Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er næppe noget værre for en interesseorganisation, end at der udsigt til krise for dem, hvis interesser man varetager.
Det skulle måske lige være, hvis krisen kom retur for fuld kraft.
Selvom stadig mere i København genåbner, frygter interesseorganisationen KBH K – Commerce & Culture (KCC), der organiserer butiksdrivende i København, udsigterne på Indre Bys vegne.
»Når vi kigger ind i en sommersæson uden udenlandske turister, bliver det rigtig svært at komme igennem sommeren. Man kan jo tænke, at danske turister kan opveje manglen på udenlandske turister, men problemet er, at udenlandske turister lægger tre en halv gang flere penge end en lokal kunde. Vi ved desuden ikke, hvor mange danskere der reelt vil besøge København i sommerferien, så situationen er alvorlig,« siger Maja Tini Jensen, direktør i KCC.
Bekymringen for et nedlukningsscenario er tidligere blevet luftet af Københavns Kommunes sundhedsborgmester, Sisse Marie Welling (SF). Flere politikere og erhvervsorganisationer har foreslået, at loftet for, hvornår en automatisk nedlukning bliver aktuel, hæves
Fredag tegner Københavns Kommune sig for en incidens på 164,05 smittede ud af 100.000 indbyggere. Grænsen for en automatisk nedlukning er 250.
Forventer konkurser
6. maj præsenterede regeringen en »sommerpakke«, der blandt andet skulle bidrage med 280 millioner kroner til turismeerhvervet i Danmark. Der er dog stadig mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med pakken, mener Maja Tini Jensen:
»Vi kender endnu ikke resultaterne af sommerpakken. Jeg håber, at der kommer oplevelsesfradrag på hotelovernatninger, restaurantbesøg og oplevelser i København, for i udgangspunktet er der ikke så meget at hente andet end billig trafik rundt i landet. Dette vil ikke nødvendigvis betyde, at flere vil besøge København, men det har vi behov for,« siger hun:
»Det er alvorligt. Det er det virkelig. Nogle forretninger er bedre finansielt rustet end andre, og det betyder, at nogle af de mindre specialbutikker, hvor ejeren står bag disken, er dem, vi kan frygte, vil forsvinde, fordi de ikke har den økonomiske polstring. Altså kan vi forvente flere konkurser.«
Strøget i København har ligesom så mange andre attraktive turistdestinationer været ramt af nedlukninger, men også konkurser, fortæller Maja Tini Jensen, der dog understreger, at hun ikke ved præcist, hvor mange det drejer sig om.
Bekymret for »spøgelsesby«
Flere butikker har opbygget en betragtelig gæld under krisen, og det er svært at vide, hvor mange der »skubber gælden« foran sig. Skrækscenariet for KCC vil være, at butikkerne ikke kan indhente det tabte hen over sommeren.
»Hvis København lukker ned, vil det gå utrolig hårdt ud over butikkerne, restauranterne og hotellerne. Det vil på sigt føre til en spøgelsesby med tomme lejemål, og der er i forvejen mange tomme butikslejemål,« siger Maja Tini Jensen.