De røde næser på hospitalerne har vokseværk: »Vi skriger med«

Holdet af hospitalsklovne herhjemme vokser, og i 2015 har de haft flere besøgsdage på børneafdelingerne end nogensinde før.

Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For tredje dag i træk vågner Anton Hasløv op på Roskilde Sygehus. Den syv måneder gamle dreng er indlagt med astmatisk bronkitis, falsk strubehoste og lungebetændelse, foruden en sammenklappet lunge. To stykker plaster på de små, buttede kinder holder hver sin iltslange fast i næseborene og hjælper ham med at trække vejret. Han hoster, så den lille krop spjætter i armene på moren. Pernille Hasløv sidder i en lænestol med sin søn på børneafdelingens stue 11 og forsøger at bevare optimismen uden at vide, hvornår de kan tage hjem.

Klokken kvart over ti dukker to røde næser op i stuedørens runde rude. Hospitalsklovnene Ludo og Zippo vinker ind og bliver med smil og nik inviteret på besøg.

Før Ludo og Zippo begynder deres stuegang, gennemgår de patientlisten, så de ved, hvilke børn de kan møde. Ellers er arbejdsdagen på Roskilde Sygehus én lang improvisation, og det gør ifølge Zippo alias Palle Steen-Nielsen jobbet til »det fedeste i verden«. Fold sammen
Læs mere

Ludo alias Mette Brich sætter sig på sin polkaprikkede rejsekuffert og trækker en sæbeboblebøtte op af lommen. Pernille Hasløv griber sin udmattede søns arm, da Ludo har fanget en stor sæbeboble på pustepinden, som hun holder hen foran dem. Han finder lige akkurat kræfter til at strække pegefingeren, så moren kan føre den til boblen og prikke hul. Anton blinker en smule forskrækket, mens mor og Ludo griner til hinanden. Nogle gange er hospitalsklovnenes fornemmeste opgave at aflaste forældrene for en stund og minde dem om, at et sygt barn også har lyst til leg.

»De er fanget i bekymringer om et sygt barn, fravær fra arbejde og svigt af søskende. Så de glemmer, at de også kan lege og synge, og det kommer vi og vækker til live,« siger Mette Brich.

»Ja, og så kan de sænke skuldrene lidt,« tilføjer kollegaen Zippo, som i virkeligheden hedder Palle Steen-Nielsen.

Andre gange kan klovnene være en afgørende hjælp for sygehusets personale, så de lettere ubesværet kan tilse, sy og stikke og passe deres job, og så forældre og børn kan gå glade ud ad døren.

Om lidt skal Anton have hevet plastrene af huden og fjernet slangerne fra næsen. Familien på stue 11 får besked om, at sygeplejersken er på vej, og mor skuler nervøst mod døren.

Flere klovne på vej

Onsdag formiddag er fast stuegang for Mette Brich og Palle Steen-Nielsen. De begynder vagten i børneafdelingens stue 39, hvor de hver især finder deres klovn, smører klovnehvidt om munden og tager de obligatoriske røde næser på. Mette Brich roder i sin medbragte polkaprikkede kuffert og fylder lommerne med mundharmonika, klistermærker og skumgummikaniner. Palle Steen-Nielsen trækker i sine sorte skindstøvler i størrelse 67 og stemmer sin ukulele. Sådan bliver Mette Brich til Ludo og Palle Steen-Nielsen til Zippo. Men under sminken, den matchende hovedbeklædning og de bolsjestribede bluser er der ikke stor forskel på klovnekaraktererne og deres skabere, forstås.

»Børn er de hårdeste dommere, der findes, og de mister straks interessen, hvis vi ikke er ærlige og troværdige. Derfor spiller vi ikke Ludo og Zippo. Vi er Ludo og Zippo,« siger Mette Brich.

Hun er 62 år, har en fortid i reklamebranchen og blev udlært som hospitalsklovn i 2004. Nu lever hun af klovneriet og er på besøg fire dage om ugen på Herlev Hospital, Rigshospitalet, Roskilde Sygehus samt på Danmarks eneste børnehospice i Hellerup.

Palle Steen-Nielsen er 58 år og oprindelig uddannet pædagog. Han blev færdig med uddannelsen til hospitalsklovn i 2013 og arbejder ligesom sin kollega fuld tid som klovn med faste vagter på Holbæk Sygehus, Odense Universitetshospital, Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund og Roskilde Sygehus.

Duoen udgør to ud af de 37 klovne, der snart bliver til 45, når et nyt kuld lærlinge begynder den halvandet år lange uddannelse 1. april, som i denne runde havde 100 ansøgere. Den består af 26 dages træning i bl.a. kropssprog, improvisation og samarbejde samt 74 dages praktik i mesterlære hos en erfaren hospitalsklovn.

Mette Brich og Palle Steen-Nielsen bruger en halv time på at iklæde sig deres klovnekostumer, så de bliver til henholdsvis Ludo og Zippo. De ændrer dog ikke væremåde, for det afslører børnene med det samme, og så mister de interessen, forklarer makkerparret. Fold sammen
Læs mere

Siden den første danske hospitalsklovn satte sine store sko på Skejby Sygehus, er børneafdelingers efterspørgsel efter klovnene steget, og de sponsorater og donationer fra virksomheder og fonde, der finansierer klovnene, er fulgt med. Derfor har holdet af hospitalsklovne aldrig været større, og aldrig har de haft så mange besøg på børneafdelinger landet over som i 2015, hvor de tilsammen var på visit 4.100 dage og havde omkring 50.000 møder med børn på 24 forskellige hospitaler. Det viser en ny opgørelse over hospitalsklovnenes arbejde sidste år.

Næse for nåleskræk

Fuldt omklædte og lige dele duknakkede og nysgerrige bevæger Ludo og Zippo sig nu ned ad hospitalsgangen, og det står hurtigt klart, at de er populære gæster her på stedet.

Niårige Karoline Hare inviterer dem straks ind på stue 18, da de går forbi. Her er hun indlagt med forstoppelse og skal tilbringe tre nætter i sygesengen. Men det er alt sammen sekundært, når der er dømt frikvarter med klovnene. Så skal der i stedet måles »hårflotninger«, afstemmes livretter, udveksles fremtidsdrømme og fortælles vittigheder. I mellemtiden er mor Marlene Hare trukket ud på gangen for at tage et telefonopkald. Hun smiler, da hun vender tilbage til døråbningen og kigger ind i stuen.

»Det er virkelig et lyspunkt for hende, når de kommer, og så kan jeg tage mig en lille pause,« siger Marlene Hare.

Arbejdsopgaverne for en hospitalsklovn kan være vidt forskellige. Nogle gange er de med som støtte for børn og personale, når der skal tages blodprøver. Andre gange, som her med niårige Karoline Hare, leger de bare med børn på afdelingen, som skal få ventetiden til at gå. Fold sammen
Læs mere

Besøget hos Karoline Hare er med Palle Steen-Nielsens ord »bare sjov og ballade«. Andre gange er hospitalsklovnene med som støtte ved vanskelige procedurer.

Hver femte uge har Ludo og Zippo en fast aftale med en syvårig pige, som skal have sprøjtet væksthormon i låret, hvad hun slet ikke bryder sig om. Men i stedet for at aflede opmærksomheden fra nålen spejler og forstørrer klovnene det, der går gennem pigens hoved.

»Vi skriger med. Vi skal hverken sige »kig på klovnen«, og så stikker sygeplejersken, eller lyve om, at det ikke gør ondt, for det gør det altså,« siger Palle Steen-Nielsen, og Mette Brich supplerer.

»Vi spejler barnet for at anerkende hendes følelser, så hun kan se det hele udefra og finde frem til en god måde at gribe det an på. Måske stiller jeg mig bag gardinet og råber, at jeg er bange for nålen, og så siger hun »ej, Ludo, det gør faktisk ikke så ondt,« og danser ud ad døren, når hun har overstået det helt uden en klage.«

Den indsats er til hjælp for både børnene og personalet, understreger Annette Laursen, der er afdelingssygeplejerske på børneafdelingen på Roskilde Sygehus og jævnligt samarbejder med klovnene.

»De gør det meget nemmere for os at klare vores opgaver, og når blodprøven går glat, tænker børnene, at vi da ikke er så onde endda, os i det hvide tøj, og så er det ikke så farligt for dem at skulle på sygehuset en anden gang,« siger hun.

Det er ph.d.-studerende Helle Nygård Kristensen enig i. Hun har i mange år arbejdet som sygeplejerske og leder på Aalborg Universitetshospitals børneafdeling, og nu forsker hun ved Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet, som den første i Danmark, i hospitalsklovnenes arbejde og effekt i relation til børns smerteoplevelse.

»Der er voksne, der har stikkeangst, fordi de har traumer fra en situation i barndommen, hvor de følte det ubehageligt at blive stukket. Derfor bliver vi nødt til at tænke i en bred vifte af muligheder for at undgå overgreb i behandlingen, som kan medføre traumer og skade børnenes forhold til sygehuset, og her kan klovnene formentlig give en afgørende hjælpende hånd,« siger hun.

Helle Nygård Kristensens videre arbejde skal undersøge, om det reelt forholder sig sådan, at klovnene kan lindre sygehustraumer hos børn efter f.eks. blodprøver. Hun har ved selvsyn set, hvordan hospitalsklovnene kan fremkalde en styrke i børnene, så de kan overvinde deres frygt.

Godnat på stue 11

Nu går døren op ind til stue 11, hvor Anton har været indlagt siden søndag. En sygeplejerske kommer hen til lænestolen, hvor Pernille Hasløv vugger sin halvsovende søn. Ved synet af sygeplejersken overdrager hun ham til mormoren, som også er med.

»Jeg kan næsten ikke klare det,« siger Pernille Hasløv, da sygeplejersken begynder at trække i plasteret, og Anton Hasløv begynder skiftevis at græde og hoste.

Da plastre og slanger er fjernet, får han en maske på munden. Det er en saltinhalator, som skal løsne slim i luftvejene, inden han skal sove. Den lille fyr glider længere og længere ind i søvnen, som sangen toner ud. Da klovnene Ludo og Zippo hvisker farvel, sender Pernille Hasløv dem et smil og siger et »tak for besøget«.