De unge afviser Stevnsgade

Brugerne af Ungdomshuset afviser at flytte ind i lokalerne på den nedlagte Stevnsgade Skole. Det sker fordi de er uønskede i området, siger de unge. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) mener nu ikke, der kan gøres mere for at finde en løsning.

Planerne om at finde et nyt ungdomshus synes nu at være lagt i graven. Det sker, efter at de unge brugere af Ungdomshuset har meddelt Fonden Jagtvej 69, der har til formål at finansiere købet af et nyt ungdomshus, at de ikke ønsker at flytte ind i lokaler på den nedlagte Stevnsgade Skole. Talsmand Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69 mener nu, at deres rolle foreløbig er udspillet.

»Vi er utrolig kede af det. Jeg havde ellers anbefalet de unge på det kraftigste, at de skulle sige ja til lokalerne i Stevnsgade. Men de unge føler, at de er uønskede i kvarteret, og har derfor sagt nej. Jeg kan derfor ikke se, at fonden kan gøre så meget mere nu,« siger Knud Foldschack.

Det er de mange beboerprotester og underskriftindsamlinger i området, der har fået brugerne af Ungdomshuset til at sige nej til en Stevnsgade-løsning.

»De unge føler nok, de kan være uønskede af Ruth Evensen (Faderhusets leder red.). Men de føler ikke, de kan være uønskede i en hel bydel,« siger Knud Foldschack

Planen var ellers at de københavnske politikere fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de Radikale skulle mødes i går aftes for at diskutere et oplæg til en Stevnsgade-løsning udarbejdet af kommunens embedsmænd. En løsning, der ifølge Berlingske Tidendes oplysninger indeholdt planer om at bygge en helt ny L-formet bygning på 1400 kvadratmeter ned gennem Stevnsgade Skoles skolegård. Den nye specialskole ville samtidig blive nabo til en gammel gymnastiksal og nogle værkstedslokaler, som Københavns Kommune ville sælge til fonden bag Ungdomshuset. Prisen for den nye tilbygning ville være 20 mio. kroner mere, end der oprindelig var sat at til opførelsen af en skole til de handicappede børn. Penge, som advokat Knud Foldschack nu mener kan bruges til et nyt ungdomshus.

»Situationen er jo den, at de multihandicappede nu kan få den del af Stevnsgade Skole, som oprindelig var tiltænkt dem. Det betyder jo, at man sparer de 20 mio. kroner, som byggeriet af en ny specialskole ville have kostet. De penge kan nu bruges til et nyt ungdomshus,« mener Knud Foldschack.

Overborgmester Ritt Bjerregaard siger i en pressemeddelelse, at hun med stor bekymring har modtaget de unges afvisning.

»Jeg føler, at vi har vendt og drejet hver mulig sten for at finde en løsning med de unge, men de unge har ikke ønsket at tage imod håndsrækningen(...) Jeg kan ikke se, vi kan gøre mere,« siger Ritt Bjerregaard i pressemeddelelsen.