De vil så gerne have, at I bliver lidt længere ...

Det lokale universitet skal løfte det vestsjællandske uddannelsesniveau og lokke flere gode, sunde skatteborgere til at slå sig ned i regionen. Studierne har bragende succes. Men kan de unge se en fremtid i Slagelse?

Syddansk Universitet i Slagelse og de studerende arbejder i fællesskab på at gøre institutionen til mere end bare et pendleruniversitet, og det har blandt ført til oprettelsen af en løbeklub og en vel­besøgt fredagsbar. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det første, man møder, når man træder ind på Syddansk Universitet i Slagelse, er en DSB-lystavle med togtider, der viser, hvor hurtigt man kan komme væk igen.

»Jeg har nok været oppe i byen to-tre gange,« siger Güven Yildirim, som studerer erhvervsøkonomi og holder læsegruppemøde på tredje sal, da Berlingske kigger forbi.

Han bor i Albertslund og ville egentlig helst have gået på CBS, men karaktererne rakte ikke til det. Det samme gælder for en stor del af universitets øvrige studerende:

Frivilligt eller modvilligt vælger de hovedstadens uopnåelige optagelseskrav fra og tager toget mod sydvest. Efter et år i Slagelse er Güven Yildirim dog blevet omvendt og er nu superglad for studiet, siger han. Men byen…?

»Når timerne er slut, kører de fleste hjem igen. Altså, det er Slagelse. Universitetet er virkelig godt, men ellers er der jo ikke sååå meget at komme efter.«

Det lille campus, der bogstaveligt talt er placeret oven på byens banegård, er ellers sat i verden for at løse to tunge opgaver, der kræver, at de unge bliver hængende lidt længere:

1. Få løftet det vestlige og sydlige Sjællands alarmerende lave uddannelsesniveau.

2. Lokke flere gode, sunde skatteborgere til at slå sig ned i regionen.

I serien om det sjællandske paradoks – udkantsproblemer klos op af hovedstaden – er vi nået til en af kommunens egne løsnings­ideer. Og en stor del af håbet er deponeret her på den lille lokale afdeling af Syddansk Universitet, hvor institutleder Torben Andersen og studieleder Peder Madsen tager imod på forskergangen.

»Det er klart, kommunen tænker, det er en konkurrencemæssig fordel at have et universitet, så man kan tiltrække unge fra Jylland og København,« siger Peder Madsen.

Førstegenerationsakademikere

Som i flere andre provinsbyer landet over, er politikerne uhyre bevidste om, at det er ungdommen, man skal tiltrække, hvis byerne skal overleve. Selvfølgelig allerhelst de ressourcestærke, som uddanner sig, løfter byens vidensniveau og dermed bliver i stand til at tage og skabe kvalificerede, velbetalte job i dagens servicesamfund.

Det skal – er håbet – være med til at knække udkantsspiralen i områder som Vest- og Sydssjælland, hvor de gamle industrier lukker, landbruget bliver tømt for mennesker og jobbene siver væk.

»Så håber man selvfølgelig, at Slagelse kan adoptere nogle af dem. Når de udenlandske studerende kommer til byen, bliver de inviteret op til borgmesteren for at trykke ham i hånden. Det kan godt være, det lyder lidt lokalt, men det er da en fed oplevelse for en kineser,« siger Peder Madsen – og det med det »lokale« bliver sagt med en blanding af ydmygt mindreværd og ironisk distance.

De to forskere er vant til at være underdogs – at folk fra København tror, der er tale om et discountuniversitet, fordi det ligger i provinsen. At mange ikke aner, at der ligger en forskningsinstitution i Slagelse.

For få år siden vidste byens egne borgere det end ikke. Det gør de fleste nu, hvor der er blevet sat et vejskilt op fra torvet, hvor der står »Universitetet« – der er kun det ene, så der er ikke noget at tage fejl af, siger institutleder Torben Andersen spøgende.

Han har selv en fortid på Handelshøjskolen i Aarhus og DTU i København og kan sagtens mærke forskel på klientellet i de gamle akademiske hovedbyer og opkomlingene på Syddansk Universitet, der også har afdelinger i Esbjerg, Kolding og Sønderborg foruden hovedkontoret i Odense.

Underviserne bruger stadig en stor del af deres energi på ikke bare at fortælle, at der er et universitet i Slagelse, men også, at det er ok for de lokale unge at gå på det.

»De fleste af vores studerede er den første i familien, der får en universitetsuddannelse. Vi må forklare dem, at man godt kan være et helt almindeligt menneske, der går på universitetet og får en golden retriever og et rækkehus. Man behøver ikke være anderledes, fordi man er akademiker. Det er en holdning, vi har brugt snart ti år på at modne i Region Sjælland,« siger Torben Andersen.

Slagelse har ellers flere uddannelsesinstitutioner end mange andre provinsbyer, som flere læsere venligt har gjort Berlingske opmærksom på. Her er både et kæmpe gymnasium, en erhvervsskole, professionshøjskole og altså også et universitet. For området er Slagelse uddannelsesbyen, og sjællænderne har nok at vælge imellem.

Alligevel er 16 ud af de 20 kommuner i Danmark, hvor færrest unge har en uddannelse udover folkeskolens afgangsbevis, sjællandske. Sydvestsjælland ligger i bund.

I den optik er Syddansk Universitets afdeling i Slagelse en bragende succes: Campusset formår om nogen at bryde den sociale arv. Ikke alene er de fleste studerende førstegangsakademikere. 20 pct. af dem har en anden etnisk herkomst.

Flertallet formår også at gennemføre, og mange sågar på normeret tid. Den ellers så udskældte fremdriftsreform giver ikke anledningen til panderynker her, hvor de unge selv prioriterer at blive hurtigt færdige, så de kan få sig et job.

Spørgsmålet er, hvad Slagelse får ud af det?

Som nogle af de få forskere på campusset bor Torben Andersen og Peder Madsen faktisk i Region Sjælland – dog ikke i Slagelse. Mange andre kører hertil fra København, der er også et par jyder og fynboer. Faktisk er det kun blandt det tekniske og administrative personale, at flertallet er lokale. Det samme billede går igen med hensyn til de studerende: Under halvdelen af de unge kommer fra området, og de, der pendler hertil med tog, har ofte travlt med at komme hjem igen. Efter endt uddannelse er det de færreste, der slår sig ned i byen for at arbejde.

Problemet for Slagelse er, at de studerende finder den for lille og for kedelig. Derfor har de forvandlet det lokale universitet til et pendleruniversitet, præcis ligesom det gælder universitet i Roskilde, Sjællands største by efter København.

Og der er jo ikke meget bosætningsstrategi ved at huse en håndfuld kinesere på udveksling, hvis alle de danske studerende, som skulle være gode sunde og livslange skatteborgere, kun bruger byen som mellemstation. Alt det ved både universitetet og kommunen kun alt for godt. Det er derfor, Torben Andersen ugentligt deltager i møder på rådhuset for at udtænke, hvordan man kan få flere til at vælge byen til.

Kommunen er med hans ord noget nær »hyperaktiv« i bestræbelserne på at lave et kæmpe campus med professionshøjskolen og byens øvrige uddannelsesinstitutioner og få området omkring stationen til at hænge bedre sammen med hovedtorvet. Og derfor der er kastet ikke uanseelige summer efter studiemiljøet.

»Syddansk Universitet vil ikke være en tankstation, hvor de studerende kommer ind, får tanket viden på, og derefter forsvinder igen«, hedder det i universitetets strategi.

Nærhed og tryghed

Om Slagelse kan ramme den særlige byånd, der er blevet en uundværlig del af studie­tiden, handler først og fremmest om alt det udenom, som er så svært at opfinde. Hvis alle studerende boede i byen – som de gør i Aarhus eller København – ville det ske af sig selv.

Ifølge Peder Madsen og Torben Andersen får de studerende derfor stort set penge til de initiativer, de søger om. På universitetet ligger der et karrierecenter, der skal hjælpe dem med at finde et studiejob. Der er sportsaktiviteter og en løbeklub. En velbesøgt fredagsbar. Og en fastansat medarbejder, der er katalysator på projekterne.

Man har sågar iværksæt happenings, hvor der bliver holdt studievejledninger i toget – det er alligevel dér, mange unge tilbringer en stor del af deres tid.

»København er København, og der er det hele, uden at man skal gøre noget for det. Slagelse er Slagelse, og vi bliver aldrig København. Til gengæld har vi en nærhed og tryghed, der appellerer til nogle unge, som måske ville drukne et stort og upersonligt sted. Og så gør vi nok en del ekstra for at skabe et godt studiemiljø,« siger Peder Madsen.

På vej ud af bygningen, møder Berlingske Majlinda Lutfiu.

Den 28-årige kvinde er inde for at dele flyers ud for Slagelse Erhvervscenter. For nogle år siden tog hun selv en bachelor i virksomhedskommunikation her på stedet. Siden tog hun en kandidatgrad i Odense. Mens hun læste, boede hun i København, men nu er hun flyttet hjem til Slagelse.

»Engang tænkte jeg selv, at der ikke var så meget at lave og at hvis man skulle arbejde, skulle man til København. Men nu har jeg fundet ud af, at der er mange gode virksomheder, og at der faktisk sker en hel masse i byen,« siger hun.

Det seneste halve år er der faktisk kommet flere nye private job til byen.

Det er blandt andet det, som Majlinda Lutfiu er blevet sendt ud for at formidle videre til de studerende: At Slagelse er en ung by med et spirende erhvervsliv, og at kommunen faktisk gør et stort arbejde for at støtte og hjælpe både iværksættere og eksisterende virksomheder, hvilket er helt rigtigt.

Men da hun kommer til universitetet klokken 15.45 er der ikke et øje. Alle har taget toget hjem.

Det tager kun en time at pendle fra København, men i Slagelse vil de så gerne have, at de unge bliver lidt længere ...

Søndag afslutter Berlingske sin Slagelse­-reportage med ekspertens spørgsmål: Er det virkeligt rigtigt, at Sjælland kun kan overleve som pendleropland til København?