Den danske landindsats i Irak slut

Tirsdag bliver det danske område i Irak formelt overdraget til briterne. Dermed er den danske landindsats slut. Nu overtager et helikopterhold på 50 mand.

De seneste dages raketangreb og indirekte beskydning bliver det sidste indtryk af Irak for de danske soldater i Camp Einherjer. Tirsdag markerer en ceremoni overdragelsen af de danske opgaver til briterne, og dermed er den danske landindsats i Irak formelt slut.

Af sikkerhedshensyn ønsker Hærens Operative Kommando (HOK) ikke at oplyse, hvornår de sidste soldater forlader lejren. Men i den seneste uge er store flyttelæs og størstedelen af de danske soldater rullet over grænsen til Kuwait.

Mens den danske bataljon er på vej ud af den irakiske ørken, er et nyt hold klar til at stemple ind: Det 50 mand store hold bag det danske helikopterbidrag, der skal på en farlig mission. Frem til 31. december i år skal de fire observationshelikoptere hjælpe britiske og irakiske styrker med at støtte operationer og overvåge dele af Basra-provinsen.

/ritzau/