Det er ikke fordi, den syner af alverden, den lille dåse med sit indhold af menneskelig afføring, som den står der i en husagtig konstruktion midt i en af de højloftede sale på kunstmuseet i Herning.

Her er den anbragt, som var det i kunsttemplets allerhelligste, under udstillingen om dåsen, dens ophavsmand, Piero Manzoni (1933-63), og nogle af hans samtidige og mere eller mindre åndeligt beslægtede som Lucio Fontana og Jannis Kounellis, Paul Gadegaard og Knud Hvidberg. Faktisk ser den lille dåse ganske appetitlig ud, og havde der ikke stået Merda d'Artista på siden, og havde dåsen i stedet været udstillet i en delikatesseforretning, kunne man såmænd have taget den for en særlig kulinarisk specialitet.

Men nu er det altså grangiveligt afføring, og det har til næste år ophidset sindene i 50 år.

Sjovt nok har en af Manzonis kolleger, Agostino Bonalumi, i en italiensk avis hævdet, at der bare er gips i de fleste af de i alt 90 dåser, Manzoni producerede i 1961, og det ville jo kun gøre det element af grin med borgermusikken, der ligger i værket, endnu sjovere, men påstanden er tilbagevist af enken til Manzoni, Nanda Vigo, og det kan man jo også godt forstå. Hun ejer en endnu større samling af Manzoni end verdens næststørste, der befinder sig i Herning, og som gør museet til en overordentlig interessant samarbejdspartner for førende museer for moderne kunst verden over.

Det er absolut ikke for meget at hævde, at uden den famøse dåse og en række andre af Manzonis muntre værker ville Herning ikke foreløbig havde fået sit arkitektonisk prægnante museum i skikkelse af Steven Holls smukke bygning, der passer fint ind i erhvervs- og museumsområdet i Birk uden for Herning.

En god forretning

Og så er historien om, hvordan Herning fik verdens næststørste Manzoni-samling en af de mest interessante i nyere dansk kunsthistorie.

Det skyldes tekstilfabrikanten Aage Damgaard (1917-91), der inviterede kunstnere til Herning, ansatte dem på sin fabrik og lod dem producere kunst i lange baner. Hvad de nu sådan selv syntes, de havde lyst til. Siden forærede han sin samling til Herning Kommune, der på den måde fik sit første kunstmuseum. Det blev indrettet i Dam­gaards skjortefabrik, der var blevet sørgeligt tom, efter at den tids globalisering havde udkonkurreret fabrikken på grund af det lave lønniveau i det fjerne Østen.

Knud W. Jensen, Louisianas stifter, vurderede engang, at det var en gave til samfundet på 100 mio. kr.

Men de syner nu ikke af meget, Manzonis ting. Han var fascineret af de muligheder, der lå i at arbejde med tekstil, og han indskrev sig i den konceptuelle tradition, der kan dateres tilbage til Duchamp (som også er repræsenteret med et lille kuffertværk på udstillingen) ved blandt andet at finde på en platform. Stiller man sig op på den, er man et kunstværk. I hvert fald så længe man står på den. Han signerede også syerskernes arme, så de blev kunstværker. Så tegnede han verdens længste streg, 7.200 meter på en avisrulle, og så er der selvfølgelig mesterværket, »Socle du Monde«, der desværre ikke længere står udenfor på en græsmark ved siden af museet, men er flyttet inden for murene. Jordens sokkel er en firkantet jernkasse. Dens titel står på siden af den, men på hovedet, så man kan forestille sig, at kloden hviler på den. Kloden står altså på den anden ende, vi befinder os sammen med soklen på dens underside, og kloden er det virkelige kunstværk.

Blandt mange aspekter i den famøse dåse er det alkymistiske. Kunne man forvandle sit eget affald til guld? Åbenbart. Manzoni solgte i sin tid dåserne med deres indhold på 30 gram for gramprisen på guld og gjorde en pointe ud af det. Havde »Merda d'Artista« fastholdt kursen, ville en dåse i dag have kostet omkring 6.795 kr. For nogle år siden solgte et af auktionshusene en af dåserne for knap én million kr.