Den danske folkeskoles traume

Interview: Gennem årene har skiftende pædagogiske modediller ramt folkeskolen. Men siden 1950erne har ét dominerende traume domineret vores opfattelse af skolen: Faget gør ondt, og det er lidt synd for børnene, at de skal lære noget. Stefan Hermann, vicedirektør på Arken, har skrevet en ny bog om folkeskolens historie.

Selv er han barn af 70ernes folkeskole.

Han husker emnedagene og klassens time. Læreren var en kærlig, kritisk ven, og det var klassens kollektiv, der dominerede. Man kunne ligefrem se det, når man åbnede døren til klasselokalet. Elevernes dekorationer på væggene fyldte mere end tavlen, og puderne i hjørnet fik mere plads i klasselokalet end borde og stole.

Skolens traditionelle fag var i den grad trængt i baggrunden.

Trods emnedage og pudekrog gik det ikke Stefan Hermann så ringe endda. I dag residerer han som vicedirektør på kunstmuseet Arken i Ishøj, og netop nu er han aktuel med en kritisk bog, der hudfletter de pædagogiske og politiske vinde om folkeskolen siden 1950erne. Og vi kan lige så godt afsløre, at det ikke falder nådigt ud, når Stefan Hermann gør boet op i »Magt og oplysning Folkeskolen 1950-2006«.

Selv om det umiddelbart synes vanskeligt at sammenligne bedsteforældrenes skole med nutidens børns skole, ser Stefan Hermann ét væsentligt og gennemgående problem.

»Gennem alle årene rider det den danske skole som en mare, at vi ser en modsætning mellem faget på den ene side og det personlige og sociale på den anden side. Siden 1950erne er vi aldrig sluppet af med forestillingen om, at dét at lære et fag er noget, der er ubehageligt og gør ondt. Det er et regulært traume, som har medført, at vi til stadighed har nedtonet fagets rolle for at give plads til det gode til legen og alt det sociale, børnene har sammen,« siger Stefan Hermann.

Folkeskolens to ben
Aktuelt kom modsætningen mellem det faglige og sociale stærkt til udtryk, da folkeskolens formålsparagraf blev ændret sidste år.

Her understregede man, at det faglige skulle have større vægt i forhold til det sociale og personlige. Det blev populært at sige, at folkeskolen har to ben; det faglige og det sociale.

Men det er en stor fejltagelse at skille skolens faglighed fra børnenes personlige udvikling. De to ting hænger sammen, mener Stefan Hermann.

»Skolen skal have lov at være skole. Det faglige stof skal være vejen til den personlige dannelse. De to ting kan ikke skilles ad, for det faglige er midlet, og dannelsen er målet.«

Han nævner som eksempel barnet, der lærer at læse. En verden åbner sig for barnet, der forundres og får ny indsigt i sig selv og andre. Her kan fagligheden ikke adskilles fra barnets personlige udvikling fra dannelsen, om man vil.

»Børnene skal beskæftige sig med det stof og indhold, vi mener, er vigtigt. De kan godt lave projektarbejde, men de skal ikke bare lave projekter om det, de selv synes, er sjovt. Det kan være en lystbetonet proces at lære, men det kan også være en lidelsesfuld proces. Vi er nødt til at acceptere, at der er noget, der ikke umiddelbart er så sjovt.«

Kan man lære noget, man ikke har lyst til?

»Det kan du bande på.«

Men man plejer jo at sige, at børn skal være motiverede for at kunne lære?

»Der er også forskel på lyst og motivation. Motivationen kan bestå i, at jeg skal lære noget, fordi min lærer og mine forældre siger, at jeg skal beskæftige mig med det. Det er ikke sådan, at jeg ønsker en skole, der er lidelsesfuld, men hvis vi baserer al skolegang og indlæring på lyst, så brolægger vi vejen til et samfund, der ikke hænger sammen. Lyst er en flygtig størrelse. Det er ansvarsforflygtigelse, hvis vi ikke som samfund tager på os, hvad det er, vi vil med børnene og deres skole. Vi kan ikke lade dem selv definere det,« siger Stefan Hermann.

Lykkelige mennesker
Denne deroute fik efter Stefan Hermanns opfattelse sin begyndelse i 1950erne, da de reformpædagogiske strømninger for alvor slog igennem i folkeskolen. Selv om mange mennesker, der har gået i skole i dette årti, husker skolegangen som kæft-trit-og-retning, var det faktisk i disse år, at folkeskolens officielle fokus skiftede fra at skabe nyttige borgere og god arbejdskraft til at skabe hele, lykkelige mennesker.

»Det er barnet, der kommer i centrum i 50ernes skole. Lærerens autoritet udtyndes gradvist, fordi det faglige stof, som læreren »ejer«, anfægtes i en skole, der har som sit mål at skabe lykkelige mennesker,« siger Stefan Hermann.

Udviklingen forstærkes i de følgende årtier. I 1970ernes skole er fokus på udviklingen af fællesskabet, børnenes selvregulering og demokratiske sans. Læreren og det faglige stof får til stadighed en mere og mere tilbagetrukket rolle.

I 1990erne bliver det ikke meget bedre. Nu er skolen fokuseret på udviklingen af individet, og dét i en grad så det efter Stefan Hermanns opfattelse nu og da tenderer en slags følelsesmæssig omklamring af børnene. Som han nådesløst skriver i bogen:

»Der er ikke det aspekt af elevernes liv, som ikke påkalder sig offentlig interesse. Hvad er ikke del af en alsidig, personlig udvikling, og stopper den nogensinde, findes der et niveau, hvor der er fred for udviklingstrang og -tvang.....?«

Social slagside
90ernes skole fik social slagside, fordi skolens fokus på den enkeltes personlige udvikling, initiativlyst, selvstændighed og kreativitet var fremmende for børn af middelklassen og familier med god uddannelse. »For de marginaliserede grupper har det altid været sådan, at man havde en chance, hvis man gjorde en indsats og gjorde sin pligt. Men det stiller utroligt store krav til børnene at gå i en skole, hvor det ikke kun handler om at præstere i fagene, men mere om at bruge sin personlighed og lære sig selv at kende på en kompetent måde. Målene er uklare. Børn og forældre kan høre management-guruer og orakler i erhvervslivet og alle mulige andre sige, at det er mindre betydningsfuldt, hvad de kan, så længe de er kreative, initiativrige og forelskede i udvikling.«

Stefan Hermann hører derfor ikke til dem, der beklager de senere års indsats for at styrke fagligheden i bl.a. læsning og naturfag. Men han mener, at det sker på en forkert baggrund. Man strammer op, fordi man ser globaliseringen som en trussel.

»Faglighed er blevet målet i globaliseringens optik hvis vi ikke bliver bedre, klarer vi os ikke. Men hvis man holder offentlig skole, skal man ville noget ud over blot at skabe arbejdskraft. Målet bør være at skabe kritiske borgere, der kan agere autonomt i et politisk fællesskab.«

Defensive lærere
Han ser også Bertel Haarders genrejsning af den danske folkeskole som særdeles sårbar, fordi den skal gennemføres i bitter strid med lærernes fagforening, der er modstander af alle væsentlige forslag fra regeringens hånd fra elevplaner til test.

»Lærernes fagforening har været defensive og kommuner nølende. Men regeringen valgte en hurtig og effektiv proces, hvor der aldrig blev momentum for et samarbejde. Jeg havde hellere set, at man havde indbudt lærerne til en dialog om nødvendigheden af at finde fokus og klargøre formålet; så man på den baggrund kunne diskutere, hvordan man gør faglighed til midlet, der gør en elev til borger og dernæst til arbejdskraft. I dag står Bertel Haarder med et stort problem, for lærerne vil tilsyneladende ikke det, han vil men det er dem, der skal udføre det,« siger Stefan Hermann.

PDF: Læs uddrag af Stefan Hermanns bog "Magt og oplysning. Folkeskolen 1950-2006"