Den forhutlede må se længere efter hjælpen

Hvis man falder om i et jakkesæt, er der større sandsynlighed for at få hjælp, end hvis man ser forhutlet, fordrukken eller hjemløs ud. Det viser et socialt eksperiment, som Berlingske har udført, og det bakkes op af forskere.

To personer er stoppet op for at hjælpe en mand i et gammelt joggingsæt, der er faldet om i vejkanten. Før dem er flere andre kørt forbi. Havde manden været iført et jakkesæt, havde mønsteret sandsynligvis set noget anderledes ud. Udseendet betyder nemlig meget for, hvem vi hjælper, fastslår eksperter. Fold sammen
Læs mere

»Er du okay?«

En kvinde stopper op, står af cyklen og henvender sig til den unge mand, som ligger på en plet græs ved søerne på Østerbro i København. Hans lyseblå skjorte, habitjakken, og de sorte cowboybukser og et par blanke, pæne sko taler for sig selv. Det er en velklædt mand, der ligger dér. I de næste minutter stopper flere mennesker ligesom kvinden op med samme spørgsmål: »Er du okay?«

 

Da der kort forinden lå en forhutlet mand, iført en forvasket grå trøje med hætten trukket godt op over hovedet, stoppede knap så mange op.

Episoden stammer fra et stykke iscenesat virkelighed, som Berlingske har filmet for at undersøge, om vi gør forskel på folk, når vi vælger at tilbyde vores hjælp. Da skuespilleren var klædt ud som hjemløs, tilbød fem personer i løbet af 20 minutter deres hjælp. Da han skiftede til pænere tøj, fra hættetrøje til habitjakke, greb 17 personer ind i løbet af fem minutter.

Forsøget er ikke videnskabeligt, men eksperter bakker udfaldet op: Der er forskel på, hvem vi vælger at hjælpe. Og påklædning og generel fremtoning har stor betydning for, om vi vælger at gribe ind og hjælpe en person, der har brug for hjælp. Det forklarer Torben Bechmann Jensen, lektor i socialpsykologi på Københavns Universitet:

»Vi hjælper i højere grad dem, der ligner os selv. Det at være hjemløs eller se forhutlet ud kan signalere noget, som for mange mennesker er fremmed, så man ikke umiddelbart er lige så tilbøjelig til at hjælpe og til at kunne sætte sig ind i situationen. De fleste vil gerne hjælpe en person i nød. Når det ikke sker, er det ikke nødvendigvis mangel på vilje, men mangel på kendskab til de mennesker, der har brug for hjælp,« siger Torben Bechmann Jensen.

 

Han understreger, at det også spiller ind, at det »åbenlyst er mere unormalt«, at manden i jakkesættet ligger på gaden, end at den hjemløse mand gør.

Øldåsens indflydelse

Vi reagerer på en række signaler, når vi ser en medborger i nød. Det forklarer professor i formel filosofi ved Københavns Universitet Vincent F. Hendricks. Han har sammen med sin forskningsgruppe foretaget en række pilotforsøg, der tester, hvornår folk griber ind. Da forskerne eksempelvis placerede en øldåse foran en mand, der var faldet om, gik der længere tid, før han fik hjælp.

»Hvis der er nogle offentlige signaler, der er kraftigere end det signal, der udsendes fra vedkommende, kan det faktisk få os til at lade være med at intervenere, selv om vi kan se, at en person er i vanskeligheder,« siger Vincent F. Hendricks.

»Naturligt, at folk går forbi«

Når det kommer til forskelsbehandlingen i forhold til vores hjælpsomhed, er der flere gange sat spørgsmålstegn ved behandlingen af de svageste i samfundet i år. Først var det TV-værten Hans Pilgaard, der til stor debat greb ind og irettesatte to piger, som talte grimt til en hjemløs på metrostationen ved Kongens Nytorv.

En episode i oktober fik lige så stor bevågenhed, men havde en langt mere tragisk udgang. Den hjemløse mand Daniel Øhlers blev kun 33 år gammel og døde på Amagerbro Station. Ambulancen ankom for sent til at redde Daniel Øhlers, og kritikere beskyldte Region Hovedstaden for ikke at tage henvendelsen alvorligt, fordi der var tale om en hjemløs. Det blev konkluderet, at der var sket fejl, men det blev afvist, at den lange udrykningstid havde noget med Daniel Øhlers’ status som hjemløs at gøre. Lene Thorslund var til stede under episoden. Hun har selv været hjemløs en stor del af sit liv og arbejder i dag frivilligt med hjemløse.

Hun oplevede, at folk i stor stil greb ind ved episoden på Amagerbro, mens andre øjenvidner har forklaret, at der gik et stykke tid, før folk opfattede, at den hjemløse Daniel havde brug for hjælp.

 

»Jeg husker situationen som varm og med mennesker, der virkelig glemte alt om sig selv og kun ville hjælpe Daniel,« siger Lene Thorslund, der mener, at det er helt naturligt, at folk tøver mere, før de vælger at hjælpe en hjemløs.

»Det er kun naturligt, at folk går forbi. En mand i jakkesæt drikker sig jo ikke standerstiv på gaden og falder om. Så derfor ved man, at der er noget galt med ham. Men vi ved jo også godt, at hjemløse nogle gange sidder og sover. Der er ingen, der har lyst til at forstyrre en anden. Jeg oplever ikke, at det er fordi, de ikke har lyst til at hjælpe. Men forbipasserende ved ikke altid, om der er noget galt,« siger Lene Thorslund.

Tilbage ved søerne på Østerbro betyder udseendet også noget for, hvordan man griber ind. Det forklarer en kvinde, som hjalp manden i jakkesættet.

»Ja, det spiller en rolle med udseendet,« siger kvinden, da hun bliver spurgt, om det havde gjort en forskel, hvis manden havde været hjemløs:

»Hvis de vælter rundt på vejen, kunne jeg finde på at ringe til en ambulance, men jeg tror ikke, at jeg ville gå derhen.«