»Den åndelige og fysiske roskildesyge spredes ikke kun i juletiden og ved nytår«

Jens Rebensdorff Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I disse dage kan man høre, det sige puf puf puf overalt i landet. Det lyder som slappe våde fodbolde, der rammer asfalten.

Men det er det ikke.

Lyden kommer fra danskernes mavesække, der sprænges af for meget mad og øl og vin og slik og chokolade og sild og snaps, og lyden ligner til forveksling shwuuush-lyden, der lyder samtidig, når ens smalltalk lager tømmes for det sidste »glædelig bagjul«, og der kun er krummerne af »sikken dejlig sovs« tilbage, og man må ind og hvile sig.
Den åndelige og fysiske roskildesyge spredes ikke kun i juletiden og ved nytår. Den er et grundvilkår for os. Vi bliver altid utrygge, hvis vi ikke får for meget. For så føles det som for lidt, og hvem har lyst til det?

Vi siger sjældent stop, for vi forventer konstant spids- og overbelastning af vores udspilede maveskind, trommehinder og tyndslidte følehorn.
Og vi forstår ikke rigtig, når nogen anbefaler pauser fra Facebook, pauser fra motion og pauser fra bordets glæder og pauser fra én selv. Pauser er som mærkelig medicin fra en fremmed kultur. Man ved aldrig, hvad man tager og slet intet om bivirkningerne.

Hellere fortsætte, for det kører jo så godt.

Vi er så vant til at få for meget af hvad som helst, bortset fra dem, der får for lidt, som man siger, at det føles som svigt, hvis vi ikke får en tår over tørsten, eller formaster os til kritik af, at udsalget kommer et sekund efter julegaveræs og blot en måned efter Black Friday. Eller hvis vi ikke orker at høre musikken i fitnesscenteret eller flere debattører og klummeskribenter mene noget om noget og ve den, der ikke værdsætter næringsværdien i hvert sekund at blive opdateret med »Breaking: Stillads væltet i storm« eller gider flere politiske udmeldinger, hvor de folkevalgte skifter mening, blot vinden slår om i øst.

Som Dan Turell skrev i 1970erne: »Somme tider bliver det alt, alt, alt for meget mand«. Og nytårsaften skal vi så til den igen. Spise og drikke og være sammen med en masse mennesker, eller slet ingen - som også kan give sure opstød. Og der er tumulter i gaderne og fyrværkeri over København, der ligner blitzen over London blot uden omkomne, og svanerne og ænderne i Søerne samles skræmte på midten af skræk for at blive ramt af krudt og kugler affyret af folk, der også har fået alt for meget af det gode.

Og når Dronningen toner frem på TV, altid mere nervøs end hun burde, som om også hun har vrøvl med maven, bliver selv republikanere andægtige, for de har også vænnet sig til forstoppelsen og ænser ikke deres egen kvalmegrænse.

En chefredaktør, var forbi mit bord for lidt siden. Hvorfor kunne jeg ikke bare nyde livets glæder? Hvor svært kan det være?

Hun har måske en pointe. Jeg er en ægte protestant med dårlig samvittighed over at være ved at eksplodere socialt, mentalt og fysisk.
Mit nytårsforsæt skal være, at forsøge at tøjle min selvvalgte forstoppelse og så ellers indtage rigeligt med mentale fibre og afføringsmiddel.