De risikerer jobbet, familien og friheden i retfærdighedens navn

Årets dansker 2018:Whistlebloweren som årets dansker er ikke en konkret person – det er et begreb. Bag fænomenet gemmer sig alle de samvittighedsfulde sladrehanke, der råber op om uretfærdigheder og lovbrud, når alle andre kigger væk.

Whistleblower
Eksemplerne på whistleblowere, hvis beslutning om at råbe højt fik dramatiske personlige konsekvenser, er talrige. I mange lande er loven nu strammet, så whistleblowerne er bedre beskyttede og anonymt kan advare om ulovligheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En dag i september ændrede hverdagen sig brutalt for en lille familie i England. Årsagen var fire mails, sendt fem år forinden af familiefaderen.

Dengang – i december 2013 – sad Howard Wilkinson i et vellønnet job som chef i den baltiske afdeling af en af Nordeuropas største banker, Danske Bank. En solid bank med et nydeligt image. I hvert fald på overfladen. Under det mørkeblå banklogo, der prydede facadeskiltet på Danske Banks filial i Tallinn, lurede en råddenskab så dyb og omfattende, at den siden hen skulle koste bankledelsen jobbet og kaste Danmarks største bank ud i kaos.

Det var dén råddenskab – mistænkelige kunder med endnu mere mistænkelige formuer – Wilkinson havde fået færten af tilbage i 2013 og rapporterede om i mail til direktionen i Danske Bank-koncernen. Dengang forlod Wilkinson hurtigt banken og lagde sagen bag sig.

»Når jeg ser tilbage på min indsats, så har jeg absolut ingen problemer med at sove om natten.«


Men nu kunne den britiske bankmand ikke længere flyve under radaren i den hastigt voksende hvidvasksag. Mens Berlingske havde respekteret Wilkinsons ønske om anonymitet, valgte et estisk medie denne septemberdag at afsløre ham. Kort efter var briten navngivet i medier verden over som ham, der råbte op om de mistænkelige forhold i en af tidens største erhvervsskandaler.

Howard Wilkinson var nu officielt whistleblower, fløjteblæser, sladrehank. Og dermed medlem af en helt særlig og svært definerbar loge af borgere. Deres bevæggrunde er lige så forskellige som deres baggrunde – men de har én ting til fælles: Modet og viljen til at råbe op om ulovlige eller kritisable forhold i den virksomhed, organisation eller myndighed, hvor de arbejder. Ofte på bekostning af tavshedspligt og loyalitet over for kolleger eller chefer. Og med dystre odds for at miste jobbet, familien og det sociale netværk. Eller friheden, for den sags skyld.

Whistlebloweren som begreb er nomineret til Årets dansker for i adskillige højt profilerede sager at have tilsidesat hensynet til sig selv for at få sandheden frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Som det skete for Frank Grevil, efterretningsofficeren, som gik til Berlingske med fortrolige dokumenter, der såede tvivl om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Grevil mistede sit job og blev idømt fængselsstraf for at bryde sin tavshedspligt. I årene, der fulgte, kæmpede han med alkoholproblemer og psykiske nedture.

»Det var en nødvendig handling,« har han selv sagt til B.T. om sit læk.

»Man kan synes, dommen er urimelig, men dét er en anden diskussion – for det var nødvendigt. Og jeg ville gøre det igen,« sagde han.

Stemplet som landsforræder

At råbe højt blev også skæbnesvangert for IT-eksperten Edward Snowden, der gennem sit arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste NSA kom i besiddelse af fortrolige oplysninger om den amerikanske masseovervågning af både borgere og stater verden over. Hans læk af oplysninger til amerikanske og britiske journalister i 2013 betød, at han i dag må leve under asyl i Rusland på præsident Putins nåde – af frygt for at blive udleveret til USA, hvor han af en lang række politikere er blevet stemplet som landsforræder.

Eller tag den danske officer ved Garderhusarregimentet Anders Koustrup Kærgaard, der i 2012 stod frem med beviser om overgreb mod civile under danske soldaters indsats i Irak begået tilbage i 2004. Sagen kostede ham ikke bare dagbøder, da han nægtede at afsløre sin kilde. Han mistede også store dele af sin omgangskreds og kontakten til både sin far og sin søn.

»Det har været sindssygt, at jeg har skullet betale så høj en pris for at sikre, at vi som myndighed overholder loven,« har Kærgaard sagt i et interview med TV2, hvor han også fortrød, at han ikke langt tidligere havde råbt op om overgrebene.

Han turde ikke før, forklarede han.

»Det er supervigtigt, at man tager ansvaret på sig og begynder at beskytte whistleblowere. Som embedsmænd har vi ikke ytringsfrihed, vi har ytringspligt til at sige fra,« sagde han.

Nomineret som begreb

Whistleblowerens plads blandt de nominerede som Årets dansker 2018 stikker åbenlyst ud. For når whistlebloweren nomineres, er det ikke som en konkret person. Det er som et begreb. Whistlebloweren nomineres »for i adskillige højt profilerede sager over de seneste år at have tilsidesat hensynet til sig selv for at få sandheden frem, hvad enten det er sket internt i betændte systemer eller i offentligheden«, som det hedder i begrundelsen.

Meget tyder da også på, at samfundet er ved at få øjnene op for værdien af sladrehankene. I dag betragtes whistleblowere i stigende grad som påskønnede vagthunde, hvis mod og risikovillighed er til stor gavn for et moderne demokrati. Deres afsløringer om alt fra skattesvindel og økonomisk kriminalitet til embedsmisbrug kan koste svigagtige erhvervsfolk og korrupte politikere karrieren, skabe folkelige bevægelser og føre til ny lovgivning.

Deres bidrag vurderes ofte at være så værdifulde, at mange lande nu er begyndt at sikre deres rettigheder ved lov – blandt andet efter pres fra nogle af de mange nye organisationer af og for whistleblowerne. I Danmark er det eksempelvis lovpligtigt i dag for finansielle virksomheder at have whistleblowerordninger, som gør det muligt for ansatte at rapportere om ulovligheder via et sikkert og uafhængigt system til topledelse og myndigheder. Og whistleblowere nyder en særlig beskyttelse mod såkaldt »ufordelagtig« behandling, som det hedder i loven.

»Mange af de seneste skandaler ville måske aldrig været kommet frem i lyset, hvis de, der lå inde med den viden, ikke havde haft modet til at råbe op,« sagde Frans Timmermans, næstformand for EU-Kommissionen, der tidligere i år præsenterede sit bud på nye whistleblowerregler.

»Men de, der gjorde det, tog en enorm risiko. Så hvis vi sikrer en bedre beskyttelse af whistleblowere, kan vi bedre opdage og undgå lovovertrædelser, der er i offentlighedens interesse, som eksempelvis bedrageri, korruption, virksomheders skatteunddragelse eller skade på folkesundheden og miljøet. Der bør ikke være nogen straf for at gøre det rette,« tilføjede han.

Sover fint om natten

Om advarslerne i hvidvasksagen ender med at få personlige konsekvenser for Howard Wilkinson, der altså i 2013 blæste i fløjten om suspekte bagmænd i Danske Bank, er for tidligt at sige. Hvis han undervejs i forløbet orienterede de amerikanske myndigheder, kan han endda ligefrem håbe på en dusør, som amerikanerne har for vane at give whistleblowere i større sager om økonomisk kriminalitet. Omvendt sidder der muligvis en lyssky, kriminel bagmand eller to et sted på kloden og ønsker den nysgerrige brite hen, hvor peberet gror.

Selv tager han tilsyneladende opmærksomheden med ophøjet, britisk ro. Som han tørt konstaterede i en mail til Berlingske, da han i september valgte at stå frem med navn:

»Når jeg ser tilbage på min indsats,« skrev Wilkinson, »så har jeg absolut ingen problemer med at sove om natten.«