LIBANON: Amira på 11 år så sin far dø. Herefter så hun sin onkel dø. Og så kom turen til tanten.

At være syrisk flygtning i nærområderne er en daglig vandring gennem forbandelse, ødelagt selvværd og enkelte lyse øjeblikke, hvor minder fra hjemlandet giver mening. Amira er stadig ikke nået til det stadie, hvor de gode minder er begyndt at melde sig. Hun bor i en tarvelig teltlejr med sine resterende familiemedlemmer og er netop begyndt at spise igen efter næsten tre måneder, hvor hun stort set kun indtog vand.

Mens tusinder af flygtninge har sat kurs mod Europa, har endnu flere valgt at blive, hvor de er. Af mange forskellige årsager. Økonomiske, helbredsmæssige, ideologiske og endelig også, fordi troen på, at det snart bliver muligt at vende hjem, stadig findes hos nogle.

Men tilværelsen uden for lejrene i Syriens nabolande er også den tilværelse, mange er flygtet videre fra ved at vove sig ud på Middelhavets bølger. Simpelthen fordi det ikke kunne blive værre end i Tyrkiet, Libanon eller Jordan, hvor de var flygtet til.

»Utålmodigheden er det værste,« fortæller Maria Assi, der er leder af den libanesiske nødhjælpsorganisation Beyond.

Sammen med næsten 2.000 ansatte er hun med til at give mange af de 1,2 millioner registrerede syriske flygtninge i Libanon en så meningsfyldt hverdag som overhovedet muligt. Men det er ikke altid muligt. For håbet hos de fleste slukkes efter det første år i teltlejren. Efter andet, tredje og fjerde år er det en tilværelse i tomgang. Flygtningene kommer ingen vegne, hverken frem eller tilbage. Og mange af dem har svært ved at se, hvordan situationen skal ændre sig.

»De har ingen tålmodighed, for de modtager ingen klare svar,« siger Maria Assi.

Hun hentyder til alle dem, der venter på svar fra FNs flygtningehøjkommisariat, UNHCR. Hvis de søger om at få tilladelse til eksempelvis at rejse til Europa, bliver de måske indkaldt til samtale. Herefter ventetid. Så endnu en samtale. Så ventetid igen.

»Et klart nej ville være lettere. Ikke al den ventetid, hvor rastløsheden og utålmodigheden gør så ondt,« siger Maria Assi.

Beyond arbejder sammen med de store FN-organisationer, men er i tættere kontakt med de syriske flygtninge, end UNICEF og UNHCR er. Og Maria Assi har gang på gang set, hvad der sker med flygtninge, når deres sag bliver syltet i måneder eller år. Når de ikke kan få de klare svar, de så gerne vil have. Enten flygter de videre mod EU ad illegale ruter, eller også rammes de af depression, skam og afmægtighed.

Børnene tegner store fisk, der spiser børn, og selvom Beyond forsøger med konstant aktivering og opmuntring i form af musikundervisning og juleshow med dans til kristne, shia-muslimer og sunni-muslimer, er hverdagen en kamp at komme igennem.

»Jeg er begyndt at hade tal,« skrev en 10-årig dreng fra lejren for nylig i en opgave.

»Hele mit liv er blevet tal. Mit telt er et tal, jeg er et tal, min familie er et tal, og de madrationer og penge, vi får, er tal,« siger han.

Radwan Bayazit, også kaldet Abu Khalil, en syrer fra Saida Zeinab-kvarteret i Damaskus, er flyttet ind med hele sin familie i et telt, han betaler leje for i Libanons Bekaa-dal. Før krigen var han en af den syriske hovedstads populære bryllupsarrangører. Han stod for tre-fire bryllupper om ugen, indtil krigen satte en stopper for den forretning.

Han er en af de få, der har trådløst internet og fjernsyn i det skur, familien bor i. Han holder fast i det, der minder ham om livet derhjemme i Damaskus.

»Det værste ved at bo her er, at nogle nødhjælpsorganisationer behandler os som tiggere. Det er under vores værdighed,« siger han.

Abu Khalil rejser ikke videre til Europa. Den beslutning har han taget. Men han er træt af at se nogle flygtninge modtage hjælp, mens andre intet får. Lige som dem, der kommer til interview hos FN-organisationerne, mens andre får tomme løfter.

»Jeg bliver her, fordi jeg kan mærke vinden fra Syrien herfra. Jeg fornemmer duften fra det hjemland, jeg savner. Derfor bliver jeg her i Libanon,« siger han.

TYRKIET: Nøjagtig samme sætning hører jeg fra 63-årige Um Taha i den tyrkiske by Kilis, der ligger på grænsen til Syrien.

To syriske flygtningefamilier har lejet sig ind i en toværelses lejlighed. De har også besluttet at blive, indtil de kan vende tilbage til Homs i Syrien.

»Tyrkiet minder mere om vores egen kultur, end Europa gør. Og vi har heller ikke råd til at flygte videre,« siger Um Taha.

Tyrkiet har registreret flere end to millioner syriske flygtninge, og omkring 600.000 menes at opholde sig i landet uden at være registreret. Det største problem for flygtningene uden for de tyrkiske flygtningelejre, der rummer omkring 250.000 flygtninge, er, at de ikke alle sammen modtager hjælp. Og hvis de flytter inden for Tyrkiets grænser, har de ikke længere adgang til den hjælp, de offentlige sundhedsinstitutioner og skoler tilbyder. Tyrkiets flygtningeregler er indrettet på den måde, at en flygtning kun kan modtage offentlig hjælp i det område, vedkommende er registreret i.

Den regel har ramt syge Muhammed på tre-et-halvt år og vil inden længe give hans gravide 30-årige mor, Bara al-Kafri, endnu større bekymringer og udgifter i forbindelse med den kommende fødsel.

Den palæstinensiske familie flygtede fra Deraa-området i det sydlige Syrien for seks måneder siden. Bara er allerede gået fem dage over tid, men fordi familien er registreret i Urfa, kan ingen af dem modtage hjælp i Kilis. Det er både for langt og dyrt for dem at rejse tilbage til Urfa. Så hun skal føde på en improviseret klinik, og Muhammed, der har åndedrætsbesvær, ligger pakket ind i tæpper, hvor han under normale omstændigheder burde ligge i en hospitalsseng.

Yehiya Saleh, en 28-årig syrisk flygtning fra Aleppo, flygtede til Tyrkiet, efter at hans 23-årige kone, Khadijas, mistede sin bror i et af Assad-regimets bombardementer. Parret har to børn og kommer højest sandsynligt ikke videre i retning mod Europa.

»Vi bliver her,« siger Yehiya. Hans øjne er store, og han stammer en smule.

Han ved godt, at det måske vil være lettere at finde et job i Gaziantep, der ligger 45 minutters kørsel mod nord, men han ved også, at boligpriserne er højere. Så han har besluttet, at familien bliver, hvor den er, indtil krigen er afsluttet.

Hans svigerinde, Nadra Addes, bor også i den lille mørke lejlighed med sine ni børn. Hun går ud for at samle brænde og siger, at hun helst ikke vil have, at vi følger efter hende. Da hun er gået, siger Yehiya, at det gør hende flov, når nogen ser, at hun samler brænde. Det minder hende om, at hun er flygtning og intet ejer.

JORDAN: 19-årige Abd al-Rahman fra Aleppo sidder med samme følelse i en lejlighed i den jordanske hovedstad, Amman. Han har lige købt en ny T-shirt og viser den stolt frem. Den er meget gul.

Han bor her sammen med sin mor, lillebror og to søstre. Det tog dem seks måneder at nå hertil. Resten af familien er flygtet til Tyrkiet. De vil gerne til Europa, men kan ikke komme afsted, fordi det er for dyrt. Det er også for dyrt at anskaffe sig en arbejdstilladelse i Jordan. Men Jordan er alligevel bedre end Tyrkiet.

»Her taler de arabisk, og vi kan gå i skole,« siger Abd al-Rahman.

Lillebroderen Mahmoud skærer ansigt, da han hører ordet skole. Han går i 4. klasse, og læreren slår ham.

»Vi kommer sikkert ikke videre herfra, så vi lader som om, vi er i Europa, når vi ser National Geographic,« siger moderen og griner højlydt.

Så bliver der stille igen.

For de savner Syrien og er bange for fremtiden. Abd al-Rahman kender personligt fire syrere, der er druknet i Middelhavet i 2015 på vej til Europa. Ingen blandt familiens medlemmer har store forventninger til Syrien, og det samme gælder det nærområde, de nu har slået sig ned i.

»Vi modtager ingen hjælp. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke været i stand til at få et klart svar,« siger moderen.

Hun bebrejder de arabiske lande lige så meget som resten af verden for at svigte de syriske flygtninge i nød. Især alle dem, der er strandet i nærområderne, og som netop ikke søger hjælp i Europa. Ifølge tal fra FNs nødhjælpsorganisationer er kun 57 procent af de lovede midler til hjælp i nærområderne blevet overført. De tæpper, der blev uddelt i 2014 i forbindelse med vinterens kulde, kom sent. I år kom de endnu senere. Lang tid efter, det for alvor var blevet koldt.