlæg hos Vanguard News Network. Han lod den uhæmmede galde og bitterhed flyde, og han tilsluttede sig, hvad stifteren af sitet proklamerer: »Det er med jøder som med kakkelakker. Du begynder ikke at diskutere med dem. Du træder bare på dem.«

Det var Frazier Glenn Milllers verden. Og det havde været hans verden i mindst 40 år.

I 1973 gav hans far ham et eksemplar af det antisemitiske tabloidblad »Thunderbolt«. »Da jeg læste det, faldt alt på plads inde i mit hoved. Jeg vidste, hvad jeg var. Jeg var en del af den amerikanske bevægelse for hvid magt,« som han senere skrev i sine erindringer: »Jeg var ekstatisk.«

Han var på det tidspunkt amerikansk elitesoldat. I 1959 – som 18-årig – droppede han ud af skolen, og han meldte sig til hæren. Han blev i flere omgange sendt til Vietnam, han blev i 1966 »green beret«, soldat i hærens sagnomspundne specialkorps, og udnævnt til sergent. Det kunne have været hans liv – med honnør, parader, medaljer, pension og det ærefrygtindgydende sug fra omgivelserne, når en veteran med grøn baret trådte ind i lokalet.

Men sådan gik det ikke. Frazier Glenn Miller valgte at smide det hele væk. I 1973 meldte han sig ind i National Socialist Party of America, et nynazistisk parti, og han var med, da nynazisterne i 1979 overfaldt anti-racistiske demonstranter i Greensboro i North Carolina. Nazisterne skød og dræbte fem af demonstranterne, men et hvidt nævningeting i Greenboro frikendte alle de tiltalte. De demonstrerende var kommunister, og det var værre end nazister. Sagen er i dag stadig uopklaret.

I 1979 blev Miller tvunget til at forlade hæren efter 20 års tjeneste, fordi han uddelte racistisk materiale i geledderne. Hans kone forlod ham og tog børnene med til Chicago, fremgår det af en efterretningsrapport fra Southern Law Poverty Center. Uden arbejde, uden kone og børn havde Miller kappet alle bånd til de civiliserende elementer af samfundet. Han havde kun ét tilbage – at kaste sit hele jeg ind i kampen mod ZOG, »the Zionist Occupation Government«, den hemmelige zionistiske regering, der ifølge de højreradikale styrer USA, og fra det øjeblik gik det kun én vej og i én retning.

I et ikonisk avisbillede fra 1980erne kan man se Frazier Glenn Miller i et element, som han sikkert har sat på evigt replay i sit baghoved. På billedet marcherer uniformerede nynazister og klanmedlemmer med sydstatsflag og hagekorsbannere, og ved siden af dem går deres leder. Han er iklædt en selvdesignet camouflageuniform, hans overskæg er betjentværdigt, hans baret er på sned og med et emblem med hvidt kors på rød baggrund, og han går med en megafon. Det var Miller.

Hvis han klipper billederne og sin erindring med behændighed, kan han måske få det til at se ud som om, at de er titusinder, som gungrer gennem storbyerne og historien – og ikke bare en jordslået trop. Han skriver i sine erindringer: »Jeg efterlignede Hitlers metoder til at tiltrække medlemmer. I de følgende år arrangerede jeg marcher og demonstrationer – for det virkede for Hitler.«

Det var hans forbillede, og det var hans ambitioner, hvis man læser retsudskrifterne. Han ville omkalfatre hele samfundet og med sig selv som leder.

I 1980 købte Miller et lille landbrug i North Carolina, og han oprettede »Ridderne af Ku Klux Klan i Carolina« og gjorde sig selv til »stordrage«. Hans næstkommanderende oplyser i retsudskriftet, at Miller planlagde at tage magten i store dele af Syden og »afvæbne de sorte, putte dem ud på skibe og sprænge skibene i luften og derefter klynge jøderne op«.

Han oprettede en »elitekampenhed«, og på hans ejendom vrimlede det snart med klanmedlemmer og nynazister med angrebsrifler, plastisk sprængstof, hjemmelavede uniformer og brændende kors.

I 1983 fik han kontakt til »The Order«, som var en af de farligste højreradikale grupper i USA. »The Order« kaldte sig selv et »tavst hvidt broderskab«, og broderskabet var ikke tilfreds med at marchere rundt i gaderne og drikke en revolution. I 1983 og 1984 stod gruppen bag en serie røverier mod banker og pengetransporter – med et udbytte på over fire mio. dollar – og den myrdede også en kendt jødisk radiovært, Alan Berg.

Miller blev udnævnt til »civil administrator« i broderskabet; han skulle ikke deltage i terror, men fungere som gruppens politiske talerør og rekruttere soldater til den hvide revolution.

»The Order« gav ham 200.000 dollar fra røverierne, og han brugte pengene til at fastansætte fem af sine medarbejdere og til at investere i trykkeri og spytte pjecer og nyhedsbreve ud. Som retsbogen siger: Millers klan-organisation i North Carolina »blev på kort tid en af de største hvide overrace-organisationer i USA, og Miller blev en af bevægelsens mest kendteste ledere«.

I 1984 slog myndighederne til mod »The Order« og dræbte gruppens leder, og Miller følte også de nye tider. Southern Poverty Law Center stævnede ham for at føre hadkampagne mod sorte, i 1985 accepterede han et forbud mod »at deltage i paramilitært arbejde«, og i 1986 blev han sigtet for ikke at overholde forbuddet.

På det tidspunkt var syv medlemmer af hans klan sigtet for at planlægge at røve militærvåben, to storjuryer undersøgte Millers rolle, og han besluttede sig for at komme armageddon i forkøbet og kickstarte sin revolution.

Men begik han tredobbelt mord?

Shelby i North Carolina kalder sig selv »byen med det gode liv«, men en begivenhed i 1987 fremmede ikke byfædrenes marketingskampagne. 17. januar – kort før lukketid – kom tre mænd ind i forretningen Shelby Adult Bookstore, og som lokalavisen The Dispatch dengang skrev:

»Mændene var identisk klædt – med brungyldne skimasker og lange brune fløjsjakker. De var svært bevæbnede. De beordrede alle tilstedeværende til at lægge sig ned med ansigtet nedad. Derefter skød de hver enkelt person i hovedet.« Da likvideringerne var overståede, vædede gerningsmændene forretningen i benzin og satte ild til den og flygtede.

To af de tilstedeværende kravlede hårdt sårede ud af flammerne, tre kunne ikke, fordi de var døde, og sheriffen begyndte nu en efterforskning, som glimrede ved sin fordomsfuldhed.

Shelby ligger i bibelbæltet, og Shelby Adult Bookstore solgte ikke bare porno, men først og fremmest homoseksuel porno, og de døde og sårede var homoseksuelle eller biseksuelle. Derfor fokuserede sheriffen på »de skumle investorer bag forretningen«, som det fremgår af The Dispatch.

En advokat sagde, at han havde hørt, at der var tale om et mafiaopgør eller et bestilt lejemord, skrev avisen. Charlotte Observer citerer også den lokale anklager for, at forretningen lokalt blev kaldt »den beskidte forretning«, fordi den solgte pornografi og især til homoseksuelle.

Kort efter massakren i Shelby pakkede Frazier Glenn Miller sin bil med våben og sprængstof og med de sidste 20.000 dollar fra røveriudbyttet fra »The Order«. Han kørte til Oklahoma og samlede to af sine betroede folk op – Robert Jackson og Douglas Sheets. De fik trykt 2.000 eksemplarer af en løbeseddel, som proklamerede et opråb om revolution.

Der var nu krig, skrev han, og der var krig mod »niggere, jøder, bøsser, bastarder, forbrydere mod den hvide race,« og løbesedlen indeholdt også et pointsystem, hvor man kunne score point ved at slå bestemte grupper ihjel, og ingen grupper gav flere point end »indflydelsesrige jøder«.

Miller indtelefonerede en trussel til en radiostation og krævede 888.888 dollar og en offentlig undskyldning fra den amerikansk regering – og en total benådning. Hvis ikke, ville han og hans revolution dræbe en række navngivne personer, deriblandt lederen af Southern Poverty Law Center, Morris Dees. Miller og hans to løjtnanter barrikaderede sig i en beboelsesvogn i Missouri, men da politiet kom efter dem 30. april 1987, var blodlysten lunknet, og de overgav sig.

Frazier Glenn Miller havde overlevet junglen i Vietnam, og han skulle nu også vise sig som en overlever i lovjunglen. For efter han og de to andre mænd var fængslede, og efter politiet begyndte at stakke sigtelser oven på hinanden, glemte han alt om bloded og hvid magt og tilbød at stikke sine kammerater.

»Top,« sagde anklagemyndigheden, og i de følgende år fragtede forbundspolitiet FBI ham fra retssal til retssal, hvor han vidnede mod tidligere medlemmer af »The Order« og også mod sine kumpaner, Robert Jackson og Douglas Sheets; han hævdede, at de havde betroet ham, at de stod bag massakren mod de homoseksuelle i Shelby, og FBI troede ham.

I 1989 blev Jackson og Sheets stillet for retten for forbrydelsen, men sagen holdt ikke, for det viste sig, at både Jackson og Sheets havde skridsikre alibier; aftenen forinden havde de begge bevisligt været i henholdsvis Kansas og Oklahoma, og en massiv snestorm umuliggjorde, at de kunne have nået frem til Shelby. Begge mænd blev frifundet for drabene og sagen skrinlagt, for som en tidligere beboer i Shelby har fortalt:

»I Shelby var der en udbredt sympati for Ku Klux Klan … og mand og mand imellem var den overvejende stemning, at klanen gjorde alle en tjeneste ved at brænde en pornoforretning og dræbte nogle »bøsserøve« samtidigt.«

Som i Greensboro ti år tidligere: Klanen var et mindre onde end de mennesker, som Klanen slog ihjel, og sagen er stadig uopklaret.

Men hvorfor er den egentlig det, spørger nyhedssitet Raw Story.

Den hævder, at der i beboelsesvognen i Missouri blev fundet fysiske spor, som kædede de tre mænd i vognen sammen med mordbranden. Og hvis Jackson og Sheets havde et alibi, så peger det mod den tredje mand, Frazier Glenn Miller. Sheets hævdede også i sin vidneforklaring, at Miller skulle have sagt til ham, at »jeg skal love for, at vi fik det til at sige bum i Shelby«.

I sine erindringer skriver Miller også, at Shelby havde en helt særlig betydning for ham, fordi det var det sted, hvor hans nystiftede klan i 1981 gennemførte sin første march.

En advokat siger til Raw Story, at Miller netop ikke havde et alibi for gerningstidspunktet. Han havde dagen før drabene deltaget i en klan-demonstration i Raleigh, tre timers kørsel fra Shelby, og han kunne sagtens have nået frem 17. januar 1987 om aftenen. Det er også interessant, at Miller i en politiafhøring kom med en oplysning, som indikerede et kendskab til pornoforretningen.

Han forklarede uopfodret, at Shelby Adult Bookstore havde et stort to-vejs spejl, og som Raw Story spørger: Hvor vidste han det fra, hvis han aldrig havde været der?

Anklagemyndigheden gik ikke videre med sporet, og den fortsatte i stedet med at bruge Miller som insiderkilde. Så sent som i 1998 vidnede han i en sag mod højreradikale, og han fik en klækkelig rabat ved strafudmålingen. I 1990 – efter blot tre år – blev han løsladt.

Men det var en beængstet Miller, som blev løsladt; han var bange for, at hans gamle fæller ville komme efter ham, og han bad myndighederne om hjælp. De placerede ham i vidnebeskyttelsesprogrammet, gav ham et nyt navn og et dugfrisk sygesikringsnummer, han fik et hus i det vestlige Iowa og en uddannelse som lastbilchauffør. Som 49-årig fik han en chance, som de færreste forbrydere får – han fik en chance for at begynde forfra og med et helt nyslået jeg.

Hvis man betragter Frazier Glenn Miller fra den vinkel – så var han et menneske, som troede så meget på den sag, at han kastede sit liv til side og investerede alt i den

Det gør ikke hans sag til en god sag, det gør ham ikke mindre racistisk eller antisemitisk, men det gør ham til en idealist på samme måde, som Osama bin Laden var en idealist.

Men sådan en udlægning fordrer, at man anerkender Miller som et rationelt menneske, der på et afgørende tidspunkt af sit liv foretog en nøgtern afvejning af sit liv og foretog et ditto valg. Det gjorde han måske også vurderet i en juridsk sammenhæng, han var tilsyneladende ikke utilregnelig eller i affekt, men adfærdspsykologer og retstekniske psykologer vil givetvis have en anden udlægning.

Jonathan Shay er ph.d. og formentlig den føren-de ekspert i behandlingen af krigsveteraner i USA, og han har forsket i det fænomen, som han kalder »moralske mén«. Det er, hvad soldater oplever, når de på den ene side ved – fordi de har fået det at vide hele livet – at de ikke må slå ihjel eller lemlæste, og på den anden side bliver tvunget til at slå ihjel og lemlæste. De gør noget, som strider mod deres default, noget, som er forkert, og det fører til en indre turbulens, som fører til moralske mén.

Få krige i moderne tid har ført til flere moralske mén end Vietnamkrigen, og jo flere gange man var der, jo flere man slog ihjel, desto værre.

Op mod 30 procent af alle soldater fra Vietnam er siden krigen blevet diagnosticeret med en mental lidelse, og soldater fra Vietnam begår i dag selvmord i rekordantal. Miller var elitesoldat i Vietnam, han var på et utal af missioner, og de grønne baretter samarbejdede med CIA om nogle af de krigskapitler, som kritikere i dag kalder forbrydelser.

Derfor er det ikke usandsynligt, at Miller vendte hjem med moralske mén, og det forklarer også, hvorfor han gjorde, hvad så mange veteraner gør – forsøgte at dulme den indre konflikt med alkohol og kæderygning. Stifteren af Stormfront, Don Black, har fortalt til The Daily Beast, at han kendte Miller tilbage i begyndelsen af 1980erne. Miller var dengang netop blevet sparket ud af hæren, og Black beskriver ham som »alcohol-driven«, som drevet frem af alkohol.

Miller fortsatte med at drikke hårdt, og Black har kun én forklaring på, at hans gamle klankollega angreb de jødiske centre i Kansas City: »Jeg vil tro, at alkoholen efter mange år har ædt ham op.«

Eksemplerne på en hård alkoholisme er flere. Da Miller i 1987 blev informant for FBI, gav han ifølge en forbundsagent følgende forklaring: »Efter at have tilbragt otte dage i fængsel og efter at have haft muligheden for at blive afgiftet efter et langvarigt alkoholmisbrug, har jeg udviklet en ny tolerance« over for jøder og sorte og andre minoriteter.

En række skribenter på Stormfront noterer også, at Miller kæderøg, han tændte en ny cigaret med den gamle, og at han lider af rygerlunger – eller kol.

Den slags selvmedicinering er ifølge Shay den typiske reaktion på en indre moralsk konflikt og post-traumatisk stress; og en anden typisk reaktion er at vende vreden mod andre – at projicere problemerne mod en ekstern og uvedkommende faktor, f.eks. sorte og jøder.

Men dokumentsporet indikerer også, at Frazier Glenn Miller led af en anden indre konflikt, som fik hans moralske kompasnål til at snurre rundt. Advokat Kirk Lyons har i over 20 år forsvaret en lang række nazister og klanledere, og for nogle uger siden betroede han Raw Story et rygte, som florerede i de kredse:

At Frazier Glenn Miller i 1980erne blev anholdt på bagsædet af en bil med en sort, mandlig prostitueret. ABC News fik bekræftet rygtet af en fremtrædende statsdommer i North Carolina, Douglas McCullough.

Dommeren oplyste, at en politipatrulje i Raleigh en sen nattetime observerede en bil, og på bagsædet af bilen fandt de klanleder Miller sammen med »en sort mandlig prostitueret, og den prostituerede var klædt i dametøj. Det var temmelig chokerende, når man tænker på de synspunkter, som Miller i øvrigt stod for.«

McCullough siger til ABC, at han har læst politirapporten, men ikke ønsker at gå i detaljer. »Detaljerne er temmeligt slibrige. Jeg tror, at kendsgerninger taler for sig selv. Folk kan drage deres egne konklusioner om, hvor selvmodsigende hans handlinger er.«

Hvis Miller i virkeligheden var homoseksuel eller biseksuel, ville det også forklare, hvorfor han udadtil var homofobisk og opfordrede til »at klynge bøsser op«. En undersøgelse fra 1993 og en anden fra 2012 har påvist, hvordan mænd, som udadtil er homofobiske ved forsøg »oplever en over-gennemsnitlig seksuel ophidselse ved at obsevere film med mandlig homoseksuel aktivitet«.

En tredje undersøgelse påviser, hvordan mænd, som er opvokset i et konservativt og autoritært hjem, har sværere ved at tumle deres homoseksualitet, og at de derfor ofte viser den som aggressivitet mod andre homoseksuelle.

Det undskylder ikke Frazier Glenn Miller. Hverken posttraumatisk stress eller homoseksualitet – og hans reaktion mod begge dele – undskylder, at han brugte sit liv til at hade andre og true andre og opfordre til krig, og at han angiveligt dræbte mindst tre mennesker.

Men det forklarer, hvorfor han pludselig kastede sin militærkarriere til side og valgte at hade andre og måske først og fremmest sig selv, og det flugter med den seneste forskning i selvmordsbombere og terrorister. At de i virkeligheden lider af psykiske problemer eller er sølle eksistenser, som vender deres nederlag mod andre.

Men Frazier Glenn Miller fik en ny chance som 49-årig; under vidnebeskyttelse og med ny identitet kunne han begynde forfra, og i en årrække lykkedes det tilsyneladende også. Han arbejdede som langturschauffør og boede med sin nye familie i Iowa og Nebraska, men han kunne ikke – ikke i længden – gå fremad. Han valgte i stedet at gå bagud.

I 1999 skrev han en racistisk memoir, som han selv udgav – »A White Man Speaks Out« – og kort efter flyttede han til et udsted i Aurora i Missouri, hvor han igen begyndte at drikke tæt, hvis man skal tro skribenterne på Stormfront.

Han skrev mere og mere usammenhængende hadeindlæg på Vanguard News Network, tre gange stillede han op til valg i Missouri, uden held, og sådan kunne det være endt; som en aldrende og alkoholiseret mand, der sad på de lokale kasinoer og drak, røg og skældte ud på jøderne.

Men efter en nats drikkeri på et kasino valgte han så palmesøndag at gøre had til handling, og han angreb de to jødiske centre i Kansas City. Ingen af de tre dræbte var jøder.

Det er den dårlige nyhed – og den er ubetinget dårlig. Men den gode nyhed er, at verden siden 1980erne ikke er gået samme vej som Miller. Tværtimod. En borgmester i Millers hjemby blev tvunget til at gå af, fordi han også var antisemit, og Millers angreb blev mødt med fordømmelse selv blandt mange af hans egne.

Reaktionen har også afsløret, at det radikale højre i USA nu er så begrænset og forvitret, at deres farlighed mere skyldes afmagt end magt; farligheden ligger i desperationen af en tabende sag og ikke det modsatte.

Måske mest symptomatisk for udviklingen var nyheden fra Shelby i Nort Carolina, den lille by, hvor Miller gennemførte sin første march, og hvor tre homoseksuelle blev dræbt.

Den nye sherif meddelte, at han vil sende efterforskere til Kansas for at afhøre om det tredobbelte drab. Shelby er et konservativt hjørne af verden, men det er ikke længere 1987, heller ikke der, og faktorerne er siden blevet omkalfatret. Racister og klanmedlemmer er ikke, hvad de har været i Shelby, og det er homoseksuelle heller ikke, og i den omkalfatring gemmer sig en god nyhed.

Trods alt.