Den dynamiske duo

Midt i konkurs, død og en udmarvende gældssanering, der truede med at splitte dem ad, så Heidi og Jesper på hinanden. »Lad os gifte os,« sagde de. Og genopstod.

Jesper Tornvig-Korup gik konkurs og var helt nede økonomisk og mentalt. Det blev til skilsmisse. Han fandt Heidi, og midt i det økonomiske morads døde tre af deres forældre. Nu er de oppe igen med endnu et stilladsfirma. Fold sammen
Læs mere

Det var en dag i juni 2011.

Jesper Tornvig-Korup og hans kone Heidi havde i årevis vidst, at denne dag ville komme. Deres år nul. Den dag de ville træde ud i lyset. I seks år havde de taget et lille skridt hvert år. Afdrag efter afdrag. Stille og roligt bort fra et bundløst hul af gæld og en hverdag på smalhans, genbrug og fars på tusind måder.

Den dag faldt det sidste afdrag til kreditorer og Skat. Endelig havde gældssaneringen renset helt ud i moradset fra Jespers konkurs i 2000.

Heidi: »Du kan fandeme tro, vi kan huske det. Det var champagne og bøffer. Vi vidste det, fordi der hvert år på den tid blev trukket fra vores bankkonti. Vi havde snakket om at invitere gæster for at fejre det, men vi valgte kun at være os to. Det var jo en kamp, vi havde taget sammen.«

Jesper: »Det var lettelse og eufori. Fornemmelsen af, at jeg blev et menneske igen. Helt gældfri. Det var for mig den store genfødsel.«

Køkkenassistenten og maskinteknikeren mødte hinanden i 2001, da Jesper med årelang erfaring i stilladsbranchen havde måttet smide håndkædet i ringen. Banket op fra ingenting havde han en overgang ti ansatte i sit firma, masser at lave og et acceptabelt overskud. Det var opgangstider og byggeboom. Alt var godt. Men kunder begyndte at dreje nøglen om. Jespers firma havde hundredtusindvis af kroner til gode. Kreditorer sendte rykkere. Banken skulle have afdrag. Jesper modtog girokort, der rykkede ham for halve millioner af kroner. Han kunne ikke betale sine ansatte. Måtte fyre og til sidst indgive en konkursbegæring.

Efter mødet i fogedretten blev han kørt til lejligheden i Silkeborg med kurator. Han måtte ikke selv gå ind. Computere, de to biler, alt af værdi skulle registreres og som dråber hældes i oceanet af underskud. Jesper og hans kæreste stod og så på, mens deres verden smuldrede. For første gang i sit liv havde han ikke retten over sit eget liv og sine egne ting.

Den stolte jyde kunne ikke skjule, at den økonomiske nedtur og den professionel fiasko var større, end han nogensinde havde oplevet.

»Det værste var, at jeg følte mig trampet på og tværet ud af det offentlige. Jeg blev stemplet som tredje- rangsborger, og det trak i langdrag og langdrag og langdrag.«

Så mødte han Heidi. To måneder senere blev hun gravid. Men hendes nye kærlighed var dømt insolvent og sat under administration. Han boede i København, og kun med et brev fra en dommer kunne han få banken til at oprette en lønkonto. Ifølge den officielle parforholdsmanual var han et dårligt parti. Alt inde i hende og alle omkring hende plus en advokat skreg i kor: Hold dig fra ham. Ta’ dit barn og løb!

»Men jeg kunne jo godt lide ham,« underdriver Heidi. Jesper smiler næsten usynligt.

»Jesper pendlede og pendlede. Og så fik vi en søn. Og der sidder jeg med et barn med kolik, og næsten hver aften banker fogeden på for at aflevere regninger og inddrivelser på hundredtusindvis af kroner fra firmaer, der har penge til gode fra Jespers konkurs. Jeg ringede grædende til Jesper aften efter aften. Hold nu op, det var hårdt.«

Parret søgte om gældssanering. Da Jesper tog arbejde i Norge og kun kom hjem hver fjortende dag, tærede det på forholdet. Det var lige ved at gå i stykker.

Heidi vender sig ved spisebordet og ser på Jesper:

»Da kunne du ikke overkomme mere. Du skulle væk. Det var en flugt, og det kunne jeg egentlig godt forstå. For skulle vi have en chance for at blive sammen som familie, så blev du nødt til at gøre det. Du var fyldt op. Det var en time out.«

Jesper nikker.

»Ja, det var en flugt.«

I 2005 gik gældssaneringen endelig igennem. De skimtede det første lys i deres økonomiske mørke. Jesper flyttede tilbage til Danmark. Nu hed den direkte vej til opstandelsen:

12,75 pct. af 1,9 millioner kroner over seks år.

Heidi puster luft højlydt ud mellem læberne, som om hun forsøger at slukke et lille bål.

»Det var en byrde, der blev lettet. Så kunne vi komme fremad.«

Et år gik, hvor parret med det yderste af neglene og ekstratimer på jobbene holdt skindet på næsen med blikket mod fremtiden.

Men så dør Heidis far. To måneder senere døde Jespers far.

De bliver stille ved bordet.

»Jeg er ikke selv klar over, hvordan vi kom igennem det. Jeg ved det ikke,« siger Heidi med alt for meget mellem linjerne af sorg og minder om den svære tid.

Jesper: »Lige da vi var ved at få det positive drive …«

Jesper ser på Heidi. Deres øjne fortæller, at med gældssaneringen lige påbegyndt og de enorme afdrag hver måned var fædrenes død, boopgørelse, begravelser og tab næsten for meget.

Jesper: »Vi sagde til hinanden: Vi magter ikke, at det hele skal være så trist. Det var død det hele.«

Heidi: »Det føltes som om, alting var afslutning på afslutning på afslutning. Det fik vi simpelthen nok af. Nu skulle der startes noget positivt, og hvor er det bedste sted at starte? Det er med sig selv. Vi gjorde noget fuldstændigt vanvittigt og vildt. Vi så på hinanden og sagde: »Vi gifter os.« For at fejre livet. For at fejre kærligheden. Det var der, det vendte. Med alt, hvad vi havde været igennem. Vi ville vise, vi virkelig ville hinanden. Vi havde så mange gange bevist over for os selv, at det er det her vi vil. Os. Familien.«

Jesper havde allerede inden parret flyttede sammen friet til Heidi, men situationen var dengang ikke holdbar. Det var den til gengæld nu, og så var det blot at støve det gamle »Ja« af og gøre noget ved det.

Heidi: »Vendepunktet var vores bryllup, og vi gjorde det meget personligt.«

Heidi og Jesper blev viet i Hansted Kirke med fest i Gedved Forsamlingshus. En af Heidis gamle skolekammerater, der var præst i byen, viede dem. Til deres fælles polterabend havde vennerne arrangeret svæveflyvning, lerdueskydning og besøg på kasino i Århus. Til festen om aftenen ville Jesper og Heidi ikke sidde i hestesko. Folk sad i grupper ved borde, hvorefter det nygifte par satte sig en halv time ved hver efter tur. Der var levende musik af tre fyre fra konservatoriet. En uforglemmelig dag for Hr. og Fru Tornvig-Korup.

Jesper: »Nogle gange er man bare nødt til at pisse i sneen eller sætte en streg i sandet og alle de fraser. Du er nødt til nogle gange at sige: Nu er det fandeme nok. Vi gider ikke koncentrere os om begravelser og gældssanering og det hele. Vi ville gerne vise det over for hinanden. Vi fik et stykke papir på, at nu er det os.«

De ønskede penge i bryllupsgave. Det blev til en chartertur til Kreta.

Heidi: »For vi havde aldrig været på charterferie sammen.«

Hun holder en pause.

»Der var så mange ting, vi ikke havde prøvet sammen. Vi var så vandt til, at der altid var begrænsninger. Med brylluppet ville vi gerne have nogle muligheder i stedet for. Det var skelsættende, og der var »kun« de fire år tilbage af gældssaneringen.«

En dag i 2013, næsten inden præstens ord og jublen over at have »overlevet« havde lagt sig, kom Jesper hjem fra arbejde.

»Jeg har en god idé«, sagde han.

Heidi husker:

»Jeg sagde til ham: Glem det. Glem det. Aldrig, aldrig, aldrig mere vil jeg nogensinde udsætte mig selv for den slags igen.«

Som de altid har gjort vendte og drejede de den følgende tid Jespers idé om at blive selvstændig igen.

»Så blev jeg grebet af stemningen,« indrømmer Heidi.

Med computerne på køkkenbordet fik parret i 2014 agenturet på forskellige produkter. Heidi skal til april starte på en handelsuddannelse og for alvor være en del af firmaet. Med økonomisk livrem og seler, Jespers gode forbindelser i branchen og gode kunder sælger de i dag stilladser, tilbyder kabelsikring og mobil stormflodssikring.

Heidi: »Jeg tror, det er en af de ting, der har gjort, at vi stadig er sammen, og vores forhold bare er blevet stærkere og stærkere. At vi med jævne mellemrum har sat os ned og set hinanden i øjnene og sagt: Hvad fanden sker der, og hvordan kommer vi videre herfra?«

Hvad er forskellen på nu og før?

Jesper: »At vi har styr på økonomien, for man bliver dælme klog af skade. Men vi har hele tiden vidst, at uanset hvor lidt penge vi havde, så var det ikke vores forhold, det skulle gå ud over.«

Hvad har I lært?

Jesper: »At passe på os selv, og at det er vigtigt at hjælpe andre. Vi låner vores hus ud i ferier til folk, der er økonomisk dårligt stillede og laver noget frivilligt arbejde.«

Heidi: »Vi har lært, at selvom tingene er svære, så kan man altså godt komme igennem dem og starte på en frisk. Og respekten for hinanden. Som da Jesper tog til Norge. Da skulle jeg respektere, at han havde det ad helvede til.«

Hun ser indforstået på Jesper.

»Og du har givet mig rum til at tude og skrige og kalde dig slemme ting, når jeg syntes det hele blev for meget. Vi har lært at rumme folk, og at der er meget mere i mennesker end facaden. Vi er blevet stærkere sammen.«

Jesper: »Vi er en toenighed.«