De voldelige piger bliver færre og færre

Hvordan samfundet bør håndtere voldelige piger debatteres ihærdigt efter overfaldet på Naser Khaders datter. Men diskussionen mangler proportioner, påpeger eksperter. Få – og stadig færre – piger under 18 år udøver vold, og de fleste vokser som Naja Petersen ud af den.

»Jeg ønskede at komme ind at sidde. Opmærksomheden var det fedeste, jeg kunne tænke mig, og så ville der være nogen, der skulle sørge for mad til mig og den slags. Så det havde ikke hjulpet mig ud af volden,« Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Hvis hun havde det ad helvede til, skulle andre også have det ad helvede til. Derfor var hun provokerende over for alt og alle omkring sig. Derfor slog hun, så hun i sjette klasse flækkede øjenbrynet på en klassekammerat. Derfor tvang hun en lærer ind over et bord og truede med at klaske hende i hovedet. Derfor truede hun i syvende klasse en pige fra sjette med at skære halsen over på hende med en 30 cm lang køkkenkniv, hun havde pakket ned i skoletasken – pigen havde provokeret en af Najas veninder og sammen med nogle andre piger overfaldet hende.

»Det giver ingen mening i dag. Men jeg havde aldrig rigtig dårlig samvittighed. Volden fungerede for mig, og det kick, jeg fik, gav mig en følelse af, at så kunne jeg et eller andet. Og hvis jeg kom i fængsel, så ville jeg da få noget opmærksomhed på grund af det. Jeg var ligeglad.«

Sådan fortæller den i dag 27-årige Naja Petersen om sine første teenageår, hvor et langt generalieblad, der fortalte om vold mod lærere og andre elever, til sidst resulterede i, at folkeskolen i Aarhus smed hende ud, da hun var 14.

Vold blandt piger et svindende problem

Naja optrådte præcis lige så barskt som de piger, der har været på manges læber i den seneste måned, siden den forhenværende LA-politiker Naser Khaders datter blev overfaldet af to 14-årige piger, hvoraf den ene siden flere gange har overfaldet og truet andre på livet. Den skræmmende sag har fået de Konservative til at kræve strengere straffe, DF til at kræve den kriminelle lavalder sænket til 12 år, mens en tidligere leder af en døgninstitution for kriminelle unge har foreslået den helt afskaffet.

Men uden at ville forklejne alvoren i den konkrete sag eller andre tilsvarende tilfælde påpeger flere forskere og personer, der arbejder med de voldelige piger i det daglige, at debatten er fordrejet, fordi den mangler et vigtigt, glædeligt budskab. Nemlig at vold blandt piger er et problem, der bliver stadig mindre.

Generelt er kriminaliteten blandt unge faldet markant i løbet af det seneste årti. Den seneste opgørelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed viser, at alene fra 2006 til 2013 er antallet af sigtelser og mistanker mod 10-17-årige næsten halveret. Ser man specifikt på 15-17-årige piger, er der i perioden 2003 til 2013 en tredjedel færre, der er blevet dømt for vold. Således var der i 2013 én voldsdom per 1.000 piger i aldersgruppen mod godt halvanden dom ti år tidligere. Det viser tal fra Danmarks Statistikbank.

»Det er helt ude af proportioner, at sagen med pigevold er blæst så meget op. Hvis det havde været drenge, var det aldrig blevet så stor en sag,« siger Gyda Heding. Hun er leder af Pigegruppen på Vesterbro under Københavns Kommune og tilbyder individuel støtte til piger mellem 13 og 18 år, som har problemer med kriminalitet, vold, hash- og stofmisbrug samt lavt selvværd.

Ifølge analytiker i Det Kriminalpræventive Råd (DKR) Rannvá Møller Thomsen tegnes der i den offentlige debat lige nu et forkert billede af problemets omfang:

»De aktuelle sager er jo forfærdelige. Det skal man ikke negligere. Men de er ikke repræsentative for den vold, der sker i samfundet. For eksempel fylder vold mod kvinder i hjemmet, ja, måske hundrede gange mere, end dette her. Så lige nu får vi et forkert billede af omfanget af vold blandt piger.«

Barskt børneliv bag voldelig adfærd

Ole Hessel, leder af Projekt High Five, der hjælper unge med en kriminel baggrund med at komme ind på arbejdsmarkedet, har i sine otte år på posten endnu aldrig haft en pige med i sit projekt. Fordi der er så få af dem, mener han.

De kriminelle og voldelige piger, som han kalder for »hårde nysere«, kender han til gengæld fra sine 25 år som politimand og som politichef i Kokkedal-Nivå-området, hvor de eksempelvis delte blowjob ud for burgere.

»Når først piger er blevet kriminelle, er de sværere at nå end drenge, og måske fordi de er så få, lægger verden omkring dem også større afstand til dem. Men fokus i debatten er forkert. Man mangler at snakke om årsag og virkning, for der er ingen, der bliver sådan for sjov. Alt har jo en årsag, og disse her piger er vokset op under elendige vilkår,« siger han.

At der ofte ligger et barskt børneliv bag pigernes voldelige adfærd, bekræfter Rannvá Møller Thomsen fra DKR.

»Mange kriminelle unge er marginaliserede. De har en dårlig trivsel. De klarer sig ikke godt i skolen, hverken socialt eller fagligt, og de mistrives i deres familier, hvor der måske også er mange konflikter,« fortæller hun.

Fik bank hele weekenden

Naja er ingen undtagelse. Hun er vokset op med vold. Allerede da hun var 11 måneder gammel, blev hun tvangsfjernet fra sine forældre, fordi de blev dømt for at have tilbageholdt og tortureret en kvinde. Derefter boede hun på skiftende børnehjem og døgninstitutioner.

Når Naja var sammen med sine forældre, var hun ofte vidne til vold. Da hun var 12 år, blev hun offer for et seksuelt overgreb, som en af moderens venner begik, og som hun ikke anmeldte, men som fik hende til at ty til vold. Hvordan den dårlige opvækst og kommunens manglende indgriben har formet Najas skæbne, skildres fra på onsdag i dokumentarserien »De brændte Børn«, som vises på TV 2.

»Jeg var ikke dummere end de andre i skolen. Men når jeg havde set min mor få bank hele weekenden, kunne jeg altså ikke koncentrere mig om dansk i skolen om mandagen. Så for at flytte fokus blev jeg provokerende. Jeg havde ikke ordet i min magt, og jeg kunne ikke finde ud af at argumentere. Men hvis jeg brugte vold, var jeg sikker på at blive hørt,« siger Naja.

Gyda Heding, leder af Pigegruppen på Vesterbro, bruger netop billedet, at volden er blevet et sprog for de voldelige piger. Derfor anfægter hun, at man definerer pigerne som voldelige. For volden er ikke indgroet i dem, og pigerne kan ifølge hende sagtens lære at holde op med at bruge vold – også inden for de rammer, der er givet i dag til at håndtere problemet.

»De er ikke vaneforbrydere eller psykopater. Der er tale om piger, der har været oppe at slås med andre piger, de kender i forvejen. Med den rette pædagogiske indsats har pigerne været voldelige for sidste gang,« siger hun.

Hvilken indsats, der er den rette for den enkelte pige, er individuelt, fortæller forskningschef i Justitsministeriets Forskningsenhed Britta Kyvsgaard. For deres behov kan være vidt forskellige.

»Det kommer an på, hvad roden til ondet er. Om det er stofproblemer, eller at de bør komme i gang med en uddannelse, som de evner,« forklarer hun.

Det kan også være dårlige kammerater, der ligger bag, og er volden begået af en gruppe, er der en vis sandsynlighed for, at den enkelte ikke ville have begået volden selv. At de involverede hver for sig egentlig ikke er så slemme.

»Men de får hidset hinanden op i en gruppe,« forklarer Britta Kyvsgaard.

Naja var en overgang med i en bande, som bestod af andre piger fra hendes boligområde og et par drenge. De var i klammeri med en gruppe fra et andet boligområde. For at være med skulle man have et brændemærke på anklen, som var lavet med den ende af en blyant, hvor der plejer at sidde et viskelæder.

»Vi gik bare frit omkring og provokerede folk, der boede i området – helt umotiveret. Men det fandt politiet ud af, så de kom efter os og splittede os ad. Man er jo stærkere i en gruppe, så dér blev mit bagland lidt ødelagt,« fortællerNaja om, hvordan det dengang ramte hende.

Pigevold topper i 16-års-alderen

Når unge piger skal ud af kriminalitet, er tiden tilsyneladende også en faktor, der kan arbejde for de. En rapport fra DKR viser, at voldsaktiviteten topper blandt kvinder i 16-årsalderen. Det samme gælder først for mænd omkring de 19 år. Den konkrete årsag til, at det lige er i den alder, de unge rykker, vides ikke med sikkerhed. Nogle kilder nævner modenhed som en faktor. I hvert fald har langt de fleste af dem, der forlader volden, en mere ressourcestærk baggrund at falde tilbage på.

For Naja var det også, da hun var 16 år, at hun for alvor besluttede sig for at lægge sit liv om og slippe volden. Aarhus Kommune havde knap to år forinden opgivet hende og sendt hende til en døgninstitution i Nordjylland, hvor hun godt kunne lide at være, og hvor hun mere end nogensinde følte sig taget alvorligt af de voksne omkring sig.

»Stille og roligt fik jeg nogle andre input, og de voksne håndterede mig på en helt anden måde, end jeg var vant til. De holdt fast i det, de sagde. De ting, jeg gjorde, havde konsekvenser. Hvis jeg gjorde noget galt, så kom jeg ikke hjem på weekend. Måske var der også et ønske i mig selv om at ændre mig. Jeg syntes jo ikke, at det var pissefedt, og jeg vidste godt, at hvis jeg fortsatte på samme måde, så ville det ende med fængsel eller graven for mig,« siger Naja.

Alligevel fortsatte hun – om end i mindre målestok – med at være voldelig mod de andre på institutionen. Børn såvel som pædagoger. Derfor blev hun smidt ud derfra og kørt tilbage til Aarhus, hvor hun så måtte klare sig selv.

»Det blev virkelig en øjenåbner. For første gang mærkede jeg en konsekvens af mine handlinger. Jeg var 16 år gammel, og det gik op for mig, at jeg ikke havde noget sikkerhedsnet. Flere af dem, jeg kendte, var døde: En var kørt galt på scooter. En anden var død af en overdosis. Nogle slog hinanden ihjel. Jeg begyndte at hænge ud med nogle, der var meget ældre end mig selv. Junkier og sådan noget. Og sad rundt omkring i parker og drak og tog amfetamin.«

Naja kontaktede kommunen og bad om at komme tilbage til institutionen. Jo, lød svaret, når de seks ugers sommerferie var gået, kunne hun få en allersidste chance.

»Jeg tror, de har haft en bagtanke med at sende mig tilbage til Aarhus. De ville have, at jeg skulle helt ned, hvis jeg nogensinde skulle erkende, at jeg skulle gøre noget for at komme op,« fortæller Naja.

Skal lære kontrol over sig selv

Britta Kyvsgaard forklarer, at det, pigerne skal lære for at komme videre, helt konkret er at nå at stoppe op og tænke over, at det de gør, har konsekvenser for andre. De skal udvikle den empati og selvkontrol, som har været fraværende i deres egen opvækst og opdragelse.

»De skal lære at kontrollere sig selv i situationen frem for bare at reagere impulsivt. De skal forstå, at dette her går ud over nogen,« siger hun.

Det er præcis de discipliner, Naja, siden hun var 16 år, har arbejdet hårdt på at få ind på rygraden ved blandt andet at gå til psykolog, som hun i dag gør en gang om ugen.I dag er Naja 27 år. Hun har aldrig fået afsluttet folkeskolen og er derfor netop begyndt på et grundskoleforløb på SOSU Nord. Det skal bringe hende videre til at kunne læse til pædagog, som hun drømmer om at blive. Pigen, der kunne finde på at tæve andre med jernrør og cykelkæder, lægger hun for hver dag længere og længere bag sig.