Praktiske børneting bliver diskuteret med både bekymrede miner og store smil, da vi møder Monina Sanchez og Karsten Hoydal på en kaffebar i København.

De har været skilt i syv år, men stridsøksen er for længst lagt på hylden. Faktisk har den aldrig for alvor været fremme, for selv om de ikke kunne få et ægteskab til at fungere, så har de to børn sammen, og det har betydet, at de to forældre var nødt til at samarbejde.

»Vi er gode venner, men vi kan også skændes, ellers var vi nok ikke gået fra hinanden. Men vi kender hinanden og hinandens familie godt og har et rigtig godt samarbejde. Det er rigtig vigtigt, når det hele skal fungere,« siger Monina Sanchez.

Men det har ikke været lige let hele vejen igennem. Parret blev skilt i 2003 efter ni års ægteskab. Den gang var deres børn Lucas og Maria Luna henholdsvis et og otte år, og parret var enige om, at skilsmissen skulle gå så lidt ud over børnene som muligt.

Derfor begyndte de to forældre at flytte ind og ud af den lejlighed i København, hvor børnene boede fast.

»Vi følte os som to vagabonder,« forklarer Monina Sanchez om den kaotiske tid, og Karsten nikker bekræftende.

»Det var vigtigt at vide, at vores børn havde et fast sted at bo, men det var totalt kaos for os,« siger Karsten Hoydal.

Han fandt derfor en anden lejlighed, mens Monina flyttede fast ind i lejligheden i København, og efter otte måneder, hvor forældrene flyttede frem og tilbage, blev det nu børnenes tur.

Deleordningen stressede

Monina og Karsten valgte at dele børnene lige imellem sig, så de boede 14 dage hvert sted. På den måde skulle børnene ikke pakke kufferten hver eneste uge, og de kunne få mere sammenhængende tid sammen med hver forælder. Samtidig havde Monina og Karsten frihed til at gøre andre ting, når de havde 14 dage uden børn. Men de mange skift var svære for børnene, og især Lucas, der var to år, da deleordningen startede, havde en svær tid i de tre år, ordningen fungerede.

»Det virkede umiddelbart som den mest retfærdige løsning, men vores børn blev flyttekassebørn, og det var ikke sundt. Jeg er sikker på, at en 14/14-løsning kan fungere for nogle familier, men det var ikke den bedste løsning for os. Lucas kunne ikke håndtere det, og han blev meget stresset og frustreret af alle de skift,« siger Karsten Hoydal.

Det endte med at Lucas måtte til en psykolog for at få sat ord på den frustration, der fyldte hans hverdag, og sammen med psykologen blev Monina og Karsten enige om, at deres deleordning måtte ændres.

Egoismen på hylden

I dag bor Lucas derfor fast hos Monina og ser sin far hver anden weekend samt hver tirsdag, hvor de to tager sammen til fodbold. Maria Luna, der i dag er 15 år, må selv bestemme, hvornår og hvor ofte hun vil besøge sin far, og selv om Karsten Hoydal savner sine børn, når de ikke er hos ham, så mener han alligevel, det er den bedste løsning.

»I sådan en situation er vi nødt til at lægge de selviske tanker på hylden. Det er vigtigt, at min søn har en base, for det giver ham ro, og han er blevet meget mere glad,« siger Karsten.

Det bakker Monina op om, men hun mener ikke nødvendigvis, at ordningen skal fortsætte på den måde.

»Vi har talt om, at Lucas måske kunne prøve at bo fast hos Karsten, når han bliver ældre. Jeg tror, det er vigtigt for ham at få den ro og tryghed nu, som jeg kan give ham som mor, men når han bliver teenager, så vil Karsten som far bedre kunne opfylde Lucas' drengebehov,« siger hun.