»De ville slå til før 1. januar«

De terrormistænkte havde våben i bilen og ville slå til inden 1. januar, oplyser PET og den svenske pendant SÄPO på et pressemøde.

Jakob Scharf (th) og chefen for SÄPO Anders Danielsson orienterer om det planlagte terrorangreb, der er blevet afvægret i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anholdelsen i dag af fire terrormistænkte er resultatet af lang tids efterforskning.

Det fortalte chefen for PET, Jakob Scharf, på det pressemøde, som PET netop har afholdt sammen med den svenske efterretningstjeneste SÄPO.
 
- Vi har fulgt dem i længere tid og vurderede, at det var nødvendigt at slå til nu, forklarede Jakob Scharf.

Læs også: Pressemødet minut for minut

Og hans svenske kollega, Anders Danielsson, uddybede, at der var tale om en afvejning mellem på den ene side at undgå, at et terrorangreb blev ført ud i livet og på den anden side at få bevismateriale nok til en retssag.   

- Vi vurderer, at terrorangrebet skulle foregå før 1. januar.

Tidligere i dag anholdt PET fire personer, der mistænkes for at forberede et terrorangreb i København, nærmere bestemt Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen.

På pressemødet kom det frem, at de terrormistænkte kom til Danmark natten til den 29. december og havde våben i bilen, da de forlod Sverige, hvor de kom fra.   

- Aktionen har også været organiseret på den måde, at vi kunne afbryde deres afrejse fra Stockholm, hvis der skulle ske noget, fortalte Anders Danielsson.

Til trods for terroranholdelserne ændrer hverken Sverige eller Danmark trusselsvurdering.

- Vi har haft kontrol over situationen, så vi ændrer ikke terrorberedskabet, fortalte Anders Danielsson til pressemødet, hvor der også var journalister fra internationale medier.

- Vi mener, at vi med anholdelserne har afværget terrorangrebet, vurderede Jakob Scharf.

Han kunne ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om de terrormistænkte havde et insider-kendskab til Jyllands-Postens indretning.