Den borgerlige borgerkrig ser kun ud til at tage til i styrke

Af og til oplever man uger, der giver en sær følelse af deja-vu og fornemmelse af, at man har oplevet et stykke aktuelt politisk teater opført tidligere – blot af andre aktører.

Eksempelvis da det kom frem, at Dansk Folkepartis Marie Krarup har en overordentlig loyal fanskare i de russiske medier, hvor hun både bliver omtalt i en grad, der kun kan måle sig med statsministeren, og sågar får sine blogindlæg for indeværende avis oversat.

Her er det svært ikke at se ligheder mellen den kongeblå værdikriger og Moskvas håndgangne mænd hos DKP og omegn, der under Den Kolde Krig også var meget opsat på ikke at provokere storebror mod øst og tale og samarbejde fred frem for alt. Retfærdigvis skal det siges, at den analogi ifølge Marie Krarup er aldeles upassende.

Det kan godt være, at det ligner den samme tsar blot med ny farve, men skam få den, der tænker så.

Hvis ekspansionistiske russiske despoter, der er udstyret med kernevåben og drømme om dominans i Østersøen og Sortehavet, holder op med at flage med hammer og segl, proklamerer lydighed til Jesus i stedet for Marx samt invaderer Krim i stedet for Afghanistan eller Ungarn, så er de naturligvis indlysende væsensforskellige.

På sin vis er det også ganske rørende at høre Marie Krarup mane til forståelse, nuancering og accept af forskellighed, når det kommer til det kleptokratiske og pseudodemokratiske regime i Moskva, der ledes af en tidligere KGB-officer. Kunne hun udstrække denne tolerante imødekommenhed til også muslimer og islam, ville hende og Zenia Stampe kunne købe sig en holdningsmæssig venindering den dag i morgen.

Og nu vi er ved de borgerlige, som minder om fordums tiders socialister, er det svært ikke at mindes 70ernes sekteriske bevægelser, når man følger den igangværende debat om, hvem der er de sande borgerlige. En debat som ikke mindst udfoldes i indeværende avis.

Mens det tidligere var af afgørende betydning på venstrefløjen, om man var ægte socialist eller blot en ækel reformist, er det nu de borgerlige, der skændes om, hvem der bedst gør sig fortjent til ideologiske betegnelser, der primært synes at have karakter af en art selvpåklistret hædersbevisning.

Der er naturligvis varianten anstændig borgerlighed, der handler om at være glad for miljø og flygtninge samt – og det er vigtigt – tale pænere, da bankdirektør Varnæs ellers ville blive ganske chokeret. Den anstændige borgerlighed har imidlertid det særlige træk, at uanset hvornår den bliver efterlyst, er den angiveligt altid forsvundet et par årtier tidligere, selv om venstrefløjen da mente, at borgerlige var så uanstændige som nogensinde.

Fra en anden vinkel har tidligere Liberal Alliance Ungdom-formand Rasmus Brygger efterlyst en udgave af liberalismen, der helt giver afkald på borgerligheden, men i stedet satser benhårdt på anstændigheden og et selvbillede som værdimæssigt progressiv. Det skyldes antageligvis, at han ikke har hørt om partiet De Radikale, der da heller ikke har gjort meget væsen af sig de senere år.

Samtidig erklærer den konservative Kristian Ditlev Jensen, at de autentiske borgerlige er dem, der går op i kristendom og dannelse i stedet for blot gold økonomisk politik, mens en anden tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Alex Vanopslagh, erklærer, at det borgerlige Danmarks problem er, at partierne simpelthen ikke fører borgerlig økonomisk politik og derfor antageligvis heller ikke er rigtig borgerlige.

Den borgerlige borgerkrig ser kun ud til at tage til i styrke og må forventes at kulminere i et opgør, der er mindst lige så hadsk, indædt og sekterisk, som når Internationale Socialister og Socialistisk Arbejderparti i midt-80erne skændtes om, hvorvidt den tidligere østblok i et leninistisk-trotskistisk perspektiv bedst kunne beskrives som statskapitalisme eller degenererede arbejderstater.

Mens højrefløjen således har haft travlt med at bringe mindelser frem om 1970ernes venstrefløj, er Mette Frederiksen gået en anden vej. Hun satser i stedet på at minde om en højborgerlig hattedame fra omtrent 1890erne. I en ny portrætbog erklærer hun, at eksempelvis lærere og politikere efter hendes mening ikke kan bestride deres job fyldestgørende, hvis de har besøgt en prostitueret, da det ikke er i overensstemmelse med hendes norm- og værdisæt. Kriminalisere prostitutionsbesøg vil hun dog ikke, men blot fortælle, hvem der efter hendes mening ideelt set kunne underlægges et moralsk berufsverbot.

Et sådant forslag åbner unægtelig op for helt nye og kreative vurderinger af politikeres egnethed, hvor selv det mest intime og private ikke alene kan – men også bør – endevendes. For hvilken partiformand ønsker dog mennesker, hun selv har erklæret for moralsk uegnede, til at befolke sin folketingsgruppe eller ministerportfølje? Hvilke andre kreative krav man monstro legitimt skulle kunne stille til, hvad folk afstår fra af lovlige aktiviteter i deres privat- og kønsliv, når nu ladeporten er åben? Måske er der også her alligevel en kobling til fordums venstrefløj, der så stolt erklærede, at »det private er politisk«.