Udviklingen de seneste uger viser et tydeligt billede: Når det handler om succes i håndteringen af coronavirus, er den kun kortvarig.
En række lande var kendt for at håndtere coronapandemien eksemplarisk. De var først med restriktioner og nedlukning. Initiativerne virkede. Men nu begynder smittetallene alligevel at vokse igen. Også hos foregangslandene, skriver CNN.
Hongkong
Allerede tilbage i januar var myndighederne i Hongkong hurtige til at implementere en lang række initiativer for at mindske smitten. Men i marts oplevede de en stigning af smittetilfælde, der medførte, at Hongkong valgte at lukke for indrejse for udlændinge. Samtidig blev der indført skrappe karantæneregler.
Ved at lukke alt fra barer til fitnesscentre lykkedes det Hongkong – med sine 7,5 millioner indbyggere – at opnå lave smittetal med kun ét nyt tilfælde om dagen.
Men siden begyndelsen af juli er Hongkong ramt af, hvad de omtaler som en »tredje bølge«, da smittetallene igen er stigende.
Fredag den 24. juli blev der registreret 123 nye tilfælde på én dag. Det er det højeste antal registreret i Hongkong, siden pandemien startede.
Sygehusvæsenet melder om fuldt belagte hospitaler, der ikke har plads til nye patienter.
Hongkong har registreret 2.372 smittetilfælde og 16 bekræftede dødsfald.
Australien
Down Under er de også blevet rost for deres coronahåndtering.
Australien var hurtig til at lukke grænserne og forbyde større forsamlinger. I en lang periode virkede initiativerne, og Australien havde pandemien under kontrol.
Nu er billede forandret, efter at landet har oplevet en ny række større udbrud. Man valgte derfor at isolere 6,6 millioner australiere fra staten Victoria fra resten af landet, i håb om at mindske smitte. Det skete efter et udbrud i millionbyen Melbourne.
Mundbind er nu blevet gjort lovpligtigt, og indbyggerne i Melbourne skal i størst muligt omfang blive hjemme.
I ugens løb har staten Victoria registreret 403 nye smittetilfælde på et døgn. Det er det tredjehøjeste registreret under pandemien.
Australien har i alt registreret 13.950 tilfælde af smitte og 145 dødsfald.
Japan
Efter en effektiv pandemihåndtering kunne Japans premierminister, Shinzo Abe, i slutningen af maj erklære nødstilstanden ovre. Men mens landet langsomt begyndte at åbne museer og sportsfaciliteter, kom pandemien igen snigende. Regeringen nåede endda at præsentere en ny plan, der skulle øge rejselysten internt i landet, men siden da er smittetallet kun steget.
Japan har registrere det højeste antal nye smittetilfælde den seneste uge. Tokyos guvernør melder, at det særligt er personer i 20erne og 30erne, der bliver ramt.
Japan har registreret 28.883 smittetilfælde og 994 dødsfald.
Israel
De første mange måneder af pandemien lykkedes det Israel at hold pandemien nede. Landet var blandt nogle af de første til at indføre skrappe rejseregler.
Derfor kunne Israel som et af de første lande genåbne. Men efter øgede smittetal er Israel nu igen stort set lukket ned.
Torsdag registrerede landet 1.819 nye smittetilfælde på et døgn, hvilket er det højeste for landet.
Israel har registreret 59.475 smittetilfælde og 448 bekræftede dødsfald.