»De trækker og trækker den«: Ingen ved, hvor mange der venter på en operation. Men det er mange

Patienter og politikere undrer sig over, at regeringen ikke kan angive, hvor mange patienter der er ramt af aflysninger under coronakrisen. De frygter, at ventelisterne kan være vokset voldsomt og presser på for hurtigt at få bugt med dem. Læger og sygeplejersker kræver penge for at yde en ekstra indsats.

Mange har – som Dorthe Christensen, der lider af slidgigt – fået aflyst og udskudt deres operationer under coronakrisen. Hun har mistet sit job af den årsag og håber, at hun snart kan få en dato for, hvornår hun kan komme til. Præcist hvor mange patienter som er sendt på venteliste, vil der imidlertid først komme oplysninger om i slutningen af maj, oplyser sundhedsministeren. CATHRINE KJÆRØ ULF ERTMANN

Ingen aner, hvor mange syge danskere der de senere måneder har fået aflyst og udskudt deres operationer, selv om det tal er helt centralt for den kæmpeopgave, sundhedsvæsenet står over for med at få bekæmpet de hastigt voksende ventelister, der er opstået på sygehusene under coronakrisen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at de tal først er klar sidst på måneden, og det støder nu på kritik fra patienter og politikere, der presser på for hurtigt at komme i gang med at få behandlet de mange patienter på ventelisterne.