Den førerløse krig

Fjernstyrede flyvende tingester har været anvendt siden forrige århundrede for at dræbe fjenden uden at risikere egne soldaters liv. I dag er dronerne taget til nye højder.

Foto: DOMINIQUE FAGET
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da en amerikansk operatør den 4. februar 2002 på en base i USA trykkede på en knap, og et Hellfire-missil løsnede sig fra et ubemandet fly over Afghanistan, gik den officielle start på foreløbig 13 års tiltagende brug af bevæbnede droner mod især terrorgrupper i Mellemøsten.

Droner var tidligere blevet brugt som støtte for militære operationer inden den februardag, men eksplosionen, der dræbte tre personer, var tilsyneladende den første, der blev iværksat af den amerikanske efterretningstjeneste CIA, og som blev offentligt kendt og diskuteret.

Missilet ramte gruppen af mænd, der mødtes i nærheden af byen Khost i Paktia-provinsen. De var blevet spottet af en ubevæbnet drone, da de befandt sig i nærheden af den berygtede, tidligere Mujahedin-base, Zhawar Kili, som USA før havde bombet i håb om at få ram på Osama bin Laden. Men som det amerikanske magasin The Nation fortalte efter angrebet, blev de afghanske mænd dræbt, uden at de amerikanske myndigheder efterfølgende kunne sandsynliggøre, at de var terrorister. Nogle hævdede, at de var lokale, der handlede med skrot.

Ifølge en AP-rapport en uge efter angrebet blev der fundet forskellige efterladenskaber, blandt andet dokumenter på engelsk, en tidstabel for flyruter, ammunition og patronhylstre og en holder til en håndholdt radio, der kunne tyde på terrorplaner. Men ingen beviser for, at mændene var terrorister.

Daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld konstaterede, at »en beslutning om at affyre missilet blev taget. Missilet blev affyret«.

Hellfire-missilet ved Khost blev således indledningen på den amerikanske brug af droner til drab på formodede terrorister, ligesom det blev indledningen på en medfølgende debat om etik og folkeret. Siden 2002 er faktuelle oplysninger og diskussionen om de enkelte angreb blevet færre, selv om amerikanerne gerne fortæller, når det lykkes at dræbe højtstående terrorledere.

Droneangrebet i Paktia er imidlertid slet ikke det første, hvor et førerløst luftfartøj er blevet brugt til død og ødelæggelse. Hvis man definerer en drone som et luftfartøj, der er førerløst, men som i et eller andet omfang kontrolleres fra jorden, kan man hævde, at det første droneangreb ramte Venedig i 1849. Venedig havde gjort oprør mod Østrig, hvis flåde og artilleri grundet Venedigs beliggenhed ikke kunne komme tilstrækkeligt tæt på byen til at bombardere den. I stedet konstruerede østrigerne store balloner med en last af sprængstof under, som med passende vind kunne sendes ind over byen. Når målet blev nået, kunne bombelasten udløses enten af tidsindstillede lunter eller via elektromagnetisme, altså fjernstyring, hævdes det i en historisk artikel fra den østrigske avis Die Presse.

Østrigernes første forsøg på at bombe Venedig med ballondroner mislykkedes, da vinden vendte og sendte ballonerne tilbage over de østrigske linjer. Men i andet forsøg lykkedes missionen, og to dage senere kapitulerede byen. Årsagen var dog ikke ballonerne, men derimod blokaden af byen, som førte til truende hungersnød kombineret med en koleraepedemi.

De østrigske balloner kunne kun bruges én gang. Hvis man definerer en drone således, at den skal kunne returnere og anvendes mere end én gang, finder man de første rigtige droner i mellemkrigstiden, op mod Anden Verdenskrig, hvor droner blev udviklet som styrbare luftmål. Dansk forsvar har også i årtier anvendt simple droner som mål for blandt andet Søværnets antiluftskyts i øvelsesområdet ud for Sjællands Odde.

Under Den Kolde Krig ombyggede USAs flyvevåben flere bombefly til fjernstyring. De blev blandt andet brugt til at observere og måle virkningen af atomsbombesprængninger på tæt hold. Droner, afsendt fra bombefly, blev anvendt som vildledning af fjendtligt antiluftskyts, men først under Vietnamkrigen blev droner i stor skala anvendt til at observere mod Vietkongs og den vietnamesiske hærs bevægelser.

I 1990erne begyndte det amerikanske forsvar så udviklingen af de droner, der blev begyndelsen på nutidens bevæbnede militære droner. Antallet af amerikanske missilangreb er ifølge en opgørelse i The Economist for tre år siden forøget med 1.200 procent fra 2005 til 2011, og deres angreb har, lyder det i hvert fald fra USA, været stærkt medvirkende til at trænge al-Qaeda og organisationens støtter i defensiven. Da al-Qaedas toppropagandist, Anwal al-Awlaki, standsede sin pickuplastbil på en støvet vej i Yemen for nogle år siden, har han kun haft nogle splitsekunder til at opfange, at han ligesom mange andre ledende terrorister var blevet indhentet af maskiner, der ikke bliver trætte, ikke mister fokus, og som er præcist dræbende. Et Hellfire-missil tog livet af ham og de medfølgende passagerer.

Teknologien, der gør det muligt at sende et kæmpestort ubemandet fly som en Global Hawk uden optankning fra USA til Australien, eller bygge spiondroner på størrelse med insekter, har også bredt sig til et voksende civilt marked.

Enhver stor dreng kan købe en drone med HD-kamera om bord for nogle få tusinde kroner, som kan styres ud over naboernes haver eller nærmeste fuglereservat via en iPad. Myndigheder som eksempelvis Fødevarstyrelsen har for længst taget droner med GPS-teknologi og kameraer i brug til for eksempel at opmåle marker. Mulighederne er enorme, og i Danmark har Odense Kommune sammen med en række virksomheder etableret et netværk for virksomheder, der arbejder med ubemandede fly. Lufthavnen er ved at blive opbygget som dansk testcenter og har allerede internationale kunder. Et af de problemer, branchen slås med, er adgangen til at teste droner på stor afstand. Det kræver således tilladelse fra Trafikstyrelsen at benytte en luftkorridor fra lufthavnen ved Odense nordpå til Kattegat.

I takt med væksten i civile droners antal og størrelse stiger risikoen for sammenstød mellem droner og passagerfly. Det gælder både i fredelige Danmark og i Afghanistan, hvor trafikken af amerikanske droner i luftrummet holdt det danske flyvevåbens mobile luftkontrolcenter travlt beskæftiget, da danskerne for et par år siden havde til opgave af overvåge lufttrafikken i det nordlige Afghanistan.

Men Danmark kommer næppe foreløbig med i kredsen af lande, der flyver med større droner. Selv om den polare version af den store Global Hawk, Polar Hawk, kunne være velegnet til overvågning i Arktis, er prisen i sig selv en stopklods. Alene dronens radar, der angiveligt kan overvåge 137.000 kvadratkilometer på en dag, koster det samme som et F-18-kampfly, ifølge The Economist, der ligeledes oplyser, at en bevæbnet drone som en Reaper kræver 180 mand på jorden til at holde den flyvende – ubemandet eller ej.