Dekan: Jeg kender ikke spionlisten

Den spiontiltalte professors liste på ti danske studerende vækker forbløffelse hos både dekanen og de studerende for det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Den finske professor Timo Kivimäki er tiltalt efter »den milde spionparagraf« for at hjulpet russiske spioner med at operere i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forbløffelse, undren og vantro. Sådan er reaktionerne på de nye oplysninger om, at ti statskundskabsstuderende står på en spiontiltalts professors liste.

Dekan for Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, Troels Østergaard Sørensen, afviser at kende til listen med ti navngivne studerende, som den spionmistænkte Timo Kivimäki fra Københavns Universitet skulle have nedskrevet. Politiet formoder, at listen skulle afleveres til hans russiske kontakter.

- Jeg kender ikke listen med de ti studerende. Jeg har kun læst, at en del af anklageskriftet mod Timo Kivimäki skulle gå ud på, at han har forsøgt at hverve studerende og har udleveret navne på ansatte fra Center for Militære Studier, siger Troels Østergaard Sørensen.

Han er forbløffet over, at politiet skulle have lækket oplysningen til pressen.

- Jeg kan simpelthen ikke tro, at politiet skulle give den her liste til nogen, men hvis listen eksisterer, og Timo Kivimäki har forsøgt at hverve studerende som spioner eller relatere dem til fremmede efterretningstjenester, tager Københavns Universitet selvfølgelig kraftig afstand til det. Det ville være dybt bekymrende. Men det er vigtigt at sige, at det er en retssag, der skal afgøre sagen, og at man ikke er skyldig, før man er dømt.

Kan ikke få udleveret anklageskrift

Ledelsen på Københavns Universitet har i længere tid vidst, at sagen med den formodede spion var undervejs, men har ikke kunnet få udleveret anklageskriftet.

- Vi ved kun, at Timo Kinimäki er anklaget efter Straffelovens paragraf 108, men vi har ikke nærmere kendskab til anklageskriftet, siger dekanen, som er blevet bekendtgjort med sagen via politiet, der har henvendt sig til Københavns Universitet.

Ledelsen på Københavns Universitet har haft drøftelser med den spionmistænkte, men vil ikke komme nærmere ind på sagen.

Informeret medarbejdere

Dekanen har til morgen holdt møde med medarbejderne på statskundskab og Center for Militære Studier og informeret dem om sagen.

- Derudover håber vi, at studerende, der eventuelt kunne have problemer med sagen, henvender sig af sig selv, siger Troels Østergaard Sørensen og fortæller, at Københavns Universitet lige nu er i en situation, hvor de forsøger at få mere information om sagen.

Studerende er overrasket

Og informationen om listen med de ti navne skulle indeholde navne på studerende fra statskundskab overrasker den flok studerende, som B.dk møder på Institut for Statskundskab. De personer, som vi taler med er i det hele taget forbløffede over, at en underviser fra fakultetet er anklaget for spionage.

- Det er vanvittigt surrealistisk, og vi snakker om, hvem der kan stå på den liste. Er det ældre eller yngre studerende, er det nogen, som går ind for maxistisk teori og så videre, siger Joachim Laugesen, 19, der er førsteårsstuderende.

Joachim Laugesens kammerat Lasse Østerild, 21, er enig.

- Vi taler om listen, men vi har ingen idé om, hvem der specifikt står på den, siger Lasse Østerild.

De to fyre er overbeviste om, at det ikke er deres navne, som den spionmistænkte har skrevet ned.

- Vi har ikke haft ham som underviser og kender ham ikke. Jeg går ud fra, at de ti personer er nogle, han har haft nær kontakt til. Man hiver ikke en tilfældig studerende til side og spørger, om vedkommende vil være russisk spion, vurderer Joachim Laugesen.