Karsten Koed er en stolt mand, når han hver morgen forlader sin kone, to halvvoksne børn og den store rødstensvilla på Fuglevadsvej i Lyngby for at køre på arbejde.
Han er 57 år, ordblind og succesfuld forretningsmand i spidsen for et reklamebureau. Og så er Karsten Koed – med en årlig indtægt på den solrige side af to millioner kroner – en rig mand.
Karsten Koed skammer sig ikke over sin rigdom – ligesom han ikke skræmmes over at betale skat.
»Jeg har valgt at bo i Danmark. Jeg elsker Danmark. Jeg kunne flytte til England i morgen, men jeg vil aldrig bo andre steder end i Danmark. Det har en pris. Fint, den betaler jeg. At jeg evner at betale mere end de fleste, det er jeg stolt af,« siger Karsten Koed.
Alligevel er han langt fra tilfreds med tingenes tilstand. Det vender vi tilbage til.
Det var ellers ikke fordi, det hele begyndte specielt godt for Karsten Koed, der som søn af en far, der var læge, og en mor, der var sygeplejerske, måtte flytte til Hostebro. Her blev han i første omgang smidt uden for døren i den første time på sin nye skole og sidenhen diagnosticeret som »læseretarderet«.
»Enten bukker man under af den slags, eller også får man et godt bundtræk. Jeg fik heldigvis et godt bundtræk,« fortæller Karsten Koed.
Mens ingen rigtig ville have ham, ville A.P. Møller gerne hyre ham som shippingelev. På Esplanaden lærte Karsten Koed »at arbejde 80 timer om ugen«. Siden Handelshøjskolen med speciale i markedsføring og afsætning og derpå job hos Nivea, Colgate og malingproducenten Dyrup. Som 35-årig blev han selvstændig reklamemand, var et mulehår fra at ryge på tvangsauktion, men få dage før, han skulle begynde i et rengøringsjob, kom hans første kunde, ingeniørfirmat Brüel & Kjær.
Godt 20 år senere har Karsten Koed 30 fastansatte og kunder, der tæller bl.a. Kemp & Lauritzen, Viasat og Carlsberg.
Karsten Koed – og andre som ham – er udset til at blive en nøgleperson, når Folketingets politikere om få uger ventes at indlede forhandlingerne om Danmarks økonomi de kommende knap ti år. Forhandlingerne skal besvare en række store og milliarddyre spørgsmål, men mest centralt for det politiske drama står striden om, hvor meget de rigeste danskere – folk som Karsten Koed – skal betale i topskat.
Det er på den baggrund, at den liberale tænketank Cepos med en ny analyse har tegnet et slags røntgenbillede af, hvem de rigeste danskere er – og ikke mindst hvor meget, de hvert år betaler i skat.
Starter man med at kigge på gruppen af de én procent rigeste danskere – den såkaldte »Top 1-procent« – viser beregningen, at disse i alt 43.486 danskere, som alle tjener mere end 1,3 millioner kroner om året, tilsammen betaler 60 milliarder kroner om året i skat. Det svarer til, at denne rigeste ene procent betaler 8,6 pct. af alle danske skatter og afgifter fra enkeltpersoner.
Ser man på de ti procent højest lønnede danskere – som i grove træk netop er næsten alle topskattebetalere – udgør deres skat i dag 30 procent af de samlede skattebetalinger. I kroner og ører betaler disse 435.000 højest lønnede danskere 214 milliarder kr. i indkomstskatter og afgifter hvert år, hvilket ifølge beregningerne svarer til statens samlede udgifter til folkepension, dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge samt SU. Eller til udgifterne til cirka 356.000 folkeskolelærere, pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte.
For skatteminister Karsten Lauritzen (V) viser tallene, at de rigeste i Danmark absolut intet har at skamme sig over, når det kommer til spørgsmålet om skattebetaling.
»Tallene viser med al ønskelig tydelighed, at man på venstrefløjen skal stoppe den negative retorik om, at de mest vellønnede ikke betaler den skat, de skal. Tværtimod bidrager de stort, og de rigeste bærer i særlig grad det tungeste skattelæs,« siger han.
Ifølge vicedirektør og cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, er håbet med analysen at punktere myten om, at de rigeste i samfundet ikke bidrager særligt til velfærdsstaten.
»Toppen af samfundet tager en meget, meget stor del af finansieringsslæbet i den danske velfærdsstat. Og det vil de fortsat gøre, selv om man sænker topskatten en smule,« siger han.
»Top 1-procent« har ifølge Cepos-beregningerne oplevet en reduceret skattebyrde siden 2001 som følge af flere skattereformer. Alligevel er de rigestes skatteandel vokset fra 7,4 pct. i 2001 til 8,6 pct. i dag. Det skyldes, at man sammenlagt har øget indkomsterne betragteligt. Den gennemsnitlige skatte- og afgiftsbetaling for en »Top 1-procent«-dansker er 1,4 millioner kr. En gennemsnitlig dansk lønmodtager betaler til sammenligning lige godt 150.000 kroner i skat om året.
Også de ti procent rigeste danskeres skatteandel er steget i perioden fra 28,9 pct. til 30,2 pct.
Den udvikling er interessant, mener skatteministeren.
»Det viser jo, at trods det, at vi har sænket skattetrykket, så kan man komme i den situation, at det øger væksten, og at folk tjener noget mere. På den måde kan man øge skattebetalingerne – ikke ved at øge skatterne, men ved at sænke dem, så vi kan få noget mere vækst,« siger Karsten Lauritzen.
Cepos-cheføkonom Mads Lundby Hansen tilhører dem, der gerne vil forkæle de rigeste danskere ved at lette topskatten med fem procentpoint. Et skattelettelse, som Liberal Alliance har gjort til et ultimativt krav – og dermed et spørgsmål om Venstre-regeringens eksistens – i de forestående 2025-planer. Det vil være med til at sikre, at de rigeste danskere også i fremtiden bidrager stort til velfærden, mener Mads Lundby Hansen.
»Der ligger et potentielt velstandsdræn, hvis de her mennesker – de højtuddannede, de selvstændige og de mest produktive danskere – flytter til udlandet, fordi man skattemæssigt bliver behandlet meget bedre der. Omvendt vil det gavne velstanden rigtig meget, hvis man via lavere topskat kan få dem til at arbejde ekstra, ligesom det vil gøre det lettere at tiltrække højtuddannede udlændinge,« siger han.
Omvendt mener direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, at det er yderst usikkert, om topskattelettelser vil medføre, at produktiviteten vil blive øget.
»Det er ikke noget, der ændrer alverden. Ud over at give de rigeste store skattelettelser,« siger han.
På Christiansborgs venstre side mener Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, kun, det er rimeligt, at de bredeste skuldre på den måde bærer det tungeste læs.
»Hvis du har en samfundskage, og mere og mere af den kage samler sig i toppen hos en relativ begrænset gruppe mennesker, og du så samtidig siger, at det er skide strengt, de skal betale så meget i skat, så eroderer du skattegrundlaget i samfundet,« siger han.
Socialdemokraterne har forud for efterårets afgørende forhandlinger gjort det til et ultimativt krav, at partiet ikke vil være med til lettelser af topskatten i nogen form. En sådan lettelse vil nemlig øge uligheden unødigt, mener partiets finansordfører, Benny Engelbrecht.
»Det vil betyde, at en en direktør med de højeste indtægter får en skattelettelse svarende til en faglært medarbejders samlede årsindtægt. Den slags øger uligheden, og jeg vil godt advare meget mod, at man stoler for blindt på, at det vil give en masse dynamiske effekter, som gavner samfundsøkonomien,« siger han.
Tallene over de rigestes store skattebetaling gør derfor heller ikke det store indtryk på ham.
»Man skal vist være meget liberal for at få rigtig ondt i røven over det. Man kan hverken sige, at folk betaler meget eller for meget – de betaler det, de skal, hvis vi skal have det socialdemokratiske velfærdssamfund, som vi har, hvor vidt kan se hinanden i øjnene og sige, at vi tager godt hånd om de svageste. Det, tror jeg, sådan set også, at mange topskatteydere – herunder mig selv – har det fint med,« siger han.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er i spørgsmålet om topskattelettelser på linie med Socialdemokraterne.
»Det er ikke sådan, at de ikke får penge ud på den anden side. De betaler en høj skat, men samtidig får de stadig en forholdsvis høj indtægt. Så det er ikke urimeligt,« siger han.
Tilbage i »Top 1-procent«, der måske, måske ikke kan slippe med en mindre skatteregning for fremtiden, betegner Karsten Koed sig selv som »borgerlig partiløs«. Han er enig i, at en lavere skat vil få flere danskere til at arbejde mere og dermed bage en større samfundskage, men han ser snarere behovet for gennemgribende reformer af bl.a. uddannelsessystemet, den offentlige sektor og også skattesystemet som det vigtigste. Han efterlyser et »projekt, der rækker længere end at overleve i nuet«.
Selv er Karsten Koed ikke synderlig optaget af sin rigdom. Han taler derimod meget om, hvad han bruger sin rigdom til.
»Folk er forpligtet til at sætte noget i gang med deres rigdom. Der er alt for mange, der kun taler om, hvad de har ret til, og ikke om hvad de vil. Det præger samfundsdebatten, og det er ikke med til at skabe en vinderkultur, et vindersamfund. Du kan kun vinde, hvis du har modet til at turde tabe. Måske er Danmark blevet så rigt, at vi ikke tør tabe, og derfor risikerer vi at gå i stå. Det er der, vi står nu.«