Den danske neutralitet

Det var ikke nemt at holde sig ude af krigens spil, men det lykkedes for Danmark. Var udenrigsminister Scavenius en snedig forhandler, eller ville Tyskland bare ikke ofre tropper?

Erik Scavenius var udenrigsminister under Første Verdenskrig og igen i årene 1940-43 under Anden Vedenskrig. Fold sammen
Læs mere

Den blodige Første Verdenskrig rasede i fire år, og de krigsførende magter så ikke med venlige øjne på et land som Danmark, der holdt sig ude af krigen og tilmed berigede sig selv. På den ene side i krigen stod Frankrig, Storbritannien og Rusland og på den anden side centralmagterne Tyskland og Østrig-Ungarn. Begge parter havde mange allierede og forsøgte at få endnu flere. Der var et konstant pres mod de neutrale lande og en stadig frygt for, at Tyskland ville besætte Danmark.

Ifølge den traditionelle danske historieskrivning hvilede den danske neutralitetspolitiks succes på en enighed blandt danske politikere om at gøre alt for at holde os ude af krigen. Der var dog forskellige syn på, hvordan det skulle lykkes. De borgerlige partier som Venstre og Højre gik ind for et stærkt forsvar, der kunne sikre dansk neutralitet, mens den radikale regering – ledet af politikeren C. Th. Zahle – var bange for, at en oprustning tværtimod ville fremprovokere angreb.

Regeringens udenrigsminister, Erik Scavenius, mente, at selv om Danmark blev angrebet, så skulle man ikke kæmpe imod men lade tyske tropper overtage landet. Det var oplagt Tyskland, der var den største trussel, og Scavenius tilnærmede sig Tyskland uden dog at indgå nogen form for egentlig alliance.

Det var en del af krigsførelsen, at stormagterne ikke alene førte krig i skyttegrave og slagmarker, men også forsøgte at udsulte hinanden med handels­blokader og ubådskrige. Danmark kunne nemt være blevet fanget ind af dette opgør, og da Tyskland og Storbritannien var vore vigtigste handelspartnere, balancerede vi mellem de stridende parter. Det er blevet en del af den traditionelle fortælling at rose den danske regering og ikke mindst udenrigsminister Erik Scavenius for snedigt at holde denne balance mellem de krigsførende magter, så Danmark både forblev neutralt og tillige kunne berige sig selv gennem handel.

Den danske neutralitet kom hele tiden på prøve, fordi både Tyskland og Storbritannien var usikre på Danmarks politik. Danmark bøjede sig for tysk pres ved i august 1914 at udlægge søminer i danske farvande, dog med stiltiende britisk accept, selv om Danmark ifølge internationale love var forpligtet til at holde farvandene åbne. Udenrigsminister Erik Scavenius var i tæt samarbejde med ledende tyske beslutningstagere, men han sørgede også hele tiden for at fastholde gode kontakter med briterne. Netop udlægningen af miner i de danske farvande i 1914 ses af historikerne som en bekræftelse af hovedfortællingen, hvor man fremhæver Erik Scavenius’ dygtige, tyskvenlige kurs og gode forhold til tyskerne, der overbeviste dem om, at Danmark aldrig ville gøre fælles sag med Tysklands fjender. Danske diplomater forsikrede tyskerne om, at Danmarks velvillige neutralitetspolitik var til Tysklands fordel.

Scavenius erhvervede sig snart et rygte som en troldmand, der kunne skabe samarbejde med tyskerne.

Indstillingen var, at Danmark ikke skulle risikere noget som helst og skulle have et svagt forsvar, der ikke kunne provokere nogen. Det Radikale Venstre formulerede i 1913 i en erklæring fra landsmødet: »Den hysteriske forsvarsbevægelse, der er rejst fra Højres side, er i virkeligheden kun overklassens krampagtige forsøg på at bevare sine politiske og sociale privilegier.«

Det var Erik Scavenius, der skulle føre politikken ud i livet, og han skrev senere, at Danmarks neutralitet »bevaredes på grund af den tyske flådes overlegenhed i de snævre gennemsejlingsfarvande«. Kort sagt lagde han hele Danmarks skæbne og neutralitet i tyske hænder.

I bøger af danske historikere, som f.eks. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, er Scavenius’ politik blevet rost til skyerne, og han fremhæves som en patriotisk dansker, som det lykkedes at skabe et unikt godt forhold til den tyske gesandt i København, grev Ulrich Brockdorff-Rantzau. Det var forudsætningen for, at samarbejdet med tyskerne lykkedes.

I Storbritannien var der imidlertid i løbet af 1916 en stigende utilfredshed med eksporten til Tyskland og et stigende pres for at blokere denne. Danmark havde et væld af kontakter og diplomatiske rejsende, ikke mindst erhvervsmanden og leder af ØK, H.N. Andersen, der i god forståelse med Scavenius bearbejdede tyske og britiske myndigheder for at fastholde den danske neutralitets- og handelspolitik. Men det så unægteligt dystert ud, da Tyskland 31. januar 1917 erklærede en uindskrænket ubådskrig, hvilket betød, at danske skibe nu var frit bytte. Tyskerne håbede at sulte Storbritannien til overgivelse, og Danmark forsøgte gennem forhandlinger i Berlin at få lov til at fortsætte med sin handel, men det var vanskeligt, og situationen blev ikke nemmere af, at USA i april 1917 trådte ind i krigen, som nu reelt blev en verdenskrig. Nu blev flere og flere skibe sænket, men Scavenius krævede, at danske skibe fortsat skulle sejle til Storbritannien. Briterne var glade, men tyskerne sure, og den tyske flåde- og hærledelse talte nu for en aktion mod Danmark for at forhindre eksporten. Det var en situation, der kunne være endt med en besættelse af Jylland. Atter har de danske historikere lovprist Scavenius, der ifølge dem havde succes med et nervespil over for tyskerne, der i sidste ende gav som resultat, at man undgik tysk militær aktion mod Danmark og fastholdt eksporten.

Nu var krigen ved at slutte og med amerikansk indtræden i krigen så det ud som om, at Tyskland og Østrig-Ungarn ville tabe. Nu gjaldt det for Danmark om at holde ud, sælge løs og håbe på en tidlig fred. Men nu, da USA og Storbritannien var ved at vinde krigen, pressede de også Danmark til at indstille eksporten til Tyskland. Danmark gik nu ind på de krav, som USA og Storbritannien stillede, fordi Tysklands sammenbrud var i sigte.

Den traditionelle fortælling om Danmarks vellykkede kurs bliver imidlertid modsagt at den tidligere brigadegeneral Michael H. Clemmesen, der har forsket i Danmarks rolle som neutral i Første Verdenskrig og har været i de tyske arkiver. Han peger på, at det næppe var snedig dansk udenrigspolitik, der forhindrede en tysk militær aktion mod Danmark men snarere det faktum, at tyskerne ikke følte, at de havde tilstrækkelig militær styrke til en besættelse. Clemmesen peger på, at en stormagt i krig ikke har styrker til rådighed til usikre småopgaver, som ikke er afgørende for krigsindsatsen, og at selv om Tyskland havde en strategisk interesse i at besætte Jylland og Fyn, så ville de ikke afsætte de nødvendige ressourcer. Nyere forskning, skriver Clemmesen, har dokumenteret, at den tyske militære ledelse fra 1905 og frem til 1916 havde den doktrin, at den ikke kunne føre krig mod nord, hvis der også skulle føres krig både mod vest og øst. Denne hypotese er der god dokumentation for i de tyske arkiver, påpeger Michael H. Clemmesen.

Scavenius skabte sig et ry som troldmanden, der gennem et godt forhold til den tyske gesandt holdt Danmark ude af krigen. I virkeligheden betød den gode relation til gesandten ikke meget, mener Clemmesen. Hele den tyske udenrigstjeneste blev således mere og mere underlagt den militære ledelse, som gradvist overtog også den politiske magt i Tyskland. Derfor var det afgørende ikke, at Scavenius plejede gode forbindelser med diplomater, påpeger Michael H. Clemmesen, hvis forskning er beskrevet i bøgerne »Den lange vej mod 9. april« fra 2010 og »Det lille land før den store krig« fra 2012.